Engang var Jesus inviteret til middag hos en af farisæernes ledere. Det var sabbat, og alle gæsterne holdt øje med ham. ²Pludselig kom der en mand, der led af vand i kroppen, hen til ham. ³Jesus vendte sig mod de skriftkloge og farisæerne og spurgte: »Er det tilladt at helbrede nogen på en sabbat, eller er det ikke?« ⁴Ingen sagde noget. Så rørte Jesus ved manden og helbredte ham. Da han var gået, ⁵sagde Jesus til de andre: »Hvis en af jer havde en søn eller en okse, der faldt i brønden, ville I så ikke trække dem op igen med det samme, selvom det var sabbat?« ⁶Det kunne de ikke svare på.⁷Jesus lagde mærke til, at gæsterne forsøgte at få de bedste pladser ved bordet, og kommenterede det over for dem. ⁸»Når du bliver inviteret til bryllup hos nogen, skal du ikke sætte dig på den bedste plads,« sagde han. »Måske er der en af de andre gæster, der er finere end dig, ⁹og så risikerer du, at værten kommer hen og siger, at du skal flytte dig. Det bliver pinligt for dig, og så skal du tage til takke med en dårlig plads. ¹⁰Sæt dig i stedet på en af de dårlige pladser, når du er gæst. Så kan værten komme hen og sige til dig: ›Kære ven, du skal sidde heroppe i nærheden af mig.‹ Det vil give dig respekt hos de andre gæster. ¹¹Den, der fremhæver sig selv, bliver nedværdiget, mens den, der er beskeden, bliver fremhævet af andre.« Lukas 14,1-11 

Det var sabbat den dag Jesus var inviteret til middag hos en af farisæerne.

Sabbatten er som mange sikkert ved jødernes ugentlige helligdag. En dag der skal leve op til det den betyder, altså på hebraisk, hvor ordet betyder ”at holde op”. Det peger hen på dagens betydning, at være den dag i ugen, hvor alt det man gør på de andre dage, ikke må flyttes over på sabbatten. Det bliver således en dag for hvile, men er for det jødiske menneske også en meget aktiv dag, koncentreret  omkring lytten og samtale, måltider og fordybelse. Hvorfor kan vi spørge? Jo, dagen skal bruges til at huske hinanden på den verden, Gud har skabt. 

Sabbatten handler om Gudsnærvær.

I dag er sabbatten det vi kunne kalde for en stærk identitets-markør. For det jødiske folk en stærk markør af en identitet, som går helt tilbage til den gang Gud skabte jorden, og hvilede på den syvende dag.

Vi omgiver os med identitets-markører i stor stil, for at skille os ud. En markør er det særlige vi viser frem, som fortæller omverdenen hvem vi er. Vi kan nævne flere sådanne markører – tøjmoden, både til at vise sig frem som sig selv men også til at markere et fællesskab med andre; sproget; at gå på arbejde hver dag, håret, vores bolig, maden og flere kunne nævnes.

Det giver identitet at have markører, for det fortæller hvem vi er og at vi hører til et sted og ikke svæver identitetsløse rundt i universet.

Vi viser frem hvem vi er, ved hjælp af noget andet. Vi bliver som det menneske vi er mindre vigtig, kunne vi sige, for det er noget andet jeg har valgt at markere min identitet med. Ved at skille sig ud. For det er jo hvad markører skal bruges til. Jeg er ikke som de andre, men vil gerne vise mig frem og ses som noget særligt i kraft af noget andet.

Jesus udfordrer farisæernes måske allervigtigste markør sabbatten.

Da en mand med vand i kroppen kommer hen til ham. Sabbatten tilsiger jo at der ikke må arbejdes, som var det én af de andre dage i ugen. For sabbatten skal holdes til Guds ære. Gud hvilede på den syvende dag, og det blev med tiden den dag, hvor mennesket lod sig tage ind i Guds hvile ved at gå til gudstjeneste. I synagogen eller kirken. Den syge mand udfordrer sabbattens hvile. Er Gud i sabbattens hvile eller hos manden med vand i kroppen? Jesus helbreder manden og giver allerede på den måde svaret: Gud er også hos den syge. Livet må aldrig stivne til sæd og skik, sådan plejer vi at gøre, og spærre for Guds rytme, som er det nærvær, der altid vil livet for livets skyld.

Markører kan stivne og livet bliver indsnævret af skrevne og uskrevne love. Livet skrumper, fordi noget er blevet vigtigere.

For at leve og at livet kan være kan være i bevægelse, måtte Jesus gang på gang bryde med markører som lukker af for mennesker. Bare for livets skyld, bare for at Gud som skaber og liv ikke skal blive til regler som vil låse livet fast. Vi skal kunne vende og røre os. Også på en sabbat.

Hos Lukas er der et stille oprør i gang. Han kender Sabbatten og alle dens regler. Han er vokset med dem, og har måske også følt dens snærende bånd.  

Derfor bliver vi vidner til disse samtaler mellem Jesus, farisæere og skriftkloge om sabbattens betydning, som er Lukas der i sin tekst diskuterer med sin egen tid og hvad sabbatten skal betyde. For Lukas skriver ikke længere ind i en jødisk kontekst, for nu er det kristendommen han forsvarer. Hvor sabbatten ikke længere er den samme identitets markør, som den er for jøderne.

