Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas (19,41-48)

Jesus red videre, og da han kunne se byen, græd han over den. ⁴²»Gid du dog havde forstået, hvad du skulle gøre for at leve i fred,« sagde han. »Du kan ikke se det nu, ⁴³men snart vil dine fjender bygge en vold op omkring dig. De vil belejre dig og angribe dig fra alle sider. ⁴⁴De vil jævne dig med jorden og slå dine indbyggere ihjel. Det hele bliver revet ned, fordi du ikke lyttede til Gud i tide.« 

⁴⁵Jesus gik ind på tempelpladsen og begyndte at smide de handlende ud. ⁴⁶Han sagde: »Har I glemt, hvad der står i Skrifterne: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverhule.« ⁴⁷Så begyndte Jesus at undervise hver dag på tempelpladsen. Både præsterne, de skriftkloge og folkets ledere ønskede at få ham ryddet af vejen, ⁴⁸men de vidste ikke, hvordan de skulle bære sig ad med det. Han var jo hele tiden omgivet af folk, der ville høre, hvad han sagde. AMEN

PRÆDIKEN: 

”Vi skal holde gudstjeneste, om de så er nok så små, for dog at bevare kirkens puls, så der er noget at genoplive, når tiden kommer”.

Citatet stammer fra biskoppen i Viborg Stift. Det er et meget fint citat og et meget fint billede på, at der er liv, men patienten er svag. Biskoppen udtalte dette i forbindelse med corona-pandemien, hvor stramme restriktioner i hele samfundet og i alle brancher – også strammede om kirkens og gudstjenestens liv …

Nu skal jeg nok skåne jer for at sige en hel masse om corona og restriktioner i dag.

Jeg vil kun kort nævne det aspekt, at med alle restriktionerne, så blev det nødvendigt hurtigt at lave gudstjeneste på nye måder og i kortere form, så vi kunne bevare kirkens puls, så der er noget at genoplive, når tiden kommer – altså når pandemien er drevet over…

I kan sikkert godt forestille jer, hvordan Hans-Henrik har vendt og drejet det spørgsmål: Hvad er så det allervigtigste i gudstjenesten, når vi under disse betingelser skal bevare gudstjenestens liv – puls og åndedræt?

Når jeg tager det tema frem i min prædiken i dag, så er det fordi Jesus i dagens tekst siger: ”Mit hus skal være et bedehus – ikke en røverhule”

Han er vred i dag – altså Jesus. Vi kan næsten høre, hvordan hans ord runger hele vejen op igennem historien og frem til os i dag med en klang af vrede og alvor. Klangen når os – ordene når os, og vi må stille spørgsmålet – også i dag: Hvad skal der foregå i kirken i dag i 2021? Hvad er kirkens og gudstjenestens liv – puls og åndedræt? Hvad er egentlig det allervigtigste…   

Er kirken i dag for ”pleasende”? Er der for meget kitch og lyserød fernish, der slører, hvad budskabet i virkeligheden handler om? Hvornår er vi røvere, der sidder her i røverhulen og stjæler dét fra mennesker, som de i virkeligheden er kommet i kirke for?

At stille alle disse spørgsmål og diskutere gudstjenestens liv er ikke ny, og det er heller ikke kun aktuelt i lyset af corona-restriktioner. Det er aktuelt hver dag og til enhver tid. Længe har vi i kirkeligt regi diskuteret kvalitet i gudstjenesten. Vi har diskuteret trosbekendelsens placering, brugen af både nye og gamle salmer, antallet af bønner og antallet af tekstlæsninger og meget mere. Og det er ikke fordi, det ikke er vigtigt, men når vi taler om det allervigtigste: Om gudstjenestens liv – puls og åndedræt, så må vi flytte fokus til spørgsmålet om, hvad gudstjenesten gør ved os…

I gudstjenesten finder vi det rum, der berører alle vores sanser: Når vi ser dåbsvandet blive hældt op, når vi smager brødet og vinen, når vi lytter til ordene og musikken, når vi synger og når vi beder. 

”Mit hus skal være et bedehus – ikke en røverhule”, siger Jesus.

Med det bliver bønnen fremhævet blandt gudstjenestens mange elementer i dagens tekst. Bønnen er troens åndedræt. Søren Kierkegaard skriver et sted: At bede er at ånde. Vi dør, hvis vi ikke trække vejret. Vi dør, hvis vi ikke ånder, og vi dør åndeligt, hvis vi ikke beder. Bønnen omfatter hele livet: glæder og sorger, håb og fortvivlelse, ønsker og nød, lidelse, sygdom og angst og taknemmelighed over livet og alt det, vi fik. Bønnen fanger hele livet ind og omfatter alt det, der hører menneskelivet til. ”Mit hus skal være et bedehus” – eller vi kunne måske sige - en åndelig tankstation – en ø midt i verdens strøm.

Det har vi brug for, for mennesket er både støv og ånd, ville Grundtvig sige – et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Vi har derfor brug for den åndelige tankstation i vores liv, for at leve et sandt menneskeliv. Vi har brug for en åndelig tankstation….  

Så vi mærker, at vi er mere end støv – mere end krop

Så vi mærker, at vi også er ånd.

Så vi får blik for, hvad det vil sige at være menneske

Så vi blive mindet om, at mennesket og menneskelivet rummer mere end vi kan måle og veje – mere end vi kan evaluere eller diagnosticere…

Menneskelivet rummer tilgivelse og forsoning – tro, håb og kærlighed – for at være et sandt menneskeliv.

Det er det, der tjener til menneskelivets fred. Gudstjenestens rytme er den samme hver gang. Den er som en puls vores hjerte må slå i takt med og et åndedræt, som vi må trække vejret igennem – det er her vores liv fornyes.

Vi kunne kalde gudstjenesen "a thin place". Et gennemsigtigt sted. En gennemsigtighed mellem jord og himmel, mellem støv og ånd. En gennemsigtighed mellem det hverdagsagtige og det hellige eller herlige. 

Gudstjenestens rytme og puls får os til at glemme os selv et øjeblik. Den er ligesom bønnen, der forandrer os og flytter os. Den får os til at indse, at vi ikke har magten over alt her i livet – at meget må leves i tillid og tro.

Gudstjenestens rytme og puls får os til at glemme os selv et øjeblik. Den flytter os fra et sted til et andet. Løfter os ind i et fællesskab med manden fra Nazareth – et fællesskab med Kristus. Med sit ord – der runger hele vejen op igennem historien og frem til os i dag – når han os, så vi føler os mærket og berørt af et guddommeligt nærvær. Her bliver vi berørt af en anden verden, der kaster lys over vores, så vi ser, hvor rigt livet er…  

Igen berørt, bevæget af

dit ord, din ånd

dit ord, din hånd

her heler du hver bristet sang

om lyse liv og dage

vi får dit mod, vi tør gå ud

og være lys i verden

vi er af dig, du er i os,

er vores liv og færden

... synger vi igen i dag i nadversalmen.

Det er det allervigtigste, at der her er ånd. Så når tiden kommer – og jeg tror, at det er nu - så råb ud fra alle hustage: I må gerne komme – fyld kirken op. Patienten lever i bedste velgående: Her er en puls, vores hjerte må slå i takt med og et åndedræt, som vi må trække vejret igennem – det er her vores liv fornyes. AMEN