Jesus svarede: »Hvis Gud havde været jeres far, så ville I have elsket mig, for jeg kommer fra Gud, og det er derfor, jeg er her. Jeg er ikke kommet af mig selv, det er Gud, der har sendt mig. ⁴³Når I ikke forstår, hvad jeg siger, er det, fordi I ikke er i stand til det. ⁴⁴Det er Djævelen, der er jeres far, og I vælger at følge hans lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, han har aldrig været til at stole på, og sandheden ved han ikke, hvad er. Når han lyver, er det helt naturligt for ham. Han er en løgner, ja, al løgn kommer fra ham. ⁴⁵Og det er derfor, I ikke tror på mig. Jeg siger nemlig sandheden. ⁴⁶Hvem af jer kan pege på noget forkert, jeg har gjort?« spurgte Jesus. »Hvorfor tror I så ikke på mig, når jeg fortæller jer sandheden? ⁴⁷Dem, der tilhører Gud, hører, hvad han siger. Men I hører ikke efter, for I tilhører ham ikke.«

⁴⁸»Vi har jo fuldstændig ret, når vi siger, at du er lige så slem som en samaritaner og besat af en dæmon,« svarede de jødiske ledere. ⁴⁹»Jeg er ikke besat,« svarede Jesus. »Jeg viser min far respekt, men I foragter mig. ⁵⁰Jeg forsøger ikke selv at opnå respekt; det er der en anden, der sørger for, og han er dommer. ⁵¹Hør nu her,« fortsatte Jesus, »enhver, der gør, hvad jeg siger, vil aldrig nogensinde dø.« Johannes 8,42-51 

 Hvordan kende forskel på sandhed og løgn? – Et emne som i disse urolige tider for vores verden er blevet aktuelt mere end nogensinde. Det fyger dagligt med nyheder om krigen, ofte modstridende meldinger om hvad som sker, og hvem der har gjort hvad. Vi gennemskuer hurtigt noget som løgn, men for dem der bringer disse nyder, er det deres sandhed. Der foregår en frygtelig og umenneskelig kamp på jorden, og ulykken er stor – det er sandt. I krig er sandhed det første offer, siger man.

Det er er ikke nyt dette med at sandhed og løgn er i kamp med hinanden. Det har altid fulgt menneskene.

Jesus er midt i en diskussion med nogle jøder, altså med nogle mennesker fra hans eget folk. De fyger med ord imellem dem – Gud, Djævel, sandhed og løgn. Vi kunne måske kalde det for en slags sandhedens time. Som er tidspunktet hvor noget skal afsløres, regnskabets time, der hvorfra ingen veje fører tilbage, altså en skillevej.

Jeg siger nemlig sandheden. ⁴⁶Hvem af jer kan pege på noget forkert, jeg har gjort?« spurgte Jesus. »Hvorfor tror I så ikke på mig, når jeg fortæller jer sandheden? 

Sandheden med stort S, findes den? Sandheden, der gør op med alle vore sandhedssøgninger, og som for altid vil afslutte vores søgen efter sandheden. Eller er det ikke snarere sådan, at der findes mange sandheder, og løgne, som vi fortæller hinanden livet igennem. Mange fortællinger handler om ikke at se sandheden, for så til sidst at nå frem til sandheden.

Mange små sandheder er livet bundet sammen af, men det ser ikke ud til at være det Jesus mener, når han siger: Jeg siger nemlig sandheden!

Sandheden kan ikke ejes som en ting, men kun erkendes og bevidnes. En påstand, en tro eller en mening er til og på den måde et stykke virkelighed. Men den er ikke sand ved at være til. Hvor virkelig en påstand end er, og hvor meget den gentages og råbes ud, den bliver ikke mere sand af den grund. Den er kun sand, hvis den gælder.Historien har vist os, at mennesker der stiller sig frem og tager patent på Sandheden, dem skal vi passe på. De er farlige, og det vi troede var sandheden, viser sig at være løgn. 

Alle mennesker vil være enige i, at sandheden er vigtig. Det er hvad der hele tiden er på spil i vores møder med andre mennesker, og med det vi hører foregår rundt omkring på kloden. Men hvad er det som får os til at se og høre et menneske som sandt? Hvordan vurderer vi om noget der sker i et sted i verden er sandhed?

Det jeg spørger til er, om sandheden i mange situationer er blevet relativeret. At der ikke er én sandhed, men mange sandheder? Derfor hedder Jonatan Spangs ugentlige satire program på TV Tæt på sandheden.

Det er hvad den gammeltestamentlige læsning om Guldkalven vil fortælle. At det med sandhed, og hvad sandhed er, er noget mennesket altid har kæmpet med. Guldkalven er den sandhed nogle mennesker opfinder til lejligheden, fordi mennesker gennem historien har været optaget selv at finde sandheden. Og derfor taler vi om dansen om guldkalven, som et billede på den sandhed mennesket skaber for sig selv.

