Dette hellige evangelium til 9. s.e.t. skriver evangelisten Lukas (16,1-9) 

Jesus sagde til disciplene: »Der var engang en rig mand, der havde en forvalter. En dag hørte han ad omveje, at forvalteren strøede om sig med godsets penge. ²Derfor kaldte han forvalteren til sig og sagde: ›Hvad er det, jeg hører om dig? Du kan godt gøre regnskabet op, for du kan ikke længere være forvalter.‹ ³Så sagde forvalteren til sig selv: ›Hvordan skal jeg klare mig nu, hvor min herre har fyret mig? Jeg har ikke kræfter til fysisk arbejde, og jeg ville skamme mig over at tigge. ⁴Jo, nu ved jeg det. Jeg vil skaffe mig venner, der vil invitere mig hjem, selvom jeg mister mit arbejde.‹ ⁵Så kaldte han alle dem sammen, der skyldte hans herre noget, og mødtes med dem en efter en. ›Hvor meget er det, du skylder?‹ spurgte han den første. ⁶›4.000 liter olivenolie,‹ svarede manden. Forvalteren gav ham gældsbeviset og sagde: ›Skynd dig at skrive 2.000 i stedet.‹ ⁷›Hvor meget skylder du?‹ spurgte han den næste. ›40 tons hvede,‹ svarede han. ›Her er dit gældsbevis,‹ sagde forvalteren. ›Skriv 30 tons i stedet.‹ ⁸Da den rige mand opdagede det, roste han sin snu forvalter, fordi han havde handlet så klogt. Denne verdens børn handler nemlig langt klogere over for hinanden, end lysets børn gør. ⁹Og det vil jeg sige jer: I må sørge for at bruge jeres penge til at skaffe jer venner, også selvom de er tjent på uærlig vis. En dag slipper pengene op, og så har I nogen til at tage imod jer i himlen. 

PRÆDIKEN 

Johannes Møllehave siger et sted om dagens evangelietekst, at den lyser af godt humør. Den er ligesom eventyret eller sagnet, der har en djærv humor i sig? Det er en fin tilgang til dagens evangelietekst, synes jeg…

Der er så mange lag i dagens tekst og så mange tolkningsmuligheder. Der er gjort så mange forsøg på udlægninger af teksten for at få den til at give mening, at det er lige til at blive rundtosset af eller frustreret over. 

Hvad stiller vi op med en snu eller uærlig forvalter, der ødsler - strøer om sig – med sin Herres rigdom? Og når han bliver opdaget med fingrene nede i kagedåsen og står til at blive fyret på gråt papir, så ødsler han bare på ny af sin Herres rigdom - og for det får han overraskende nok nu stor ros…

”Jeg kan ikke tro, at den historie kommer fra vor Herres mund”, skulle kirkefaderen Augustin have sagt. Heller ikke han kunne tilsyneladende få teksten til at gå op og give mening i lyset Jesu liv og gerning.

Måske fortæller Jesus lignelsen med et glimt i øjet. Måske lyser den af godt humør? Ligesom historien om manden på cyklen med al bagerbrødet lyser af godt humør…   

Der var engang en mand, der oplevede den store kærlighed. En kærlighed så stor, at den slog benene væk under ham – hende skulle det være. En tidlig morgen cykler han hen til hende – 14 km var der vist. Hun står allerede i døren, da han kommer, og han spørger: Vil du gifte dig med mig? Ja, siger hun – og kysser ham...

Han er helt ør. Og på cykelturen tilbage beslutter han sig for, at det skal fejres. Han går ind til en bager og bestiller kanelsnegle. ”Hvor mange”, spørger bagerdamen. ”Dem alle sammen”, siger manden – og også alle de Københavnerbirkes, du har…

Det blev til mange poser på styret og et par på bagagebæreren og med al det bagerbrød på cyklen slingrede han hele vejen til sin arbejdsplads, imens han sang... Da han endelig kommer frem, bebrejder værkføreren ham, at han er kommet for sent – det var vist næsten et helt kvarter.

