Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.« Matt 22,1-14

Jesus fortæller i lignelser. Et fortælle værktøj han bruger flere gange. Lignelsen er en slags gåde der ikke er svær at forstå, men altid rummer en dybere sandhed. I løbet af trinitatis tiden lytter vi til mange af disse lignelser. De tager udgangspunkt i den hverdag Jesus levede i i det første århundrede. Vi får et lille indblik hvordan mennesker levede, deres boliger, hvad mennesker på Jesu tid tænkte, forskellige grupper af personer møder vi også. Lignelserne er et vindue indtil til Jesu samtid.

Sådan også i dag med lignelsen om en konge der fejrer sit bryllup. Vi skal ikke langt ind i lignelsen før vi fornemmer at der er tale om en særlig konge. Han inviterer alle med til brylluppet. Først nogle få, de indbudte, siden nogle andre, da de første takker nej og til sidst igen nogle helt andre fra derude hvor vejene ender, fra samfundets kant. Til allersidst hører vi om enkelt person som sidder i bryllupssalen uden de rette klæder på.

Der er det særlige ved Jesu lignelser, at de altid også vil fortælle noget om Gud. Når Jesus taler om Gud er lignelsen de fleste gange den form han foretrækker. Jo mere han taler om Gud, så er det i lignelserne det sker.

Lignelsen er ret nem at følge med i, men vil altid noget andet og mere end det, der umiddelbart fortælles. Vi forventer ét, og noget andet sker. Uretfærdigheder er der masser i dagens lignelse.

Den er ret brutal. Føler vi forargelsen vokse i os mens vi lytter er det forståeligt. Det går hårdt for sig. Her er både vold og drab. Mange kommer ikke med til festen.  Vi føler i vores individorienteret verden med de forskellige mennesker som ikke kommer med til festen. Lignelsen beskriver en anden socialstruktur end den vi lever i. Individer som vi forstår det kendte man ikke til. Alle vidste hvem de var i kraft af den gruppe i samfundet de tilhørte. Vi synes det er synd for dem som ikke kommer med.

Den gang var vilkårene barske og røg man ud af sit netværk var man tabt. Mennesker på Jesu kunne ikke leve uden gruppen, for det var gruppen som gav mennesket dets identitet. Den sidste vi hører om er ham uden det rette tøj på – ja, hvorfor nu lige det krav kan vi spørge – men ud med ham, og at han nu virkelig er alene, bliver forklaret med det mørke han kastes ud i. Dér hvor der skal være gråd og tænderskæren. Lyder ikke rart. 

Vi tænker i individer. Et enkelt menneskes skæbne ved vi fra presse og tv kan berøre os stærkt. Der gik ikke mange timer efter den radikale top politiker havde trukket sig fra politik i København, før der var nogen der synes hun havde fået en for hård og uretfærdig behandling. Det var synd for hende.

Vi søger imod eller væk fra fællesskab med andre. Jeg er som menneske til i min egen ret, og kan vælge min egen måde at være til på og det livsprojekt jeg nu vil følge.

Kongen er ud over at være barsk også en tålmodig mand der sender nye invitationer ud til andre. Han giver ikke op, vil gerne samle mennesker, dog ikke for en hver pris. Til sidst bliver der åbnet for at alle, både onde og gode kan komme og være med til festen. Salen blev fuld af gæster. Alle forhindringer til trods bliver der alligevel til sidst holdt fest. Der er intet som kan forhindre Gud som kongen i at kalde mennesker til sig og festen kan begynde.

Lignelsen fortæller om Gud, som igen siger noget om livet, at vi ikke skal regne med noget. Lignelsen siger det til slut meget kort: mange indbudte, men få udvalgte. Men også at kongen som Gud hele tiden er der. Kongen aflyser ikke festen trods forskellige personers modstand. Han vedbliver at sende nye invitationer ud og til slut går han tjenerne ud hvor vejene ender kalder onde og gode til sin fest.

