¹En dag stod Jesus ved Genesaret Sø. Folk masede og skubbede til ham for at høre ham tale om Gud, ²da han fik øje på to både, der lå ved bredden. Fiskerne var gået fra borde og var i gang med at rense deres garn. ³En af dem var Peter, og Jesus gik ombord i hans båd og bad ham lægge lidt fra land. Så satte Jesus sig ned i båden og gav sig til at undervise de mange mennesker på bredden.

⁴Da han var færdig med at tale, sagde han til Peter: »Sejl ud på dybt vand, og kast garnene ud, så får I en masse fisk.« ⁵»Vi har slidt i det hele natten uden at fange noget, rabbi,« indvendte Peter. »Men når du siger det, så gør jeg det.« ⁶Og snart havde de fanget så mange fisk, at garnene var lige ved at revne. ⁷De gjorde tegn til fiskerne fra den anden båd om at komme ud for at hjælpe dem. Så fyldte de begge bådene med fisk, indtil de var lige ved at synke. ⁸Da Peter så, hvor meget de havde fanget, kastede han sig ned foran Jesus. »Hold dig væk fra mig, Herre, for jeg lever ikke sådan, som Gud vil have det,« sagde han. ⁹Han var rystet over, hvad der var sket, og det var de andre fiskere også, ¹⁰blandt andre Zebedæus’ to sønner, Jakob og Johannes, som Peter fiskede sammen med. Men Jesus sagde til Peter: »Du skal ikke være bange. Fra nu af skal du fange mennesker.« ¹¹Fiskerne trak bådene på land og forlod det hele for at slutte sig til Jesus. Lukas 5,1-11 

En helt almindelig hverdag ved Genezareth Sø, hvor fiskere levede deres liv med familier og var helt afhængige af hvad de kunne trække op af fisk fra søen. Jesus boede selv ved søen i den lille by Kapernaum. I Lukas beskrivelse af livet omkring søen den dag Jesus stod ved søen, er det som at stå foran ét af Michael Anchers Skagensbilleder af fiskere der i gang med at fikse deres både og skylle deres garn.

Et hverdagsbillede fortalt af Lukas med ét helt andet formål end bare at ville fortælle om et par hyggelige timer ved søens bred sammen med et par fiskere.

Men denne hverdagsramme er ikke tilfældig, men vigtigt for det han vil fortælle. Troen har betydning for hverdagens liv, ellers kan vi ikke bruge tro til noget.

Hverdagen er de dage i vores liv, som vi helst skal have det godt med, for dem er der flest af i vore liv. Fest og højtidsdage falder som krydderier i strømmen af hverdagstid, men den helt almindelig hverdag med alle sine kendte træk og rutiner er hvad de fleste af os står op til hver dag.

Synes I det lyder kedeligt, er det netop hvad jeg gerne vil have jer til at føle. Sådan tror jeg også Peter følte da han sikkert ikke første gang var vendt tilbage til kysten efter en helt nat på søen uden fisk i garnene. Også skuffet over ikke at have fanget noget. Der kommer en nat til og én til, og fiskene finder vel på et eller andet tidspunkt vej til garnene. Det er ikke altid vi kan forvente at ting, er som de plejer.

Hverdagen oplever vi indimellem som kedelig, fordi den er den samme. Det samme er det samme, men om det er ensbetydende med at det ikke kan ændre sig er hvad denne lille idylliske fortælling fra et lille fiskerleje ved Genezareth vil fortælle. Der stikker noget dybere under hverdagen, som det dybe vand på søen vidner om.

Peter og de andre fiskerne tager lidt nølende og træt Jesus på ordet og kaster garnene ud i søen. Hvad skal det nytte, tænker de. De ved jo at der ingen fisk var at fange den nat. Men ordet Jesus taler er ikke et hvilken som helt ord, vi hører at kort for inden er folk stimlet sammen om ham for at høre ham tale om Gud.

Guds ord har ikke andre kanaler at benytte sig af end hverdagssproget. Det er altså de helt almindelige kendte ord, som ved at blive Guds får en anden betydning og kraft.

Ordet skaber hvad det nævner, er ét af kristendommens centrale udsagn. Eller som et af mine absolut yndlings sætninger fra én af kristendommens allerstørste tænkere. Det er teologen Augustin fra det 4 århundrede, der siger hvad kristendommens sprog kan: ordet føjer sig til elementet og skaber sakramentet.

Det må jeg forklare hvad betyder: elementet er i vores fortælling, vandet i søen, fisken, den fysiske verden, hverdagen, vi står i, og sakramentet i fortællingen er overflødighedshornet, det spektakulære, den overvældende mængde af fisk. Alt dette skete fordi Jesus sagde: kast garnene ud, så får I en masse fisk. Bag den synlige virkelighed, kan der gemme sig dybe overraskelser.

Sproget bruger vi til at tale med hinanden og til at beskrive virkeligheden, men ordene er mere end at være kommunikative og deskriptive. Det kan også skabe nye og uventet muligheder.

Det er ikke tale om trylleri når Jesus beder Peter og de andre fiskere om at kaste garnet ud til fangst. Det svarer til at vi beder vores børn eller et menneske der ikke føler det kan komme videre om at prøve igen. Ligesom Peter måske lidt modvilligt sejler ud på søen igen. Han gør hvad Guds ord forlanger. Når vi gør det, gør vi det som troende. Altså: Jeg tror på det du siger, hvorfor jeg prøver igen.

