Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Matt 25,31-46

Mennesket har brug for noget uden for det selv til at fortælle mennesket, hvem det er, og om det nu gør det godt nok. Det er vigtigt for identitetsopbygningen at der er en far og mor der ser det lille barn. Barnet søger sin mors og fars øjne, for at blive set og modtage kærlighed, men også for at finde ud om det gør det godt nok. Det stopper ikke med barndommen, for vi søger livet igennem også som voksne, bekræftelse udefra på om vi gør det rigtige, det gode.

Identiteten, hvem jeg er, er noget sammensat noget. Hvad der grundlægger et menneskes identitet er centrale andre mennesker vi er knyttet til, men også handlinger og beslutninger vi foretager i livet.

I slutningen af 1970’erne talte en amerikaner ved Christoffer Lasch (CL)om at vi levede i en narcissistisk kultur. Det er en kultur hvor vi bruger kulturen og vore medmennesker for at spejle os selv, for at finde ud af hvem vi er.

Mennesket har tabt sig selv siger CL, og søger derfor efter ydre bekræftelse af sig selv og sit liv. Selvet er tomt, følelsen af tomhed fylder i menneskets liv, og et narcissistisk menneske vil hele tiden søge efter sit tabte selv i sine omgivelser. For at finde bekræftelse og mærke hvem det selv er. Det er et menneske der mangler stabilitet og som afsøger grænser i andre mennesker og som længes efter at finde et selv og identitet det kan hvile i.

Det er et menneske som har svært ved at skelne sig selv fra omverdenens forventninger og syn på det. Et uroligt menneske der hele tiden er på vej for at finde roen og et selvværd det kan hvile i. Men da det er en opgave det narcissistiske menneske har pålagt sig selv, er det selvfølgelig også sin egen værste dommer.

Jeg læste om en præst der en gang fik besøg af en mand midt i tresserne. Han stod pænt og uskyldigt uden for døren og ville høre, om præsten havde en halv time til en snak med ham. Han fortalte præsten at han havde fået at vide af lægerne, at han led af en hjernesvulst, der ikke kunne helbredes, og at han derfor kun havde få måneder tilbage at leve i. Formålet med hans besøg var at planlægge alt med hensyn til hans begravelse. Hvilke salmer der skulle synges, den bibeltekst han ønskede at præsten skulle læse højt i kirken. Han undskyldte sig lidt med at godt nok var medlem af kirken, men ikke havde brugt kirken meget i sit liv. Men det skulle han nu.Da de havde siddet og snakket lidt siger han til præsten: Jeg må fortælle dig at jeg i løbet af mit liv har været årsag til et par aborter. Han søgte efter at få at vide, hvordan præsten stillede sig til det.

Jeg synes denne samtale er interessant. Vi møder et menneske der kæmper med sin skyld og sit selvværd. Ved livets afslutning melder dig sig for dette menneske et ubetinget ansvar. Op mod døden kommer det en skyld ind i mands liv, som har føler det er vigtigt for ham at tale med præsten om. Ja, egentlig tale med Gud om.

Vi ser den gamle forestilling om at møde sin dommer træde frem her. Om denne regnskabets time i livet skrev forfatteren Martin A. Hansen, den ene dag dømmer den anden, den sidste dem alle.

Vi er nu godt på vej ind i dagens prædikentekst. Jeg har forsøgt at åbne vejen for at vi kan komme til at forstå denne noget barske tekst. Det lyder ikke rart på denne årets sidste søndag i kirkeåret, at fårene skal skilles fra bukkene. Nogle skal gå til evig straf, og andre til evigt liv. Vil denne domsscene hvor Gud kalder mennesker til sig og dømmer ikke blot bekræfte nogen i, at kristendommen deler mennesker op i de frelste og de fortabte?

Hvor er jeg i denne dom, kunne vi rette spørge. 

Jeg vil hellere spørge, kan vi undvære dommen? Hvordan med os selv, går vi fri når det handler om at dømme? Er det ikke noget vi gør hele tiden, når vi forholder os til mennesker og begivenheder i verden? Vi har lige overstået en kommunalvalg kamp, hvor det bestemt heller ikke altid går stille for sig i de politiske diskussioner. Der dømmes til højre og venstre, og den der dømmer de andres synspunkter ude, synes åbenbart selv at sidde inde med målestokken for hvordan der skal dømmes. Sådan er det tit i politik, men også i livet og relationer mellem mennesker er vi gode til sætte mærkater på hinanden. Vi lader os påvirke af omgivelserne og mange gange bliver det bare til– Ham kan jeg lide, hende der, synes jeg ikke om!

