²⁰Hør nu her. I skal gøre det, Gud vil have, og det skal være med et overskud, der langt overgår de skriftkloge og farisæernes. Ellers kommer I ikke ind i hans kongerige.

²¹I ved, hvad der står i den lov, som Gud gav Moses: ›Du må ikke slå ihjel‹ og ›den, der slår ihjel, skal dømmes ved den lokale domstol‹. ²²Men jeg siger jer: Den, der bliver vred på en fra byen, skal dømmes ved den lokale domstol. Hvis nogen kalder en anden for et fjols, vil han være skyldig over for den øverste domstol. Og hvis nogen kalder andre for idioter, skal han straffes med helvedes ild. ²³Hvis du en dag er på vej til templet med en offergave og kommer i tanke om, at en, du kender, er vred på dig, ²⁴så lad din gave ligge ved alteret. Gå i stedet straks hen og bliv forsonet med ham. Så kan du komme og give din offergave bagefter. ²⁵Er du på vej til en retssag, så sørg for, at du bliver gode venner med din modpart på vejen derhen. Ellers risikerer du, at han udleverer dig til dommeren, der vil give betjentene ordre til at kaste dig i fængsel. ²⁶Og jeg kan godt sige dig: Du kommer ikke ud, før du har betalt hver en øre af gælden. Matthæus 5,20-26

Det er altid en udfordring at forsøge at blive bedre og mere retfærdig end andre. Være i besiddelse af et overskud, som langt overgår de skriftkloge og farisæernes fortæller Jesus sine nærmeste. Søge det overskud, kan være en drivkraft for mange gode formål.

Sker det i et samfund hvor der er mangel af forskellig slags, vil det næsten altid føre til en konkurrence om, at nå frem først eller sikre sig de begrænsede goder. På bekostning af alt, også hvis det skulle gå ud over andre. Der findes ikke noget samfund, hvor dette ikke finder sted.

Ulighed mellem mennesker fører til, at vores udgangspunkt som mennesker ikke er ens. Manglen på goder i samfundet er med til at skabe et samfund, hvor der er konkurrence om de begrænsede goder, som igen fører til at mennesker lykkes forskelligt.

Jesus taler om en retfærdighed der overgår de ledende personer i sin samtid. En højere retfærdighed der overgår de personer i hans samtid, der stræbte efter altid at gøre det rigtige. Vi skal ikke høre den retfærdighed Jesus taler om, som et forsøg på at gøre alt hvad love og regler siger, for at overgår hinanden. Nej! Vi skal holde loven, gøre vores pligt, men det kan nemt blive til en pligt i sig selv, og vi glemmer hvad det er vi skal. Derfor taler 2020 Biblen ikke om retfærdighed, men om at have et overskud der fortæller at det ikke kun handler om pligt. Overskuddet fortæller at pligten ikke kun bliver gjort for at opnå retfærdighed, men fordi det handler om relationen til medmennesket.

Vi holder loven, fordi vi skal, og glemmer helt at tænke hvad det egentlig er loven kræver af mig.

Som børn nogle gange siger til deres forældre: hvorfor skal jeg komme hjem i ordentlig tid, når der nu er fest, og alle de andre må være længe ude? Og barnet stirrer sig blind på den grænse forældrene sætter for hende, forstår den som kritik af hende og har ikke tanke for at nogen vil hende det godt og hvad intentionen, tanken og hjertet er bagved.

Med buddet om drab skulle vi tro, at det gav sig selv.

Jeg tænker på forståelsen af det bud, som jo er ret klar: Du må ikke tage et andet menneskes liv! Det kan ikke rigtig misforstås. Det er det bud som ofte bliver kaldt for et universelt bud. Ikke i den forstand et særligt kristent bud, men et bud der gælder for alle mennesker.

Når Jesus i dag tager det centrale bud om ikke at slå ihjel op til nærmere diskussion, er det fordi han gerne vil tale om, hvad det er for tanker, intentioner, ja hvilket hjerte, der ligger bag budene.

Er der noget der binder kulturer og mennesker sammen verden over, er det buddet om ikke at slå ihjel. Mennesker i forskellige kulturer rundt omkring i verden, mennesker vi måske på mange måder vil føle os meget forskellige fra, dér er forbuddet mod at dræbe et andet menneske noget alle mennesker afstår fra. Her er vi så at sige enige alle mennesker i hver en afkrog af verden: drab gør skade ikke bare på det menneske der mister livet, men også på det fællesskab vi er en del af.

Selvom det sker hele tiden og hver dag bringer sine nyheder om nye drab rundt omkring på kloden, så er drab af en anden det værste et menneske kan gøre.