Hvad handler det her om? Diskussioner om sabbat og hvad man må og ikke må, og så den sjove bænkeleg, om at sidde øverst og blive rykket ned, og sidde på sidste bænk og få at vide, at nu skal du sidde øverst.

Et opgør om hvad sabbatten er og hvad man kan tillade sig er tydeligt et emne der optager de første kristne. En markør der ved at miste sin betydning. Ikke at forsvinde, men at blive redefineret til det nye som er kommet.

Sabbatten giver tydelig identitet, og er en markør som jeg sagde. Kan vi sige det samme om noget i vores fælles verden? En reference til noget som markerer hvem vi er?

Umiddelbart kom jeg til at tænke på en markør, som er den diamentrale modsætning til sabbattens hvile, nemlig vores arbejdskultur, med høje forventninger til os selv, og deraf manglende følelse af at gøre det godt nok.

Og ud af dette konkurrence samfund som nogen kalder den tid vi lever i, forsøger vi at lappe på skaderne af arbejdspresset, som er stress og mangelende selvværd med lidt wellness, fitness eller mindfullness.

Vi klager over stress og forventningspres på vores arbejdspladser, men henter samtidig identitet i det vi klager over.  Altså en markør om at have travlt. Det giver identitet.

Konkurrence motivet er heller ikke helt fremmed for Lukas, når han beskriver de mennesker som er indbudte til spisning straks søger frem til de øverste pladser ved bordet.

Er det en del af den menneskelige natur at søge frem forrest?

I en moderne kultur som vores som nogle forskere kalder for konkurrence samfundet, fordi det er det de ser mange gør. I et sådant samfund skal vi helst hele tiden sætte os nye mål og selv finde midlerne til at nå dem. Samtidig med at mange af os erfarer og giver udtryk for, at vi ikke kan nå de mange mål, eller at vi ikke har de psykiske ressourcer til at nå dem.

Jesus vil i sin kritik af farisæerne forsvare sabbatten som det Gud har skabt for menneskers skyld.

Vi kan jo på samme måde om det samfund vi kalder for konkurrence samfundet sige, om det er os der skal rette os ind efter en norm om, at konkurrence er det som giver os mulighed for at være mennesker. Eller om det ikke snarere er et samfund hvor tid, hurtighed, omstilling, arbejdspres, der har taget magten over mennesker og vi føler at vi må følge med, hvis ikke vi skal blive hægtet af?

Det som går tabt i farisæernes kontrol over sabbatten og i den kontrol konkurrence samfundet udøver over mennesker, er jo netop muligheden for at være. Ikke være på en bestemt måde i forhold til nogle andres opfattelser af, hvordan jeg skal leve og forholde mig, men få at lov at være mig selv over for den anden som sig selv.

Altså, skal vi ikke være rivaler der konkurrerer om den samme anerkendelse. Vi skal heller ikke skynde os ind til festen og sætte os på de øverste pladser, så andre ikke kommer før os.

Jesus indfører en ny sabbat, som er menighedens, fællesskabets.

Sæt dig hellere ned på den bagerste bænk og mærk hvordan presset letter fra dig.

Jesus taler om en ydmyg tilgang til livet. Det er også hvad sabbatten vil give til mennesker. At vi netop ikke på denne dag skal tænke over hvad vi skal, hvad vi ikke har nået, om mine forventninger eller mangel på samme til hvad jeg kan klare.

Sabbatten er Guds. Hans hviledag som også blev til min hviledag, og den anden, mit medmenneske er ikke min rival, eller én jeg ikke må hjælpe, fordi jeg ikke må arbejde. Den anden skal jeg altid hjælpe!

Ydmygheden er sabbattens egentlig kerne og Jesus viser at ydmygheden er den rette tilgang til livet.

Vi holder ikke sabbat, men fik med Jesus, den nye sabbat i stedet. Som med god mening kan blive vores nye markør for hvem vi er og hvad vi skal. Lukas har sikkert hørt om det nye hos Paulus, som vi også hørte det tidligere i gudstjenesten: Nu opfordrer jeg jer ….. til at leve jeres liv, sådan som man skal, når man er udvalgt af Gud. Det er det nye liv i kærlighedens tjeneste. En kærlighed der er ydmyg og inkluderende. Som Paulus fortsætter I skal være beskedne, venlige tålmodige. I skal elske hinanden og bære over med hinanden og sørge for at leve fredeligt sammen i det fællesskab, I har på grund af Helligånden. I udgør én krop og én ånd….

Det er den nye sabbat, som ikke sætter grænser, og nye markører for hvem der kan være med. Det fællesskab som er menighedens, og det er jo også det vi er nu, bliver det nye livsvilkår. Begrundet i at Gud gav os én Herre, én tro, én dåb, og én Gud der er for os alle.

Kan jeg tænke og føle at det er sandt for mig, overflødiggør det alle andre markører, hvor vi gerne vil skille os ud, og sætte folk på plads. Amen