Jesus argumenterer for, at han som kommer fra Gud, er sandhed. Gud er sandheden over for Djævelen, som er den magt, som ikke er til at stole på, fordi han hele tiden skifter humør. Djævelen har valgt løgnen som sin vej. Vi skal forstå Gud og Djævelen som to magter, der kæmper med hinanden om, hvad der er sandhed og løgn.

Hvis vi er skabt til at være sandfærdige, at tilbede Gud trofast, hvorfor skulle vi så have lyst til at lyve? Der kan være flere grunde til menneskers smag for at lyve. Stolthed og magt er det som ofte frister os til at lyve. Vi lyver fordi vi som stolte skabninger ikke ønsker at vores grænser og svagheder skal blive synlige. Vi opbygger falske verdener som vi vælger at bo i og overbevise andre om, at det er sådan verden ser ud. Løgnen kan i nogle tilfælde blive en overbevisende sandhed. Vi bedrager os selv og andre, og forføre mennesker ind i falsk syn på verden.

Jesus taler til en gruppe mennesker om dette selvbedrag. Djævelen fører til død, fordi det er den magt, som vil magten for sin egen skyld. Djævelen har lyster, og lyster ved vi fra os selv, at de har det med at skifte.

Heroverfor taler Jesus om at tilhøre Gud; Gud har kaldet mennesker, til at tage del i og glæde sig over den verden vi ikke har skabt.

Det siger noget meget vigtigt om hvad sandhed er, og hvad der er vores opgave.For hvordan skal vi kende forskel på sandhed og løgn? Hvad skal der til for, at vi kan se?

Vi kan ikke nøjes med at sige, som mange gerne vil, at sandhed er én ting for dig og en anden for mig. Krigen som raser udstiller hele tiden denne kamp på hvad som er sandhed og hvad der er løgn. Vi ser de enorme menneskelige tragedier og de tilintetgørende ødelæggelser af byer, huse og hjem. Den virkelighed er sand.Over for den virkelighed som vi dagligt bliver bekræftet er sand, findes den sandhed, som ligger over beviser, og hvad vi kan konstatere med vores sanser og fornuft.

Jesus taler ikke om sandhed, som om der var en sandhed for de forskellige situationer vi står i. Han taler om Sandheden! – Og det er derfor, I ikke tror på mig. Jeg siger nemlig sandheden.

Sandheden handler om Gud, for Jesus kommer fra Gud, ja, det er derfor han er her. Gud som garant for sandheden. Tro på Gud kan jeg ikke ved bevis eller undersøgelse få vished for eksisterer. Når det gælder om at tro på Gud, på sandheden, og have tillid til at der er en Sandhed, må jeg satse og tro. Om denne tro og satsning på sandheden skriver den russiske forfatter Dostojevskij i et berømt brev, skrevet i hans lange fangeskab i Sibirien:

”Hvor er jeg ikke blevet pint, og pines fremdeles, af denne hede længsel efter troen, en længsel, som bliver desto heftigere, jo flere beviser jeg finder mod troen!

Alligevel skænker Gud mig undertiden øjeblikke med fuldkommen ro. Og i sådanne øjeblikke har jeg formuleret min trosbekendelse.

Denne bekendelse er for mig klar på ethvert punkt, og den er mig hellig. Den lyder i al enkelhed således:

Jeg tror, at der intet skønnere findes,

Intet dybere,

Intet så dragende,

Intet så sandt,

Så klogt som Jesus Kristus.

Atter og atter fylder tanken om ham mig med brændende kærlighed, og jeg siger til mig selv, at hans lige ikke blot findes, men ikke kan findes.

Jeg siger endnu mere: Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vore liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med ham end med sandheden.”

Dostojevskijs ord om at være hos Kristus, og hvad det vil sige for os, om det siger Jesus, som er Kristus: enhver, der gør, hvad jeg siger, vil aldrig nogensinde dø.

Vi ved, at hver dag, vi lever, ikke vender tilbage. Døden sker hele tiden. Tiden forsvinder for os. Derfor tager vi vores liv og vore medmennesker alvorligt. Vi ved selvfølgelig ikke, hvornår vi skal dø. At vi i Jesu perspektiv aldrig skal dø, er det håb vi får givet i troen på Gud.

Vi skal se livet i Guds perspektiv, og ikke i dødens.

Det er Sandheden, som vi skal leve ud af, og som særligt i disse tider vi er i nu, kan blive til et håb på trods. Et trodssigt håb. Det er at gå sammen med Kristus, som går foran os alle sammen i modgang. Han svigtede aldrig troen på, at livet er livet værd. Uden tro på, at livet er livet værd at leve, kan vi ikke klare tilværelsen. Amen