¹⁹Der var engang en rig mand, der levede et liv i luksus. Han gik i det dyreste tøj og holdt fester hver dag. ^20-21Men lige uden for porten til hans hus lå der en fattig mand, der hed Lazarus. Det eneste, han tænkte på, var at spise sig mæt i resterne fra den rige mands bord. Han havde væskende sår over det hele og kunne ikke forhindre de omstrejfende hunde i at komme og slikke dem. ²²Så døde Lazarus, og englene kom og bar ham op og lagde ham i Abrahams skød. Den rige mand døde også, men da han var blevet begravet ²³og vågnede i dødsriget, havde han det forfærdeligt. Langt borte så han Abraham, der sad med Lazarus i skødet, ²⁴og den rige mand råbte til ham: ›Hjælp mig! Kan du ikke sende Lazarus herover, så han kan dyppe fingerspidserne i vand og fugte mine læber, for jeg er ved at gå til i flammerne.‹ ²⁵Men Abraham svarede: ›Kære ven. Husk, at du fik alt det gode, du skulle have, mens du levede. Lazarus fik det dårlige. Nu er det hans tur til at have det godt, mens du bliver pint og plaget. ²⁶Desuden er der en dyb kløft imellem os. Selvom vi ville, kunne vi ikke komme over til jer i flammerne, og I kan heller ikke komme herover.‹ ²⁷›Så vil jeg gerne bede dig om at sende Lazarus hjem til ²⁸mine fem brødre og advare dem. Ellers ender de også på det her forfærdelige sted.‹ ²⁹Men Abraham svarede: ›De har jo allerede Skrifterne. De kan bare læse, hvad der står i dem.‹ ³⁰›Det er ikke nok,‹ svarede rigmanden. ›Men hvis der kommer en til dem fra de døde, så vil de helt sikkert ændre deres liv.‹ ³¹Abraham svarede: ›Hvis de ikke vil høre på Moses og profeterne, lader de sig heller ikke overbevise af en, der er stået op fra de døde.‹« Lukas 16,19-31 

Interessant at tænke over hvad venter os bag døden. Hvem har ikke gjort sig tanker om det? For nogen et ønske at forlænge dette liv, for andre frygten for, hvad der var i vente. Som barnet der ligger i sengen om aftenen og forhandler med Gud om at være god, og så skulle Gud også love…

Er der et liv efter døden? Eller der kun graven og mulden, eller er døden en dør ind til en ny livets verden. Tilbage i tiden med dens mere skrøbelige vilkår og usikre samfundsorden, var det vigtigt at for mennesker at sikre sig, at det ikke på den anden side, endte i mørke. Så kunne man se frem til lidt kompensation for de barske vilkår her på jorden. Hellere ligge i Abrahams skød end det totale mørke.

I dag er det nok mere med skepsis og lidt morskab, at mennesker gør sig de store forestillinger om et liv efter døden. Menneskets drøm om at kunne forlænge livet, for liv kan vi jo ikke få nok af. Og tænk på hvor meget mere liv vi alle kan regne med i dag takket være medicinsk forskning, motion, sundhed og i det hele taget ikke så fysisk krævende liv. I vores del af verden.

Kan det virkelig være et mål, at længes efter en ny livets verden, hvor vi kan fortsætte at fodre vores appetit på liv.

Jeg siger gerne Nej tak! Nok for mig at vide at der er én vi kan stole på, som holder af os, der er gået i forvejen gennem dødens forhæng, og som vil møde os på den anden side. Altså, Jesus er hos Gud, og vi går samme vej. Og så synes jeg ellers vi skal tage afsked med spekulationerne om, hvordan der er på den anden side, i næste tilværelse. Og kan vi på samme måde kalde det for et liv, som det vi lever her og nu? I stedet kunne vi jo koncentrere os om at der er et liv før døden. Og hver dag og øjeblik dø fra livet, som når digteren Pia Tafdrup smukt skriver:

at slippe taget –

ikke føle rædsel, dø

før døden kommer.

Og handler forestillingerne om et liv efter døden sig ikke præcis om det, hvordan vi lever her og nu? At dø væk fra livet, hver dag, i brugen af os selv. Gøre det gode i alle forhold.

Det er i hvert fald hvad vi kan læse ud af fortællingen om Lazarus og den rige mand.

For det begynder med den fattige mand Lazarus, som ligger uden for porten til den rige mands hus. Virkeligheden er til at føle på. Kontrasten mellem rig og fattig er netop så stor som det fortælles; den rige mand holder fest hver dag inde bag sin trygt beskyttede og lukkede døre, mens Lazarus tom for kræfter ligger på jorden og håber på at noget fra den riges bord må falde ned til ham.

Det er krads socialkritik Lukas leverer af sit samfund. Og den ubalance i fordelingen af jordens goder er ikke blevet væsentlig ændret, den eksisterer stadig rundt omkring i verden.

I fortællingen møder vi et samfund hvor der er en stor forskel mellem rig og fattig. Et samfund der ikke er retfærdigt, hvor de rige holder sig inden bag lukkede døre, og de fattige er overladt til sig selv. Det lyser ud af Lukas fortælling, at han synes det er uretfærdigt.

