Dette hellige evangelium til fastelavnssøndag skriver evangelisten Lukas (18, 31-43) 

Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes:  Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham;  de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.«  Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede.  Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde.  De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.«  Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!«  De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!«  Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham:  »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.«  Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.«  Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. AMEN 

PRÆDIKEN 

Der er noget gådefuldt over Edward Hoppers billede Hotelvinduet. Ved første øjekast ser det måske meget realistisk ud. Vi ser ind i et rum – det må være et hotelværelse. Det er i hvert fald renset for ethvert præg af hjemlighed – rummet fremtræder anonymt og koldt. En midaldrende kvinde sidder i en sofa – halvt med siden til.

Hun er ulastelig klædt i en rød dragt med tilhørende hat og over skuldrene har hun et lyst slag med pelskrave og blåt for. Hun sidder og ser ud mod eller ind i mørket. Ved første øjekast ser motivet meget realistisk ud, og så alligevel er der noget gådefuldt over billedet. Der er ikke spejlreflekser i vinduet. Ruden er sort og død som en tavle, ingen har skrevet på. Det er gådefuldt. Kvinden har intet med sig. Hverken rejsetaske eller kuffert, og hun har intet bag sig. Der er intet af det, hun kommer fra, der spejler sig i den mørke rude. Der er kun ensomhed og mørke…

Er det et menneskeliv? Hvad sker der mon, hvis vi kratter lidt i overfladen? Vi kan forsøge at gætte? Er hun på flugt? Når kvinden intet bringer med sig og intet har bag sig, har hun så aldrig begået fejl – aldrig pådraget sig skyld? Er hun aldrig blevet såret eller svigtet? Har hun aldrig elsket? Er hun aldrig blevet elsket? Har hun aldrig grædt eller leet? Er hun aldrig blevet helt forpjusket af at leve…

Måske lukker hun øjnene for det, der var? Prøve at glemme det – eller se bort fra det. Når hun ikke har noget med sig eller bag sig – er det så fordi, hun har mistet alt? Hun sidder og ser ud i mørket – stirrer ind i det. Forblændet af mørket er hun blevet blind for, hvad livet er og blind for de muligheder, som fremtiden kunne bringe…

Det er gådefuldt og genkendeligt på samme tid. Når jeg ser ud ad mit vindue fra min stue på en mørk aften. Så kan jeg stirre mig blind på mørket, så jeg kun ser ind i det. Eller jeg kan flytte blikket og ane mit liv spejle sig i ruden: Tingene i stuen spejle sig i ruden: Stolene, bogreolen og blomsterne i vasen og mennesker omkring bordet. Alt det, der har en plads og en betydning i mit hjem – hvor en familie lever (og roder) og er optaget af forskellige ting i livet - og elsker det. Spejlbilledet er godt nok utydeligt og sløret, men det er der. Og i ruden kan jeg se alle de ting, som jeg har bag mig, og alt det jeg er omgivet af, men i spejlbilledet ser jeg ikke alle sammenhænge og jeg ser ikke alt helt klart. Og nogle gange ser min øjne – som kvinden her – kun mørke…

Vi ser kun det, der er i vores synsfelt. Det konkrete eller vi ser måske kun det, vi gerne vil se, og er blind for det, som vi helst ikke vil se …

”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud” (1 kor 13,12). Skriver Paulus i sit 1. brev til Korinterne, som jeg læste før

Om lige præcis det forviklede forhold mellem det at være blind og at se – handler evangelieteksten til fastelavnssøndag om. Evangelieteksten holder os fast på at overveje, hvad det er vi ser, når vi ser. Den handler om at se mere end hvad øjet umiddelbart kan få øje på – og forstanden kan begribe. Det gådefulde….

Det er underligt, hvordan disciplene ikke kunne se - eller indse - hvem Jesus var. De havde fulgtes med ham, levet sammen med ham – hørt hvert eneste ord og set hver eneste håndbevægelse, og alligevel kunne de ikke se eller indse, hvem han var. Og den ironiske pointe er, at det er den blinde, der kan se, og de seende, der er blinde.

Til trods for at tiggeren er blind, så ser han mere end dem, der har øjne at se med. De, der har øjne at se med – ser det konkrete. Det fornuften kan håndtere. De ser en mand fra Nazaret med krop og ansigt, arme og ben, hud og hår. Men at den mand skulle være den usynlige Guds billede - ser de ikke.

”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud” (1 kor 13,12).

Gud er gådefuld, Menneskelivet er gådefuldt. Verden er gådefuldt, kompleks - og til tider ubegribeligt, uforståeligt og fortvivlende og meningsløs og temmelig mørk. Klimakrise, pandemi og nu Ruslands invasion i Ukraine. Det ændrer vores blik på verden. Vi kan ikke leve i en forestilling om, at de største kriser alene hører fortiden til. Mennesker lever midt i brændpunkter. Mennesker lever i frygt og på flugt. Mennesker har forladt deres hjem og har ladet alt blive bag sig. Mennesker er adskilt fra dem, de elsker for en tid eller måske for altid. Vores blik kan stivne i frygt.

Der er meget at blive fortvivlet over og meget frygte. Det kan tage magten over os – og vi kan få fornemmelsen af at stirre ind i en mørk fremtid. Det kan formørke vores sind og blive en indre kamp for at holde modet og håbet oppe og have tro og tillid til, at verden er et godt sted at være. Vi kan sidde som kvinden på billedet og se ud i mørket – stirre ind i det, være forblændet af det, så vi ikke kan se andet - miste modet… og håbet…

Men pointen i evangelieteksten til i dag er ikke alene, at vi skal se, men at det er os, der bliver set. Det vigtigste er måske ikke, at tiggeren bliver seende, men at han bliver set af et blik, der ikke unddrager ham. At der er én, der ikke ser bort fra ham og skynder sig forbi. Der er en, der hører hans bøn, standser op og ser ham som andet og mere end en blind tigger. Ser ham med barmhjertighedens øjne - som et menneske, der er skabt og elsket af Gud.

Og tiggeren spejler sig i den usynlige Guds billede – i hans ansigt, og han ser en kærlighed, der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt og som gør forsoning og tilgivelse mulig. Det er den kærlighed, Jesus har sat i verden som livets mening.

Du skal elske. Selv din fjende skal du se som et menneske, der kunne være din bror. Det er den kærlighed, som vi må rette vores øjne imod…

Det hører til den kristne tro, at kærlighedens guddommelige blik blive altomfattende, så at også vi ser med Guds øjne. Da skal vi se ansigt til ansigt” og fuldt ud kende meningen med det, som nu er gådefuldt og som vi nu måske overhovedet ikke fatter.

Gud ser os – ser alt – ser altid meget mere end det mørke, vi måtte befinde os i, fordi han ser os som sine børn, som han aldrig bliver træt af at føre ud i lyset, så vi må kunne se klart. Se, at vi befinder os lige midt i det guddommelige lys, der lige siden skabelsens første morgen har overstrålet alt og alle. Det lys, som vi på Guds ord må tør tro, altid vil lyse for os – uanset hvilket mørke vi ser ud i og hvor mørk fremtiden synes. Amen