³Jesus vendte sig mod disciplene og sagde til dem: »Men I er heldige, at I får lov at se det, I ser. ²⁴I skal vide, at der er mange konger og profeter, der forgæves har ønsket at se og høre det samme som jer.«²⁵En mand rejste sig op. Han var skriftklog og ekspert i Guds lov, og han ville udfordre Jesus. »Rabbi, hvad skal jeg gøre for at få det evige liv?« spurgte han. ²⁶»Hvad står der om det i loven?« sagde Jesus. »Hvordan mener du, den skal forstås?«²⁷»Du skal elske Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl, med hele din styrke og hele din forstand, og du skal elske andre på samme måde, som du elsker dig selv,« svarede manden. ²⁸»Det er helt rigtigt,« sagde Jesus. »Gør det, og så vil du få det evige liv.« ²⁹Men manden ville retfærdiggøre sig og blev ved: »Jamen man kan da ikke elske alle andre. Hvad menes der med andre?« spurgte han. ³⁰Jesus fortalte en historie: »Der var engang en mand, der var på vej fra Jerusalem til Jeriko, da han blev overfaldet af røvere. De rev tøjet af ham, gennembankede ham og efterlod ham halvdød ved vejen. ³¹Tilfældigvis kom der en præst forbi. Han så ham godt, men gik i en stor bue udenom. ³²Det samme gjorde en tempeltjener lidt senere. Da han så ham, gik han også udenom. ³³Men så kom der en af vores fjender, en mand fra Samaria, der var ude at rejse. Da han så den halvdøde mand, fik han ondt af ham. ³⁴Han gik hen til ham, rensede hans sår med olie og vin og forbandt ham. Så løftede han manden op på sit eget æsel og gik selv ved siden af, til de kom til en kro, hvor han tog sig af ham. ³⁵Næste morgen betalte han kroværten to denarer. ›Tag dig godt af ham,‹ sagde samaritaneren. ›Hvis det bliver dyrere, skal jeg nok betale resten på tilbagevejen.‹«³⁶Så spurgte Jesus den skriftkloge: »Hvem af de tre viste sig som et medmenneske og gjorde det, der står i Guds lov, da manden var blevet overfaldet?« ³⁷»Ham, der hjalp ham,« svarede den skriftkloge. »Så skal du gøre det samme som ham,« sagde Jesus. Lukas 10,23-37 

Hvor bor Gud? I templet ville en præst på Jesu tid sige. De kloge mænd i den hellige skrift ville sikkert svare i den måde loven foreskriver at et menneske skal leve.

Hvad svarer vi hvis vi bliver spurgt hvor Gud bor? I kirken, i himlen, i mit hjerte ville nogen svare, andre vil svare – Gud hvem er det?

Jesus svarer med sin kendte lignelse om den barmhjertige samaritaner, at Gud viser sig i vores handlinger. Det handler ikke om vores gerningers status over for Gud, vi skal ikke gøre os til over for Gud, men om de gerninger, der afspejler livet med Gud. 

Hvordan reagerer mennesker på en fremmed i nød – på en gennembanket halvdød mand der ligger ved vejen for eksempel? Vi kan ikke som præsten og levitten bare vælge at gå forbi manden der ligger ved vejen. Fordi der er ikke noget der kan være vigtigere for Gud, end at være hos det menneske. At være hos sig selv i den anden, som filosoffen Hegel så smukt siger. Det er hvad næstekærlighed drejer sig om.

Kærligheden er er en relation. At være menneske er at være i en relation til en anden. Det er i relationen at jeg bliver til som menneske.

Når Sofus (dåbsbarn)  forældre kigger på ham ved de godt hvad jeg taler om. I relationen til barnet mærker vi på en dybere måde, at jeg er til fordi han er til. Og hvis han pludselig ikke var her, ville jeg ikke kunne leve videre.

I lignelsen møder vi to sider af kærligheden. Præsten og tempeltjeneren som går forbi manden ved vejen, ser ham og den tilstand han er i. De er ikke ukærlige mennesker, men de har reserveret deres kærlighed til nogle bestemte mennesker. Det er en kærlighed som søger sit eget. Vi hører ikke hvorfor de går forbi manden. Der er ingen granskning af deres inderste motiver for at handle som de gør. De går forbi og gør ikke deres pligt.

En moderne version af de to personer ville tale om det blik vi har på os selv når vi handler, hvordan man tager sig ud i egne og andres øjne. Måske også Guds øjne, hvis det spiller en rolle. Det moderne blik som vi alle kender til, når vi handler, blikket på det menneske vi står overfor, men før det rene blik på den anden, sniger der sig et andet blik ind; hvordan tager jeg mig ud for de blikke – de andres, Guds, - før jeg handler.

Den barmhjertige samaritaner var jo bare en samaritaner fra et særligt geografisk område i Israel. Barmhjertig blev han først i kraft af den historie Jesus fortæller om ham. Det var ikke samaritanere at man forventede eller ønskede at få hjælp fra. Dem så man ned på. Han er jo gået hen og blevet verdenskendt denne gode mand, som var på rejse, stopper op og hjælper den stakkels mand.