Det er ikke sådan vi skal leve sammen. Den følsomme læser og hører bliver opfordret og stimuleret til at skabe et retfærdigt samfund, hvor der drages omsorg for de mennesker som ikke kan klare sig selv.

Hvordan skal vi løse den opgave at skabe retfærdige samfund og livsformer at leve under?

Er det afskrækkelsen ved at vide hvad som venter os, der kan hjælpe i den retning? Altså en ventende straf, flammerne i dødsriger eller belønning afhængig hvordan vi har levet livet på jorden, der skal ryste os, så vi tænker os om, mens vi lever?

For Lazarus bliver af Guds engle båret op i Abrahams skød. Kompensationen for smerte, lidelse og nedværdigelse. Han kommer til paradis, et liv i kontrast til hans jordiske tilværelse. Den rige dør selvfølgelig også, det vilkår deler de, og bliver sendt ned i dødsriget.

Det ser ud til at Lukas har et livssyn, hvor der er sammenhæng mellem hvordan deres liv har været på jorden, hvordan de har behandlet andre, som får betydning for deres skæbne efter døden. Vi har aldrig sluppet den tanke, at hvad vi gøre her i livet, får betydning for hvordan vi dømmes efter vi er døde. I mange århundreder et stærkt instrument i kirkens hænder til at holde folk på plads.

Den rige mand har åbenbart ikke lært noget af sin tur ned i dødsriget, for han fortsætter med at behandle Lazarus som han gjorde i livet. Som et ringere menneske end ham selv.

Kristendommen kan i den sammenhæng være ganske befriende i sin forestilling om en dom ved tidernes ende, hvor Gud ser på det liv jeg har levet. Opfordringen til os er altså: døm ikke dig selv og andre, overlad dommen til Gud, drop tanken om hele tiden at skulle retfærdiggøre dig, men HUSK på det du fik givet, mens du levede.

Da de begge er døde og Lazarus havner i skødet af stamfaderen Abraham, og den rige mand steger i dødsriget er det, at Abraham minder den rige om, hvorfor det er gået som det er: Kære ven. Husk, at du fik alt det gode, du skulle have, mens du levede. Lazarus fik det dårlige. Nu er det hans tur til at have det godt, mens du bliver pint og plaget.

Jesu fortælling handler ikke om vores skæbne i et liv efter dette. Den handler om vort ansvar i dette liv. Kærlighedens ansvar, det ansvar som møder den rige mand i lazarus. Kærligheden som vi skal huske, handler om at være i livet for den anden.

Om vi kender det til det ansvar? Jo, det gør vi alle, men det er ikke noget vi beslutter os for. Kærlighed er jo det der ligger i ethvert møde med mennesker. Vi møder hinanden i åbenhed og med tillid, og tager imod det liv vi lægger i hinandens hænder. Et vovestykke stykke hver gang, for vi ved aldrig hvordan vi bliver modtaget.

Hvorfor er det sådan, at vi umiddelbart vover os frem i mødet med hinanden? Måske er det som vi hører før i læsningen fra det lille Johannesbrev, Vi elsker hinanden, fordi han elskede os først.

Gud finder os, før vi finder ham. Han accepterer os, sådan som vi er, uden at vente på, at vi accepterer ham, sådan som han er. Gud elsker os, uden at vente på, at vi skal os fortjent til det. Den kærlighed ligger bag ved alle vore møder med mennesker, eller brude ethvert gøre det. Kærligheden fra Gud der insisterer på, at vi skal gøre kærlighedens gerninger.

I dåben af Martha bliver det så klart som det kan blive, at Guds kærlighed er gratis. Lille fine Martha giver sig tillidsfuldt over til Guds kærlighed, for her er der ingen forventninger og krav som hun skal leve op til.

Vi glemmer tit at kærligheden er gratis, det vi giver hinanden uden forventninger om et bestemt resultat. Vi glemmer det, når vi forsøger at leve op til andres forventninger for vi er bange for ikke at få deres opmærksomhed og kærlighed.

Det er hvad Jesus vil minde os om i fortællingen om Lazarus og den rige mand.

Livet er skabt af kærlighed til kærlighed. Det kan lyde som en kliche. At vi bare skal lade os føre med af kærligheden i livet og give af vores kærlighed til andre.

Fortællingen minder os heldigvis om, at kærligheden kræver vort ansvar og indsats. På det helt lille plan fra menneske til menneske. Men også på det større plan, hvor vi må holde samtalen åben med hinanden om, hvordan vi skaber retfærdige samfund, så kærligheden har gode vilkår.

Og kærligheden lider og dør, må vi heller ikke glemme. Sorgen kommer til os alle, som prisen for at vi holder af hinanden.

Vi skal derfor huske på, hvad vi fik givet, livet! Livet, altså dette liv, og ikke hvad vi kan se frem til efter døden. Livet som Gud har givet os at leve, i kærlighed, i ansvar, som altid møder os i et andet menneske. Amen