Dette hellige evangelium til trinitatis søndag skriver evangelisten Johannes….

Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. AMEN

PRÆDIKEN

Pinsens hovedperson har trænge kår i Folkekirken. Lød en overskrift i avisen, som jeg læste i pinsen. Pointen i artiklen var vel sådan i grove træk, at det med ånden er svært at få hold på og sige noget fornuftigt om – også for folkekirkens præster.

Man skal lede længe efter præster, der helhjertet omfavner den sidste del af treenigheden, Helligånden, lød kritikken...

Om det er rigtigt, det ved jeg ikke, men det er interessant under alle omstændigheder – og det gav stof til eftertanke også hos mig. For det med Ånden er lidt flyvsk og luftigt. Den er svær at forstå og svær få hold på og gribe om eller begribe. Det ligger vel i åndens natur – ånden er som vinden. Den blæser, hvorhen den vil, som det hedder i dagens tekst. 

I dagens tekst er det nat. Og i nattens mulm og mørke lister Nikodemus sig ud for at opsøge Jesus. Der er noget han har spekuleret på, og som han må tale med Jesus om. De store spørgsmål har det med at vokse sig store og blive endnu mere uigennemskuelige og påtrængende i mørket - tunge og svære at bakse med.

Vi ved ikke, om Jesus var vågen eller om han sov, men vi ved nu, at Jesus kan vi komme til dag og nat med det, der trænger sig på. Natten er godt tidspunkt for fortrolige samtaler. De to mænd sidder overfor hinanden i mørket. Og Jesus siger:

Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.

Nikodemus forstå ikke, hvad det vil sige at blive født på ny. Han forsøger at forestille sig, hvordan et voksent menneske skal kunne komme ind i sin moders liv og fødes igen. Men lige meget hvor meget han forsøger, så løber han panden mod muren og når grænsen for, hvor langt tanken kan række. Det overgår hans forstand…  

Vi kan også kæmpe med tanken – spekulerer, ligesom Nikodemus. Og imens i vi roder og reagerer med tanken, så opdager vi, at den ikke slår til. Vi vil gerne vide mere, have vished, have sikkerhed og vores søgen hører aldrig op. Men vores tanke når en usynlige mur eller grænse, som vi aldrig kan kravle over eller gå uden om – men som vi hele tiden render panden imod. 

Nikodemus søgen og forsøg på at finde svar spejler den erfaring, vi selv kan gør os med tro og tvivl. Det er måske derfor, at han beskrives som menneske, før han beskrives som farisæer?

Jeg har mødt mange mennesker, også I mit tidligere job som underviser, som virkelig gerne vil tro, men de kan ikke. Mange siger, at det strider imod deres naturvidenskabelige verdensbillede, og alligevel fortsætter de med at kredse om spørgsmålene - om tro og tvivl. De kæmper med troen. Spørgsmålene bliver ved med at trænge sig på, ligesom spørgsmålene trængte sig på hos Nikodemus den nat…

Det er her, at jeg må forsøge at sige noget om ånd – prøve helhjertet at omfavne den sidste del af treenigheden – her på trinitatis søndag.

At blive født på ny handler nemlig om ånd. At blive født på ny af Ånden er ikke en abstrakt luftighed eller en dyb indsigt bag alting, der kan begribes med fornuften.

Helligånden kan vi ikke tænke os til, siges det i den føromtalte artikel…

Det er en erfaring, som troen kan bekende sig til. En erfaring af at sanse ånden, som bringer trøst og sætter kærligheden som fortegn i mit liv…

Vi kan opleve helt konkret, hvad det er ånden skaber, når vi står ved døbefonten og vandet risler ned over barnet hoved – og det himmelske og jordiske berører hinanden i et øjeblik. For dåben er et kærtegn af Guds ånd – og vi ser mere i det, der er foran os – vi ser glimt af Guds rige.

Vi kan opleve helt konkret, hvad det er ånden skaber, når vi i gudstjenesten synger sammen og trækker vejret i takt. Ånden er Guds åndedræt i os – den puster liv i troen og styrker håbet. Den forbinder os med hinanden og med Gud, så vi mærker en forbundethed og et fællesskab. Og vi oplever hver især, at der er mere end os selv – mere end dig og mig.

Gud er skaberen, Gud er sønnen og Gud er Ånd…  

Ved ordet ånd karakteriseres Gud som virke – som bevægelse. Gud er en bevægelse ind i verden og i verden. Som bevægelse kan han ikke holdes fast. Vi kan ikke sige: der er han, lad os sætte et kryds, så vi kan finde ham igen på netop det sted og vi kan være på sikker grund. Det er måske derfor at al tale om Ånden nemt bliver flyvsk og luftig. Ånden er som vinden.

Den er som Guds skabelse over alt og til alle. Den skal vi ikke gribe eller jage efter. Den blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Ånden og vinden kan mærkes, men kendes bedst på sin virkning...

Ånden er som en drivkraft i vores eget skrøbelige liv. Det betyder ikke, at vi slipper lettere om ved livet, ved at slippe os selv og lade Gud komme til. Men det giver plads til troen på, at Gud er nærværende i vores liv også, når det falder fra hinanden…

Som et guddommeligt kærtegn og som kærlighedens fortegn i vores liv…

Vender vi tilbage til Nikodemus, så spejler han det menneske, der ikke kan sige, at det tror, men som alligevel er søgende og opsøgende. Luther pegede på, at vi ikke af egen kraft eller egen evne kan komme til tro. Vi kan ikke beslutte os for at tro.

Det er jo på en måde en spand koldt vand i ansigtet på den søgende. Men vi skal ikke opgive vores søgen. Heller ikke når vi sidder alene en aften i mørket. Når de store spørgsmål vokser sig store og bliver endnu mere uigennemskuelige og påtrængende og vi synes at Gud er væk for os. Når vi ikke kan finde mening og retning i tilværelsen og er ved at gå til grunde i forladthed og fortvivlelse – heller ikke da, må vi opgive vores søgen. Men huske ordene fra vores dåb: Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånd… og huske på løfte om, at Gud er med os alle dage…

Troen er ikke en tilstand, men en bevægelse, hvor der kan være lige så mange tilbageskridt som fremskridt. Gud er den nærværende magt, der er tilstede uanset hvilken retning troens bevægelse går.

Ånden kender ingen grænser – den er som vinden, den blæser hvorhen den vil. Ind i alle sprækker og ind i alle afkrogen. Den er som et åndedræt i os, der vækker os til live, puster liv i troen og fornyer vores liv, så vi ser Guds rige. AMEN