²⁶Jesus sagde: »Med Guds kongerige er det på samme måde som med en bonde, der har sået korn på sin mark. ²⁷Dagene går. Han står op og går i seng, og kornet spirer og vokser op, uden at han ved hvordan. ²⁸Jorden giver afgrøde af sig selv. Først kommer der et græsstrå, så et kornaks, og til sidst kommer der modne kerner på kornakset. ²⁹Så snart kornet er modent, er det tid til, at bonden går i gang med at høste.

³⁰Hvordan kan vi ellers beskrive Guds kongerige? Hvilken sammenligning kan vi bruge?« fortsatte han. ³¹»Sennepsfrøet er et godt billede. Når det bliver sået i jorden, er det det mindste af alle frø, ³²men når det vokser op, bliver sennepsplanten større end alle andre planter og får så store grene, at himlens fugle kan komme og bygge rede i skyggen.« Markus 4,26-32 

 I en af Storm P’s fluer erkender han, at livet kommer vi aldrig til at forstå, når han siger: ”Livet er en gåde. Løsningen står på bagsiden”. Ham der ellers havde et fint blik for tilværelsens finurligheder.

Bagsiden Storm P tænker på er nok døden. Men bagsiden er også den side vi ikke kan se eller forstå mens vi lever.

Det gådefulde ved livet er, at vi i svære og smertefulde stunder i livet skriger til himlen, og i glædelige øjeblikke kalder på gavernes ukendte giver.

Nu da vi holder dåb i dag, og har døbt Sander, er det hvad vi som forældre erkender i det øjeblik barnet er født, og siger: ”vi har fået et barn”. Det er så stort det med at få et barn, og selvom vi jo godt ved hvordan barnet er blevet til, har vi behov for, at række vores tak til Giveren, for denne livets allerstørste gave.

Selvom alt i livet efterhånden ser ud til at være styret og kontrolleret af fornuften, og de gennemtænkte beslutninger, så efterlader det os også med rest. Og den rest er det som vækker gådefuldheden i os. Den rest er slet ikke så lille endda, for det er selve livets gåde, som Storm P også peger på i sin flue.

Esajas var ikke tvivl om hvem der stod bag alt, som mennesket kom ud for i livet; når han lader Gud tale: Jeg skaber lys, og jeg skaber mørke, jeg skaber fred, og jeg skaber ulykke, jeg står bag alt.  

En af de største gåder er, at mennesker godt kan se, at livet er gådefuldt. Om livets gådefuldhed er det filosoffen Martin Heidegger lidt for højtideligt siger: ”Ene mennesket blandt alt værende erfarer, anråbt af værens stemme, underet over alle undere: At værende er.”

Ja, vi er de eneste der kan falde i staver og undrer os, at noget er, og der ikke bare er ingenting. Det kan dyrene vistnok ikke.

Vi ved, at vi er til. Derfor kan vi undre os over det helt forbløffende, at noget overhovedet er til. Hvad er meningen med, at der er noget til?

Et par søndage inde i fastetiden, som vi befinder os i nu, er det vi har lyttet til Jesu lignelse om det lille sennepsfrø. Frøet bruges af Jesus til at tale om det helt store, som er Guds rige, og hvordan det rige og væksten umærkeligt spirer og gror uden hjælp fra menneskehånd.

Efterhånden er vi kommet derhen i menneskes udviklingshistorie, at vi er vænnet til, at det er mennesket som er den eneste skabende og betydningsgivende instans i verden. Altså, alt afhænger af os, eller det skulle snarere lyde i dag, at alt går til grunde på grund af menneskers magt og uforstand.

Er livet et formløst materiale for menneskets formgivning og produktion? Det må vi svare ja til, selvom vi ikke synes om tanken. Men må huske på at det har også har været med til udvikle vores samfund til det stade vi er i dag.

Det har haft sine omkostninger, fordi vi har glemt at livet har form og betydning uafhængigt af mennesket. Vores magt er ikke en skabelsesmagt, kun en magt til at bruge, forme af det materiale, som allerede er skabt. Og vi ikke glemme at menneskets magt i mange tilfælde antager destruktive former. Vi kan ikke skabe, vi kan nedbryde.