Han bliver til den barmhjertige samaritaner. Han kunne også været gået forbi, måske med endnu bedre grund end to andre.

Han lever op til kærlighedsbuddet, som Lukas samler til ét bud. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, med hele din styrke og hele din forstand, og du skal elske andre på samme måde, som du elsker dig selv. Lukas ved som vi godt at buddet kan skilles ad. Vi kan elske og tro på Gud, og det kan fylde en med tryghed, mens næstekærligheden forsømmes.

Gudskærlighed kan ikke skilles fra næstekærlighed. Har vi kun Gudskærlighed, så er det intet værd. For kærlighed til Gud etablerer samtidig en relation til næsten og som kræver at kærligheden også leves ud i relation til den anden. Kærlighed til næsten er kærlighed til et menneske, som er Guds vilje.

Buddet om næstekærlighed er sandsynligvis den vigtigste sætning som er blevet formuleret i etikkens historie. Vores valg i livet, skal altid først tage hensyn til den anden. Egne interesser og behov må ikke være det eneste der bestemmer hvad som er rigtig og forkert. Der er et menneske som kræver vores opmærksomhed. Buddet om næstekærlighed er en arv vi har fra jødedommen. I stykket jeg læste før fra 3. Mosebog hører vi det formuleret første gang. Læser vi videre i 3. Mosebog bliver næstekærligheden ikke kun en kærlighed til de nærmeste, men til en forpligtende kærlighed til den fremmede der bor som gæst i landet. Kærlighed til næsten gælder altså både dem jeg kender, men også dem jeg ikke kender.

Den universelle kærlighed, som ikke kender til nogen grænser. Det er denne arv Jesus fører videre i sin etik, og som vi ser den udfoldet i den overstrømmende og varme kærlighed samaritaneren møder den forslåede mand på vejen med.

Det er næstekærligheden vi ser i samaritanens omsorg for den nødstedte. Hvorfor han handler som han gør, får intet at vide om. Om han har Gud med i sine tanker, når han ser manden, om han tænker på loven, som siger at ethvert menneske skal hjælpe en anden i nød – vi hører intet om hans bevæggrunde.

I dag er der indskrevet i politivedtægten en barmhjertig samaritaner paragraf, der kræver at vi altid hjælper et menneske i nød. Vi må dog ikke bringe vores eget liv i fare, når vi kommer en anden til hjælp.

Bag samaritaneren gemmer fortælleren sig. Det er jo Jesus vi ser handle i samaritanerens skikkelse, i det han gør, kan vi genkende Guds bevægelse.

Vi hører ofte om ”det kristne næstekærlighedsbud”, som om kristendommen har et særligt ejerskab til kærligheden. Det har kristendommen ikke, men Jesus har vist at næstekærlighed er at kunne elske enhver anden som en unik anden. Han blander aldrig sin egen historie ind i hvem han viser kærlighed. Det var det vi så præsten og tempeltjeneren gjorde. Vi hører ikke om deres begrundelser for at gå forbi, men da de ikke hjælper manden, må der have været noget andet der var vigtigere.

Den ubetinget kærlighed, at møde den, er forløsende. Det er den kærlighed vi ser i forældrenes blik på barnet. Barnet elskes, ganske enkelt, ikke fordi det har nogle særlige elskværdige egenskaber eller evner, men blot fordi. Barnet elskes fordi det er dette helt vidunderlige lille menneske. Her falder det nemt at vise kærlighed. Motivationen til at elske kræver ikke andet end at give sig hen til dette elskelige menneske. I mange af vores relationer falder det naturligt at vise kærlighed. Og vi lægger alt til side, når én af vore allernærmeste skulle få brug for vores hjælp.

Det lyder jo ligetil med kærligheden. Det vil vi gerne. Men får den lovkyndige der spørger Jesus ”hvad menes der med andre, ” svar på sit spørgsmål. Hvem er de andre jeg skal elske? Var det så enkelt at kærligheden til andre handlede om nogle bestemte personer ville der være tale om forkærlighed. Og så kan vi hver især hurtigt pege på flere mennesker som har vores kærlighed. Jesus reflekterer med sin lignelse over det store spørgsmål ”for hvem skal jeg være en næste?” Det giver ikke ro for det gør næstekærligheden til en konstant udfordring både for følelse og fornuft. Svaret giver lignelsen selv: enhver som er i nød. Næsten er samaritaneren ikke den sårede mand. Vi tænker at kærligheden er noget vi modtager, men kærligheden til næsten er en kærlighed vi giver.

I det græske ord for at elske agapáõ bliver det tydeligt at elske er en handling. Agapáõ har flere betydninger i sig – Give sig hen til, give sig selv til, tage imod, tage til sig, tage vare på. Det nordiske ord for at elske aliska, følger i samme spor – give vækst, få til at gro.

Kærligheden er en åbenhed for det andet menneske, som kaldes naturligt frem ved den værdi, som ethvert menneske har. Amen