Retfærdigheden i dette bud er jo at det skal opfyldes. Du skal gøre det buddet forlanger. Nemt nok vil vi sige, Jeg skal bare lade være med at tage et andet menneskes liv. Det er jo de færreste af os der går rundt med den lyst, tværtimod bliver vi dybt rørte, rystet og indigneret når mennesker slås ihjel. Drabet er den uigenkaldelige handling, som afslutter alt samvær og samtale. Det er den mest egoistiske handling der findes, og tilsidesætter alle de etiske regler vi har for ansvarlig omgang med hinanden. Filosoffen Peter Kemp skriver hvad det er drabet handler om: Den, der dræber, behersker ikke noget materielt eller levende, men tilintetgør noget, som han eller hun giver fuldstændig afkald på at forstå.

Vi kan sige at den højere retfærdighed Jesus vil frem til, som er forskellig fra sin samtid der ville nøjes med at overholde buddet, er engagementet og indlevelsen i dette buds større betydning for menneskers liv.

At dette bud har en langt større og bredere betydning end at slå en anden ihjel, fordi drab handler om forholdet til min næste.Der er ingen af os der går med tanker om at slå nogen ihjel.

Men når buddet ikke bare handler om den konkrete handling – drabet – men om mit forhold til min næste, er der så andet der kan slå min næste ihjel, som ikke nødvendigvis handler om at slå den anden ihjel?

Vi er hele tiden fyldt af tanker. Selv når vi sover, er vore drømme en anden måde at tænke på. Tanker er jo ikke handlinger, selvom de helt sikkert indeholder en masse handling og aktion. Hvor ofte er der ikke andre mennesker tilstede i vore tanker? Jeg gætter på at der næsten hele tiden optræder mennesker i vores tanker. Mennesker vi kender fra vores liv, vi tænker på dem, ser deres ansigter, taler med dem, bygger historier op sammen med dem, og vi skælder ud på dem og har opgør med dem.

Vi lever blandt mennesker og de befolker også vores tanker på godt og ondt. Vi kan sagtens slå et menneske ihjel eller udsætte det for vold i vore tanker uden at det får konsekvenser.

Vi ser i dag blandt unge mennesker – måske ikke kun unge længere - en lyst til at lægge til ting ud på face book. Vi hører ofte omtalt eksempler, hvordan unge bruger dette medie ge til at drille ja ligefrem være onde og lede mod hinanden. Tanker der før blev tænkt i det enkelte menneske, har pludseligt fået sit eget medie.

Det anden, de andre, er mennesker vi hele tiden har med os, enten vi sammen med dem eller vi har dem med i vores bevidsthed.

De tidlige kristne munke gjorde sig mange tanker om, hvordan man skulle leve som kristen. Selvom de trak sig væk fra omverden og levede isoleret i klostre og ofte i ørkenen, var det vigtig for dem at det åndelige liv de søgte i stilheden ikke måtte føre dem væk fra det faktiske liv. De var derfor meget opmærksomme på at menneskets tanker om sandheden og kærligheden er tæt forbundet med, hvordan det håndterer samværet med andre mennesker. Én af de tidligste kristne munke Antonius som levede i det 4 årh. skrev hvordan vores liv ikke kan leves adskilt fra vores næste: Vores liv og død er vævet sammen med vores næste. Hvis vi vinder vores broder for os, vinder vi Gud. Får vi vores broder til at snuble, har vi syndet mod Kristus.

Derfor er det vi hører Jesus tale til direkte til os, når han siger du om ham der er på vej til alteret – i templet – som er det allerhelligste sted for mødet mellem Gud og menneske. Du er enhver af os der kommer i tanke om hans bror har noget imod ham, så kan han ikke stå i sandhed foran alteret i kirken.

Den anden som jeg ikke har det godt med, er min næste og Guds menneske – et medmenneske, ikke et mod-menneske, der minder mig om mine forpligtelser.

Mødes jeg af vrede fra en anden kan det slå min glæde og lyst til livet ihjel. Glemmer jeg dette ansvar og tænker alene på hvad der er mine behov, minder næsten – den anden – mig om mit ansvar.

Teologen Løgstrup skriver i sin bog Den etiske fordring meget smukt, hvad det er, der er på spil mellem mennesker, hver gang vi står over for hinanden -  det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.

I mange tilfælde går forbuddet mod drab ikke så meget på hvad jeg ikke må gøre over for det andet menneske, men det fortæller mig at jeg nogle gange må dø overfor mig selv, for at kunne leve op til den radikale forståelse af buddet. Døde mit jeg for at kunne komme til at se næsten.

Buddet om ikke at slå ihjel skal ikke opfyldes som led i min selvudvikling, så jeg kan blive et godt og ordentlig menneske.

Jeg skal holde buddet fordi det er godt for min næste, og dermed for mit og hendes fællesskab og dermed også godt for mig.

Mange af os vil nok tænke om buddet at det har vi da klaret hurtigt, for det har vi allerede opfyldt i vores tanker, hvor frygtelig det er at tage et andet menneskes liv.

Vi kan ikke nøjes med at afklare det i vores bevidsthed, for det tvinger os helt i kernen af alt menneskeligt liv. Der hvor Gud bliver allermest nærværende for os, når han taler til os fra sit sted, når han møder os i næsten og bringer bud om, at det er op til mig at tage ansvaret for den Andens ulykke og finde midler til at lindre den. Amen