Det er ikke sådan at Jesus skaber de fisk Peter og de andre fiskere hiver op i bådene. De er der. Nede i vandet. Det helt centrale i det under vi er vidner til er ikke, at der skabes noget nyt og ukendt. Men at noget, som er der, men som er gået i stå, kommer i gang, og bliver til meget.

Fisken er der ved vi, men nu er der bare rigtig mange af dem.

Hvad som sker for Peter ligner noget vi har set før. I bespisningsunderne hvor de få brød og fisk, som slet ikke er nok til at mætte alle de mennesker som sidder og venter, men uddelingen fortsætter, til alle er mætte. Jesu undergerning er at kalde liv frem dér, hvor det tilsyneladende ikke er, eller der, hvor det er gået i stå eller blevet forkrampet.

Selvfølgelig bliver de gode fiskere slået af forundring over den kæmpe fangst. Først var der ingen fisk efter mange timers slid, og nu så mange at de må kalde den anden båd til hjælp.

Peter gør sig selv til synder i forhold til det som sker. I Biblen 2020 som jeg læser op fra, bliver synd oversat med for jeg lever ikke sådan som Gud vil have det. Og det er at være en synder. Og så tænker vi at det er da lidt overdrevet, at Peter fordi han i anden omgang har fanget en masse fisk, synes at han ikke er noget værd over for Gud.

Hvad er det Peter ikke har gjort siden han føler, at han ikke er noget værd over for Gud? Han har kun gjort det han skal, altså fisket, men uden at få én fisk i garnet. Kunne Peter have gjort noget andet end han gjorde? Vi kan ikke sige, at han har opgivet. Træt er han efter nattens fiskeri, og det er man jo når natten er gået med arbejde og tilmed uden resultat.

Peters reaktion handler om at møde noget uventet. Omsat til normal dansk dagligtale, vil man kunne bruge udtrykket: Det her er: 'For meget'. Det ligger langt ud over Peters virkelighed og hans egen selvforståelse.

Hans synd som handler om ikke at leve som Gud vil have det, forstår jeg, som en manglende tro på Gud, som igen er en tro på, at livet rummer mere end jeg kan se. Så snart Jesus sagde ”kast jeres garn ud”, burde han have tænkt, at alt kunne ske. Han der netop repræsenterede det gådefulde, uforklarlige, overraskende, ufattelige, at det er det han skal tro.

Jeg tænker mig at det svarer til at vi vores hverdag ikke giver op på det vi hver dag skal gøre. Vi skal tage vare på det liv vi lever og tage ansvar for det der er vores opgaver. For mange af os, ja for de fleste vil jeg mene, handler det om at gøre de samme ting. Og det er ved at gøre disse ting – sørger for vore børn, lave mad, vaske tøj, passe det arbejde vi nu har, besøge en ven, hjælpe til  – at livet hver dag begynder. Det begynder forfra i morgen igen.

Det er der ikke meget underfuldt over vil nogen sige. Ikke som Peter oplevede det med alle de fisk i båden. Nogle gange er et sådan at der skal overdrivelse til for fremme forståelsen. Det er hvad som er tilfældet med alle disse fisk. Som om Jesus tænker: nu skal jeg vise dig Peter hvad det er, der er så vigtigt; det er det liv jeg dagligt står op til hver dag, og skal sætte i gang som hver dag en ny begyndelse; nogle gange er det nemmere end andre.

Det Jesus vil fortælle er, at Gud er dybt indfældet i det elementære liv. Kingo siger det meget enkelt i sin morgensalme hver morgen i min skål en nåde uden mål til mig nedflyder. Det er hverdagens gavmildhed og rundhåndethed, en gave ovenfra, som vi ydmygt tager imod.

Og Peter har fattet budskabet ved at kalde sig selv for en synder. Som om han var hævet op over hverdagen, eller ikke regnede den for noget. Og det med fiskene ikke betød noget og at han faktisk nær havde givet op. Og måske ligefrem ud fra den holdning, at tilværelsen i det elementære, som er den nære hverdag, har bare at makke ret som jeg vil. Og vil den ikke det, så kan det hele også være lige meget. Vi ved godt at det gør livet  langtfra altid, men vi kan ikke løbe fra hverdagens gave og opgave.

Livet skabes hele tiden på ny.

Vi skal ikke frygte for livet og hvad det bliver til, for vi bliver som Peter og de andre fiskere kaldt til at følge Jesus på hans vej. Det er hvad han beder os om. Han som taler med Gud og med os. Og som kommer til os i vores hverdag, som han den dag gik ind hos nogle fiskere ved søen. Der var i gang med at skylle garn, som var tomme for fisk. Jesus viser at Gud tager vare på os i hverdagens liv og lærer os, at det alt sammen handler om at tage vare på liv. I hverdagen med dens opgaver og gøremål, og sammen med mennesker vi har hos os.

Det er så enkelt som når vi hører Paulus i dagens epistel (Peters Første Brev 3,8-15) sige: I skal leve i enighed og vise medfølelse, kærlighed, omsorg og ydmyghed over for hinanden. I skal ikke gengælde ondt med ondt og håne dem, der håner jer, men ønske alt muligt godt.

 Med disse ord er vi inde ved det grundlæggende i livet. Det er de handlinger Gud genkender sig i, som den, der tager vare på skabelsen i stadige nye begyndelser. Gud kalder hver dag nyt liv frem, som vi så det i alle de fisk der vrimlede i Peters garn.  Amen