Dette hellige evangelium til 12. s.e.trinitatis skriver evangelisten Mark (7, 31-37) 

³¹Jesus tog fra Tyrus til Sidon og fortsatte gennem Dekapolis til Genesaret Sø. ³²Her kom nogle hen til ham med en mand, der var døv og havde svært ved at tale, og bad ham om at lægge hånden på ham. ³³Jesus trak manden lidt til side, stak sine fingre ind i ørerne på ham, spyttede på fingrene og rørte ved hans tunge. ³⁴Så kiggede han op mod himlen, sukkede og sagde: »Effata!« Det betyder ’luk dig op’. ³⁵I samme øjeblik blev mandens ører åbnet, og der blev løst op for hans tunge, så han kunne tale uden problemer. ³⁶Jesus forbød folk at sige det til nogen, men jo mere han forbød det, jo mere fortalte de det videre. ³⁷De var helt ude af sig selv af begejstring og sagde: »Alt det, han gør, er godt. Han får døve til at høre og stumme til at tale.«

AMEN

PRÆDIKEN 

Storm P. har en tegning af to udmattede vagabonder. Den ene siger til den anden.

”Nu står solen op”. Og den anden svarer søvnigt: ”At den gider!”

Vi tager som en selvfølgelig, at vi kan høre, se og tale.

Vi tager det i så høj grad som en selvfølge, at vi måske ikke bemærker, hvor meget vi bruger sanserne eller måske gider vi ikke bruge dem. Vi kan se en solopgang, men gider vi. På samme måde kan vi være så sløve, at vi hverken ser eller hører, hvad der sker omkring os, selv talens brug kan vi være så ligeglade med, at vi ikke siger noget til hinanden. Måske kender I det?

Men når det så gælder historien om den døve og næsten stumme mand, der kommer til Jesus, og Jesus helbreder ham, lukker ham op, så bliver det svært for os at genkende den situation. Hvem kender egentlig til sådan et under? Ofte kender vi kun den modsatte historie, når det ulykkelige indtræffer og mennesker mistet synet, talen, hørelsen.

---

Måske læste I søndagsordet i Kristeligt Dagblad i går? Her fortæller tidligere præst Lisbeth Smedegaard om sin farmor. Farmoren var næsten total døv. Hun var som 40årig tilbage i 1918 blevet smittet med den spanske syge. Hun overlevede, men da hun kom sig, havde hun mistet hørelsen på begge ører og herefter kunne hun ikke tage del i en almindelig samtale. 

Lisbeth Smedegaard fortæller, hvordan al kommunikation foregik ved, at man råbte korte sætninger ind i hendes hørerør, der var stort og blankt – sådan et hørerør, som Tante Møhge i TV-serien Matador havde…

Lisbeth Smedegaard kan stadig se, hvordan hendes farmor sad midt i familien med sin sorte hat på hovedet, tavs og isoleret, imens hun kiggede ud luften…

Selvom Lisbeth Smedegaard kun var et barn dengang, så fortæller hun, hvordan hun i dag er ked af, at hun ikke havde mere tålmodighed til alligevel at snakke med sin farmor og lytte til hendes stemme, der blev mere og mere svag af ikke at blive brugt.

Men lige netop det, som Lisbeth Smedegaard i dag er ked, at hun ikke gjorde overfor sin farmor – det gør Jesus i dagens tekst. Evangeliet i dag handler om at blive udfriet fra isolation – evangeliet handler om frihed og fællesskab…

---

Når Jesus helbreder den døve og stumme mand, bliver han sat fri til at være del af et levende fællesskab, hvor han bliver hørt og kommer til orde med sin mening og sine ønsker. Det afgørende ved Jesu måde at leve på var netop, at han ikke kunne undlade at høre alt det, der kaldte på ham

– fra den glade, der ville dele sin glæde med ham

– til den syge og fortvivlede, der ikke kunne bære sin afmagt.

Jesus gad godt…

Han lod sig standse af alt det, der kaldte på ham. Fra den blinde til den døve - til den, som andre satte uden for samfundet og kaldte udskud. Han så med kærlighedens øjne og så dermed verden som ny. Og vi hører i dagens tekst, at alt det, han gør, er godt. Det er ligesom på skabelsens morgen, hvor Gud så, at det var godt, da han skabte liv og lys ud af mørket…

---

Men vi kan alle komme til at famle rundt i mørket, så vi ikke hører eller ser noget i virkeligheden:

Vi ser, men vi ser ikke noget.

Vi hører, men vi hører ikke noget.

Vi taler, men vi siger ikke noget…

Og på den måde kan vi godt tale om, at vi bliver lukkede om os selv, og sidder i isolation på samme måde, som Lisbeth Smedegaards farmor sad midt i familien med sin sorte hat på hovedet, tavs og isoleret, imens hun kiggede ud luften…

Vi kan blive blinde og døve for det liv, vi lever, den måde vi er, den verden vi stiller op for os selv. I dagens evangelium siger Jesus: ”Effata!” - luk dig op! For det er det, han vil. Ufri os fra isolation, så vi kan møde livet med frimodighed - være åbne overfor livet.

---

Vi ved fra skabelsens morgen, hvor Gud med sit ord skabte liv og lys ud af mørket, at det er ordet, der gør forskellen. Samtidig kan berøring og håndspålæggelsen gøre underværker for den stivnede krop og det låste sind. 

Jesus var ikke bange for berøring. Han blev tilmed vred, når hans disciple hindrede ham i at røre de børn, som nogle mødre havde båret frem til ham, for at han skulle røre ved dem. Det har vi lige hørt i forbindelse med dåben. Tvivler vi på berøringens mange og livsnødvendige egenskaber, kan vi blot tænke tilbage på coronatiden. Et lukket samfund og isolation og anbefalingerne om at undgå fysisk kontakt… 

---

Jesus udfører ikke sine undere for berømmelsens skyld, men for at få mennesket tilbage til livet og fællesskabet med andre mennesker. Effatha: lyder den dag i dag fra Jesus. Vores ører bliver måske ikke lukket op på samme håndfaste måde, som for den døvsstumme, men vi bliver lukket op, så vi kan deltage i livet for fuld kraft. Møde livet med fortrøstning, frimodighed og glæde…

Så når dagen er omme, og vi står og ser solnedgangen, så kan vi sige som den lille dreng sagde til sin far, da han så solen synke ned i horisonten: En gang til…

For vi gider godt. Hans ord kommer  igen i dag til os for at åbne vores øjne og ører, så vi ser med kærlighedens øjne. Lisbeth Smedegaard skriver, at dagens tekst fortæller også indirekte, hvordan fællesskab skal være mellem os.

Det skal være det sted, hvor ikke kun de højtråbende bliver hørt, men hvor vi respektfuldt bøjer os ned til dem, der har svært ved at udtrykke deres mening eller behov. Vi skal lade os standse og lytte opmærksomt og inddrage dem i fællesskabet …

---

Guds lys falder på verden - Intet er for fattigt eller for ringe eller for udstødt eller for håbløst – han lader sig standse af den mindste…

Det er et under at være menneske.

Midt i vores brudte virkelighed og isolation kalder Gud på os: Luk dig op, og han skænker os en ny begyndelse hver eneste dag. En ny solopgang… AMEN