Forunderlige Gud! – I husker måske stadig de første ord fra dagens bøn ved gudstjenestens begyndelse. 

Det er den forunderlige Gud vi møder i den tålmodige bonde der ser alt gro omkring sig uden hans medvirken. Og ligeså forunderlig er lignelsen om det lille sennepsfrø, der ender med at bliver så umådeligt meget større end det selv.

Det vokser og gror i de to lignelser, og det meste sker uden menneskers medvirken. Det er da forunderligt, men til det forunderlige hører det bemærkelsesværdige, at dette bare sker. Men også det besynderlige, for hvordan er det lige nu det sker og hvorfor. Og hertil hører det underfulde som driver væksten frem, at vi må undres over hvad liv egentlig er. 

For her sker altså noget uden vores medvirken. Noget gror uden at vi, som vi mere og mere er blevet vænnet til, har haft en finger med i spillet.

Bonden har lagt frøet i jorden, og i den første del af lignelsen, som vi ikke har lyttet til, falder frøene tilfældigt. Allerede her møder vi den tanke, at væksten tilsyneladende er uafhængig af bondens arbejdsindsats. Frøene spredes tilfældigt, og bonden ved intet om hvordan væksten vil blive. Han er ikke herre over, hvad resultatet bliver. Selvfølgelig må han yde en arbejdsindsats. Jorden må være parat til at modtage frøene, men så snart de er kastet ud på marken, er der ikke meget mere han kan gøre.

Bonden lever sit hverdagsliv fra morgen til aften og i mens gror de små frø i jorden sig stille og roligt større og større. De små frø gemmer i sig kimen til noget større. Og derfor er de oplagte og gode billeder på hvem Gud er. For Gud er hverken frøet eller noget andet billede. Gud er magten til at være i alt, hvad der er til, og i alt, hvad der sker. Derfor Gud også den der anfægter os, for Gud er også til at det vi ikke kan forstå sker.

På Jesu tid havde mennesket den grundfaste tro, at det var Gud som gav væksten. Bonden kunne tage det roligt når han havde fået frøet i jorden, så var det op til Gud at sørge for at frøet voksede. Gud giver væksten, men vi mennesker er selvfølgelig med til at bestemme vilkårene og omstændighederne. Vi er blevet givet nogle rammer at leve livet inden for, og er i høj grad ansvarlige for at skabe gode rammer for såvel natur og mennesker. Det er om denne livets ramme Esajas siger:

Det skal begynde at regne fra skyerne, retfærdigheden skal strømme ned fra himlen. Jorden skal åbne sig, så befrielsen kan gro frem som en plante, og retfærdigheden kan spire frem som en blomst. Det er mig, der skaber det hele.«

Vi skal glæde os over det syn lignelsen lægger på livet og lære af det. For er Gud skaberen af livet og den der giver væksten, er vi altså ikke dem, der skal skabe livet. Vores indsats kommer i anden række, som forvaltere og bevarer af skaberværket.

De smukke og idylliske billeder af frøet der vokser i jorden og bonden der tillidsfuldt ser til at Gud giver livet sin vækst kan bestemt også tale til os i dag. Jeg tænker særligt på, at troen på at det er Gud der giver væksten rummer en skrap kritik af den økonomiske væksttanke som har domineret verdenssamfundene i årtier.

Vi har vænnet os til en at tænke verden ud fra mennesket og dets behov, hvor det kun er menneskets interesser som tæller. Lignelse er et opgør med en sådan livsforståelse. Det er ikke alt som beror på vores indsats. Det er ikke os der skal klare det hele.

Vi har i mange år levet med tanken om at være forandringsparate. Men i dag er det vigtigere at være forundringsparate. Livet er et under. Det er det vi kan bruge disse lignelser til. Til at undre os og forhåbentlig forandre os. Ikke forandre naturen, for har allerede undergået et væld af forandringer.

Vi skal forundre over os Guds gode skaberværk. Vi skal have blik for det små, for her gemmer sig en hel verden.

Den forunderlige Gud som vi bad til i dag, er den Gud som hver dag rækker os en verden at stå op til.

Verden er noget før vi kommer til, den er skabt siger vi, og det er den vi skal respektere for dens egen skyld og ikke blot for vores, menneskenes skyld. Amen