I vores verden hvor alt afhænger af det enkelte menneske om dets liv lykkes eller ej, er der en vis befrielse ved at træde ind i denne lignelse. Der er en vilje tilstede som kalder på mennesket. En vilje der vil mennesket ikke bare som individ, men som del af et fællesskab. I dag møder vi ofte det modsatte, hvor det gælder om at skille sig ud fra fællesskabet for at blive sig selv. 

Vi skal ikke lade os skræmme af brutaliteten, som er voldsom. Ikke mere voldsom end hvad vi kan opleve i dag. En konge som gengælder drab med drab. Som hænger sig i noget så ligegyldigt som hvilket tøj én har på.

Det vigtige er, at alt er rede. Det er tid nu at komme til brylluppet. Der er noget der vigtigere end andet. Slip hvad du ellers har planlagt for nu er det tid. 

Epistlen i dag er Paulus Brev til menigheden i Efesos ( Efeserbrevet 5,15-21)og kan hjælpe os til at se på hvad det er lignelsen vil. Den fortæller også om en fest hvor Gud og folk forenes. Vi er ikke til bryllup men til fest i gudstjenesten hvor Gud og mennesker mødes. Der er en opfordring til at se på hvordan vi lever. Vi skal brug det rette øjeblik og ikke skeje ud.

 Det er Gud der styrer i den verden som lignelsen udfolder. Lignelsen er selv et billede på den store verden. I lignelsens verden er det som vi kender det fra den virkelige verden, hvor mennesker er optaget af deres eget, nogle bliver valgt fra og andre bliver indbudt og livet kan for det enkelte menneske være en barsk oplevelse.

 Jeg begyndte med at sige at Jesus fortæller lignelser, fordi han vil sige hvem Gud er. Gud er den der stiller sit menneske over for tilbuddet: Alt er rede – vil du være med og tage det ansvar som følger.  Lignelsen som et miniature billede på virkeligheden fortæller at det er Gud som kongen der bestemmer virkeligheden. Intet sker uden ham. Intet eksisterer uden ham. Martin Luther siger det med en særlig ro og erkendelse i sin katekismus når han taler om Gud: jeg slår ikke min lid til nogen skabning i himmel eller på jord. Jeg slår min lid alene til den usynlige, ubegribelige, ene Gud, der har skabt himmel og jord og alene er over alle skabninger. Luther gør Gud til virkelighedens centrum og Gud er for ham det der holder verden sammen i det inderste. Og så er han ubegribelig. Gud er sin egen.

Lignelsens univers som vi får det fortalt i denne lignelse er jo voldsomt sceneri i den udskillelse af mennesker som vi hører om. Brylluppet står klart men mange kommer ikke med, andre som ikke havde forventet det kommer med, og en enkelt må sande at djævelen nogle gange ligger i detaljen. Hvorfor kom ham uden den rette bryllupsklædning ikke med til festen? Ja, lignelsens svar er at mange er kaldet men få er udvalgt. Han var kaldet, men ikke én af de udvalgte. Livet er nådesløst

Hvis lignelsen spejler livet vi lever, ved vi også godt fra det liv vi lever, at livet er uretfærdigt. For det er da uretfærdigt at han ikke kommer med fordi han mangler den rette klædning. Vi kender ikke Guds veje. Herrens veje som den nye serie hedder om søndagen, og som netop skildrer troens verden som en masse vildveje. Vi kan ikke erkende Gud, skønt han er tilstede overalt. Det svarer meget godt til hvad lignelsen vil fortælle os; Gud vil gerne have os med til sin fest, og vi må bare sørge for at være parate.

Gud er der hele tiden, og kommer vi ikke med til den ene fest, må vi prøve igen næste gang. Jesus fortæller mange lignelser om Gud, hvad fortæller os at Gud får vi ikke hold på. Men Gud er der. I mellemtiden kan vi tage os af den forkastede. Amen