”Det bliver trukket i din løn”, siger han

”Jeg behøver slet ikke løn i dag, siger manden. ”I dag er det mig, der giver”…

Den historie lyser også af godt humør. Men under den humoristiske og kække overflade gemmer sig en alvor og væsentlige pointer, der er dagens evangelium. Vi kan bestræbe os på at passe alle pligter og altid at gøre alting så godt og retfærdigt og ordentligt som overhovedet muligt. Vi kan løbe rundt med højst ærværdige værdier og idealer. Men det er ikke sikkert, at vi kan være til i det, for idealerne kan ikke rumme vores kærlighed og vores sorg, vores fortvivlelse og håb – vores tvivl og vores tro. De kan rumme menneskelivet med alt, hvad det rummer.

Det er sådan, vi kommer til kirken – som mennesker, der har levet, og som har oplevet de største glæder og de største sorger... Oplevet den største kærlighed og måske den største sorg eller det største svigt - oplevet at livet ikke altid går op og giver mening. Livet er porøst. Det kan forandre sig og det kan bryde sammen for os…

Vi hører i dag om en forvalter. Hans tilværelse bryder sammen og hans livsgrundlag smuldrer og forsvinder under ham. Han sidder i skidt til halsen – ensom og alene – han har ødslet alting bort, så det er blev til ingenting… og så, handler han klogt.

Med tomme hænder rækker han ud efter det, der ikke er hans eget. Han rækker tomhændet ud efter det, der tilhører hans Herre – alle Herrens rigdomme. Og hvem er den Herre? Herren i lignelserne plejer at være et billede på Gud. Og Guds rigdom – det er livet, det er glæden og kærligheden, det er jordens mangfoldighed og rigdom, luften og lyset, al den velsignelse vi får givet…  

 Det, der er Herrens mulighed og fremtid, gør forvalteren til sit eget - og han skænkes nye muligheder og en ny fremtid. Det er evangeliet – også i dag. At den mulighed og fremtid, der er Guds, herinde bliver vores. Vi skænkes nye muligheder og en ny fremtid, når livet er faldet sammen for os. Når vores liv ikke går op…

Vi behøver ikke at stjæle os til det…

Som forvaltere er alt det væsentlige, vi råder over, i virkeligheden ikke vores eget, men noget, vi har fået skænket og har til låns. Alt hvad der betyder noget i livet, får vi for intet af Gud…

Bliver Herren, som roser den snu forvalter i denne lignelse, så ikke sammenlignelig med faren i lignelsen om den fortabte søn? Den far, der slagter fedekalven og byder ind til stor fest, når hans søn vender hjem og har ødslet alle rigdomme væk – når han har strøet om sig med farens rigdomme, så de er blevet til ingenting. Blanket af til skindet og sidder den yngste søn i skidt til halsen mellem svinene – imens den ældre bror har passet alle pligter derhjemme?

Og alligevel tager faderen imod ham – ser bort fra sønnens ødselhed og selv ødsler faren sin ubetingede kærlighed ud over den yngste søn. Det er en ødselhed af en anden verden. Det er en ødselhed, der skaber liv, glæde, nye muligheder og en ny fremtid. 

I dagens evangelium ser Herren også stort på at lide tab og han roser i stedet den forvalter, der rækker det, som ikke er hans eget, men Guds, videre og lader det komme andre til gode. Forvalteren rækker det videre, som er Guds, og med et pennestrøg sletter han menneskers skyld, så de kan leve mere frit og med nyt livsmod?  

Det kan da godt være, at det ikke er helt efter bogen. Det kan godt være at det ikke er helt efter de værdier og idealer, som vi havde forestillet os. Det kan godt være, at vi ikke kan få regnestykket til at gå op, hvis vi giver os til at regne på det. Det kan godt være, at det ikke er retfærdigt efter vores målestok…   

Men tænk at møde et menneske, som gratis slår en streg over det, vi skylder?

Tænk om vi kunne møde andre mennesker på samme måde…

Tænk, at være ligesom manden på cyklen med al bagerbrødet. Fyldt op af kærlighed, så han flyder over, kan han ikke sige andet end: I dag er det mig, der giver. Imens han slingrede hele vejen på sin cykel, sang han:

Tak, du gode Helligånd

Du ødsler af Guds kærlighed

Og slår ud med hånden

Lad den ødselhed ramme mit hjerte

Lad den flyde ud

Over alle hjertekamre

Og ud i mit liv ..

Det er Gud, der med glæde betaler regningen – ja, der må gerne ødsles nådigt ud over verden fra hans konto, så det, der er hans, bringer glæde og nyt livsmod.

AMEN…