Dette hellige evangelium til 22. s.e.t. skriver evangelisten Matthæus (18,21-35)

Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?«  Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.

 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere.  Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham.  Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges, og gælden betales.  Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen.  Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden.  Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder!  Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig.  Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte.  Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket.  Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det.  Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig?  Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte.  Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«

AMEN 

PRÆDIKEN 

Tilgivelse er overskriften for min prædiken i dag. Det er et godt tema. Jeg bliver fyldt med lettelse og glæde bare ved tanken om at tilgivelse findes. Den lettelse og glæde hænger sammen med erfaringen og erkendelse af, hvad skyld er, så måske skal vi begynde der…

Vi vil tit forbinde det at skylde med noget, der har med penge at gøre? Skyld er det samme som gæld. Gæld kan vi få eftergivet, men ikke tilgivet – i hvert fald ikke, hvis vi taler om det inden for vores økonomiske system…  

En gæld forstået som et økonomisk lån var oprindeligt et forhold mellem to mennesker – det var et tillidsforhold. Derfor blev det også betragtet som et tillidsbrud, hvis gælden ikke blev betalt tilbage til den anden part. Og tillidsbruddet var langt værre og langt større end det økonomiske tab…

Det forhold mellem långiver og låntager er i pengeverdenen i dag anonymiseret vha. kreditforeninger og investeringsforeninger. Men tager vi udgangspunkt i det forhold, der før var gældende mellem låntager og långiver, så var skyld = gæld og brud på et tillidsforhold…

Og det er i det lys, at Jesu lignelse om den gældbundne tjener må forstås. Den gældbundne tjener skylder et svimlende beløb til sin Herre – han står i bundløs gæld.

Da han er ved at miste alt, hvad han ejer og har, kaster tjeneren sig ned for sin Herre og beder til ham om at have tålmodighed med ham, så skal han nok betale det hele tilbage…

Tjenerens bøn vækker barmhjertighed hos Herren, og han eftergiver tjenerens bundløse gæld…  

Herefter kan vi levende forestille os, hvordan tjeneren gældfri - fri for alt det, der havde tynget ham til jorden, må have gået lettet og fyldt med glæde fra sin Herre med helt nye livsmuligheder…

Det er så indlysende, at han, som lige har fået eftergivet sin bundløse gæld, burde dele sin lettelse og glæde med sin medtjener, og selv vise samme barmhjertig og  frigive sin medtjeners gæld på samme måde, som han selv netop lige er blevet frigivet. Men sådan går det ikke. Tjeneren smider sin medtjener i fængsel og kræver at han betaler alt han skylder tilbage…

Og vi kan forarges på tjeneren, fordi vi synes, at det er så indlysende, at han skulle have handlet anderledes. Men lignelsen placerer os alle imellem på en overvældende lettelse over at blive lovet tilgivelse og en truende vished om, hvor ofte vi er i den gældbundne tjeners sted…

Og det er her, det er relevant at vende tilbage til det forhold, at skyld er tillidsbrud – svigtet kærlighed…

Selvom lignelsen lader os forstå, at Guds tilgivelse ikke er noget, der kan måles eller tælles, men er grænseløs eller bundløs: Vi får Guds tilgivelse gratis uden at skulle betale tilbage på vores gæld. Så kan vi opleve at stå i den gældbundne tjeners situation og have svært ved at dele den lettelse og glæde ved at gøre det samme…

Hvorfor? Fordi vi er mennesker…

Vores liv er båret oppe af tillid. Vi kan ikke leve uden tillid. Vi må vise tillid og andre må vise os tillid, for vores tilværelse er indrettet sådan, at vi er henvist til hinanden og ikke mindst til Gud, som den der skaber og opretholder liv…

Men deri er også den mulighed, at et andet menneskes svigt eller ukærlige handling imod os kan efterlade sår og smerte i vores sind og ændre vores indbyrdes forhold – nedbryder den gensidige tillid, vi havde til hinanden…

Vi kan have svært ved at slippe den fortid, som såret og smerten er forbundet med, og det gør det svært for os at tilgive…

Alligevel får vi Guds tilgivelse – gratis, og vi kan bede om den i tillid til, at Gud giver os den. Det er ikke til at fatte! Hvor ufatteligt det er, kan ikke udtrykkes bedre end i lignelsen om den gældbundne tjener…

Den gældbundne tjener kaster sig ned for sin Herre og beder: Hav tålmodighed med mig… Og underet sker – tilgivelsen finder sted.  

Tilgivelse er, at det begynder! At liv begynder på ny og giver nye muligheder, ville filosoffen Hannah Arendt sige. Tilgivelse er frisættelse for gældens undertrykkelse – oprejsning fra at være dødsmærket og til at leve. Tilgivelse er, at vi kaldes til noget, der er vigtigere end vores skyld. Tilgivelse er at være i en ny kærlighedens tilstand…

At liv begynder på ny! Tilgivelsens nye mulighed, der åbner for en ny fremtid, går slet ikke op for den gældbundne tjener. Han kan ikke give slip på fortiden i mødet med sin medtjener, som han engang har lånt penge. Han møder ham som en skyldner og kræver, at medtjeneren betaler gælden tilbage. Fortiden har magten over tjeneren, så fremtiden ikke kommer til ham…

Heldigvis – og det er det afgørende - er vores tilgivelse af hinanden ikke en betingelse for Guds tilgivelse, men netop en følge af den. Men den, der får skænket Guds tilgivelse, lever kun i den ved selv at tilgive. Det er det forhold, vi finder i bønnen Fadervor, hvor vi jo netop beder: forlad os vores skyld, som også vi forlader vore skyldnere…  

Det er kun Jesus, der kan tilgive alt. Ham, der på korset, bad: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Han kan bryde de lænker, som fortidens magt binder os med og som holder os fast i skyld - han kan sætte os fri. Som frie mennesker kan vi leve i tillid til, at Guds tilgivelse er grænseløs og at han med sin skabende nådige vilje hvert øjeblik vil skænke os en ny begyndelse og en ny fremtid… AMEN