Forholder vi os til doms teksten i dag, er der er vigtig forudsætning for at forstå denne tekst. Og det er at i teologien og kristendommen er mennesket som person altid et menneske som står i relation til Gud.

Hvad kommer det til at betyde for dommen? For menneskers behov for lade sig dømme af omgivelsernes mening og påvirkning?

Dommedag som også er det vi taler om i dag har særligt i film været et brugt tema. Det bygger på menneskets angst for undergang. Katastrofen som mange dommedagsfilm er bygget op omkring, spejler menneskets angst for at den velordnede hverdag skal bryde sammen. Nu er det ikke bare på film at dommedag er et tema. Med udsigten til klimaforandringer kan det vise sig at blive virkelighed.

Om dommedag kan vi sige at det er et billede, vi bruger til at gøre os klart, hvad der er meningen med det hele. Ikke kun livet i den store målestok, men også det daglige liv, som vi lever nu.

Manden der kom til præsten og bekendte sin synd, kunne vi godt sige, havde et ønske om at Gud skulle dømme ham. Han havde behov for at lette sin samvittighed og mærke at det gør fri, at dele med andre. Han havde sikkert også et stærkt behov nu hvor livets afslutning var nær, at føle livets tyngde. Det er netop problemet for det narcissistiske menneske, at det hele tiden søger bekræftelse i omgivelserne og føler at det aldrig kan falde til ro og hvile i noget det ikke selv finder frem til.

Det budskab som vi kan tage os med fra den store domsscene hos Matthæus er, at jeg som menneske selv skal slippe for at fælde den endelig dom. Det ansvar må Gud tage på sig. Vi skal heller ikke gå rundt og dømme hinanden, lad Gud tage sig af det.  Hvad skal vi så, kan vi spørge? Når vi ikke længere skal måle hinanden med en målestok vi har med os og lægger ned over verden, for at om verden og mennesker nu lever op til mine mål, og om jeg kan finde ud af hvem jeg er ved at spejle mig i de andre.

De dømmes på deres gerninger. Gerninger der alle udtrykker hvem Gud er. Dommen forudsætter at vi gør noget. Det er handlinger Gud kan kende sig selv i, for Gud er den, der tager imod fremmede, giver nøgne klæder, mætter sultne og tørstige og er hos den udelukkede. Gerningerne er enkle og til at forstå, enhver kan gøre dem, de kræver ingen tro eller bekendelse, men troskab mod liv til det menneske der har behov. Gerningerne er det som åbenbarer troen. Hvad det er som er vigtigt i mit liv. Hvad jeg gerne vil respekteres og anerkendes for.

Men hvis jeg nu ikke gør det gode, så er mine muligheder jo forbi. Det må være konklusionen på, at de som ikke gjorde det gode mod den anden, sendes bort til evig straf. Det må gælde for mange af os at vi ikke klare at være så gode som vi gerne vil være det. Vi reagerer med dårlig samvittighed og fortrydelse over hvad vi har gjort. Guds dom går ret ned igennem os alle, og vi ved hvad vi skal gøre. Kender det gode og vil så gerne kærligheden og de gode gerninger, men lykkes ikke altid med at være det gode menneske.

Er Guds dom definitiv for det menneske som ikke lige kunne være det gode menneske, som det gerne ville? Med Guds muligheder må vi forvente at det forholder sig anderledes. Hvis Gud er Gud, er mulighederne ikke begrænset af, at mine er brugt op. For så er Gud betinget af mine evner, motivation og situationen jeg står i.

Dåben af Feline og Johan i dag fortæller at Guds dom allerede er foregrebet i tilsigelsen i dåben af Guds følgeskab, når det siges, Gud  bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid.

I troen på Gud kan vi håbe på den endelige, sidste dom, som siger os hvem vi er, hvad vi har været, og som dermed giver vores liv den tyngde og mening det har i Guds øjne. Amen