Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas (6,36-42)

 Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! Når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.

PRÆDIKEN 

Lytter i nogensinde til de radioudsendelser, hvor lyttere ringer ind og fortæller om forskellige problemstillinger og dilemmaer fra deres eget liv – og så er der et panel, der diskuterer og vender dilemmaet og giver svar? Dilemmaerne kan handle om stort eller småt. Engang fortalte en lytter, at han var kommet til at slå naboens hund ihjel og så havde han gravet den ned i sin have uden at fortælle naboen om det…

Nogle gange kan jeg ikke lade være med at grine af det komiske i de situationer, som mennesker på forskellig vis er havnet i. Andre gange handler spørgsmålene om utroskab – svigt og meget mere. Der hvor der virkelig er noget på spil i relationen mellem mennesker.

Som lytter er jeg måske lidt hurtig til at fælde dom over de dilemmaer, der bliver vendt. Jeg tænker måske umiddelbart - ej hvor dumt? Andre gange tænker jeg: Ups, det ligner en situation, jeg har stået i. Og andre gange tænker jeg: Godt det ikke er mig, der sidder i det panel, for så ville der blive tavst i radioen i lang tid – en meget kedelig radioudsendelse – for jeg ville ikke vide, hvad det gode svar ville være i den situation. Verden er sjældent så sort/hvid som vi gerne vil gøre den til…   

I dag hører vi to gode fortællinger. De kunne næsten egne sig til at blive vendt i en radioudsendelse, hvor et panel diskuterer dilemmaer? Den ene fortælling handler om, hvordan Kong David på snedig vis snød sig til Urias kone Betseba. Den anden er Jesu fortælling om bjælken og splinten, der slører vores udsyn så meget, at vi typisk får øje på alle de andres fejl og mangler, før vi får øje på noget andet…

Kong David er hurtigere end lynet til at fælde en hård dom – ja, faktisk dødsdom - over den rige mand i Natans fortælling. Kong Davids vrede og retfærdighedssans er til at mærke, når han siger:

Den mand, der gør sådan, skal dø….

Men kong David havde bare ikke set, at den rige mands handlinger var sammenlignelige med hans egen handling, da han ikke kunne holde sig fra Urias´ ene kone, selvom han selv havde op til flere... 

Og kong David bliver med et ramt af sin egen hårde dom – ja, som af en bommerang, der vender tilbage og rammer ham hårdt i nakken:

Du er manden!

Nu ved jeg selvfølgelig ikke med jer, men jeg tror nok, at jeg kan tænke tilbage på en episode eller flere i mit liv, hvor jeg på samme måde som Kong David har mærket min dom over andre ramme mig som en boomerang hårdt i nakken. Når jeg overser mine egne små og store fejltagelser, men ser de andres lysende klart. Altså når jeg ser splinten i min vens øje, men ikke opdager bjælken i mit eget øje…  

Det er det gode på sådan en søndag, at vi har Kong David, Natan og Jesus og alle disciplene og farisæerne at spejle os i. For i et spejl handler det aldrig om at få øje på de andre, men at se på os selv. Jesus er fuld af rigtig gode spørgsmål i dag, som vi må stille os selv. Han spørger fx, hvordan vi kan sige til en ven: Lad mig tage splinten ud af dit øje, kære ven, når vi ikke er i stand til at se bjælken i vores eget. Det billede er lettere komisk. Det er næsten til en tegneserie, for hvem har nogensinde set et menneske løbe rundt med så stor en bjælke i øjet. Det lyder næsten som om, der var nok til at bygge en hel tømmerflåde? Og det bliver ikke mindre komisk af, at mennesket med bjælken i øjet venligt tilbyder at fjerne splinten i sin vens øje.

Spørgsmålene forstørrer det skæve og bringer os på kanten af virkeligheden. Ironien punkterer vores selvhøjtidelighed og får os til at smile – ja, måske til at grine af os selv, så vi får øje på bjælken i vores eget øje, før splinten i vores vens øje? Det er ikke alle de andre, der skal føle sig ramt og afsløret, men dig og mig. 

I må ikke være fordømmende overfor andre, siger Jesus… At fordømme er at dømme et menneske på forhånd. Men vores dom over andre er altid samtidig en dom over os selv. Bjælken i vores eget øje er vel den dom, vi fælder over et andet menneske, når vi får øje på splinten i vores vens øje? Når vi er fordømmende, ser vi den andens ord og handlinger i et ubarmhjertigt lys, der kalder mistroen frem og som river det tillidsfulde grundlag i stykker, som vores relationen skulle bygge på.  

I må ikke være fordømmende, siger Jesus.

Nej, for hvad skaber det andet end kulde og fjendtlighed imellem os – et underskud af nåde. Dommen skal vi overlade til Gud – det er det centrale i kristendommen. Dommen ligger bedre i hans hænder end i vores, for i Guds domstol findes der både nåde, barmhjertighed og tilgivelse og det gør en verden til forskel. Forskellen er, at den barmhjertige altid ser det bedste i den anden – ser alt det, der er elskelig i dig. Det er derfor barmhjertighed uforenelig med fordømmelse.

Døm ikke den, der falder

Og den, der ligger ned

Men svar ham, når han kalder,

Med Guds barmhjertighed...

Lyder det i den salme, som vi skal synge om lidt. Uden den barmhjertighed, der rejser os, når vi falder, ville verden være nådesløs. Men Gud ske lov, er Gud ikke lige så hurtig og nådesløs til at fælde domme, som Kong David var det – eller vi kan være det? Gud er langt mere barmhjertig, og med sin tilgivelse genopretter han en barmhjertighedens livsorden. Guds barmhjertighed er hans stadige skabende handling, som oprejser og overrasker. Guds barmhjertighed og tilgivelse er en forudsætning for at vi kan tilgive hinanden, og i tilgivelsen genoprettes nådens rum.

Hvad det vil sige i hverdagen – i vores liv med hinanden. Det beskrives i salmen, som vi synger under nadveren…

Nåden er din dagligdag,

hverdagen, det nære. mennesker at leve med,

nåden er at være…

Nåden er et ord fra Gud,

Over alle dage,

Nåden er, når alt er tabt,

at få alt tilbage…  

Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig, lyder Jesu ord, men her bliver vi vist ved med at være lærlinge. At leve menneskelivet er oftest meget kompliceret. vi bliver aldrig helt udlært i det. Vi kommer til at misforstå hinanden og såre hinanden – især i de relationer, som virkelig betyder noget for os. Så er det lettere at få øje på splinten i den andens øje end bjælken i vores eget. Men vi må tage bjælken ud af vores eget øje, så vi kan hjælpe med at tage splinten ud af vores vens øje bagefter….

Det gør en verden til forskel om tvivlens nådegave råder her. Tvivlens nådegave får os til at stille spørgsmålet: Kunne det være, at det var mig, der tog fejl…

Tvivlens nådegave er det, der får os til at vende om, når alt er tabt og mødes i nådens rum sammen med en ven og mærke at få alt igen. AMEN…