Dette hellige evangelium til 4. s.e. påske skriver evangelisten Johannes

 ⁵Men nu tager jeg tilbage til ham, der har sendt mig, og ingen af jer har spurgt mig, hvor jeg tager hen. ⁶I er fulde af sorg, fordi jeg har fortalt jer det, ⁷men faktisk er det bedst for jer, at jeg tager afsted. Hvis ikke jeg gør det, kan Helligånden ikke komme i stedet for mig, men fordi jeg tager afsted, kan jeg sende den til jer. ⁸Og når den kommer, afslører den verden. Den fortæller sandheden om ondskab, retfærdighed og dom. ⁹Ondskaben er, at folk i verden ikke tror på mig. ¹⁰Retfærdigheden kræver, at jeg tager tilbage til min far, og så ser I mig ikke mere. ¹¹Om dommen er der kun at sige, at verdens hersker allerede er dømt. ¹²Jeg har stadig meget at fortælle jer, men I kan ikke rumme det nu. ¹³Når Helligånden, sandhedens ånd, kommer, vil den være jeres vejleder og forklare jer hele sandheden. Det, den siger, kommer ikke fra den selv; det er alt sammen noget, den har hørt, og den fortæller jer, hvad der skal ske. ¹⁴Helligånden vil vise, at jeg er guddommelig, for det, den fortæller, har den fra mig. ¹⁵Alt det, der er min fars, er også mit. Det er derfor, jeg siger, at det, Helligånden fortæller, har den fra mig. AMEN. 

Prædiken

De stod på perronen og så efter hende, da hun løftede sin kuffert op i toget og forsvandt ind i kupeen. De fulgte hende igennem ruden – smilede og vinkede, da hun dukkede frem igen i vinduet…

Hun rullede vinduet ned. De fangede hendes blik. Var det nervøsitet og tvivl de så i hendes ansigt. Måske ville hun hellere vende om. Kaste sig ud af toget igen og i favnen på dem – og alt kunne være som det var!

Fløjten afbrød deres tanker og overdøvede tvivlen. Toget satte i gang. Hun var på vej – afsted.

De fulgte hende med øjnene, da toget gled ud fra perronen. Hun vinkede, og de stod og så hende blive ved med at vinke, indtil hun og toget smeltede sammen til en sort prik langt ude i landskabet.

Du er i vores tanker og i vores hjerter, sagde faren, da hun forsvandt ude i horisonten og han ikke kunne se hende længere…

Afsked kan være vanskelig – nogle gange smertefuld, det ved vi. Vi kan alle sammen se afskedsscenen på perronen for os. Vi kender den fra litteraturen og fra film og fra vores eget liv.

Det handler om afsked i Jesu taler i Johannesevangeliet på søndage mellem påske og pinse – vi hører om afsked i dag. Jesus ved, at disciplene er fulde af sorg i deres hjerter, fordi han har fortalt dem om den kommende adskillelse. Igennem alle talerne tager Jesus afsked med disciplene.  

Talerne gør båndene mellem dem stærkere og forlænger samhørigheden imellem dem – ligesom kvindens vinken fra toget forlængede samhørigheden i afskeden med forældrene på perronen…

Jeg har aldrig brudt mig om afsked eller afslutninger. For netop ved afsked står vi overfor hinanden og må indse, at den tid, som vi netop har tilbragt sammen – aldrig kommer igen.

Afskeden med den ferie, hvor hvert øjeblik smagte af iskold rose og vaniljeis. Eller afslutninger - skoleafslutninger - for ikke at nævne afdansningsballer – der minder os om, at dansen er slut.  

Afskeden med betydningsfulde perioder i vores liv. Som forældrene på perronen, der tager afsked med deres datter - velvidende, at intet fra nu bliver som det var.

Du er i vores tanker og i vores hjerter, sagde faren, da kvinden/datteren forsvandt ude i horisonten, og han ikke kunne se hende længere…  

Afskeden og afslutningen kan være svær – selv når der ikke er tale om en endelig adskillelse, men hvor afskeden minder os om, at netop den tid og disse øjeblikke ikke kommer igen…

Jeg har aldrig brudt mig om afsked eller afslutninger, men jeg har lært at livet er fyldt med dem. Og selvom jeg prøver at undgå dem – styre uden om dem, ja, så kommer de jo uanset hvad.

Nogle gange som en kort bemærkning – som et ubetydeligt komma i historien og andre gange som et stort sort punktum, der afslutter en fælles historie…

Jeg har aldrig brudt mig om afsked, og jeg bliver aldrig god til afsked eller afslutninger. Men jeg har en tro på, at livet har lige så mange – måske flere – åbninger end afslutninger. At livet fornyes igen og igen.

Det hjælper mig. Jeg håber, at jeg en dag vil mestre kunsten at holde af begge dele. At jeg vil blive bedre til at leve med afskedens fortegn i taknemmelighed over alt det, som jeg får givet.  

Der er nemlig mere til vores historie end afsked og afslutninger, ligesom afskeden og adskillelsen ikke er det sidste ord i Jesu afskedstale. Der er meget mere at sige. Der er afskeden med Jesus her på jorden - og adskillelsen mellem ham og disciplene. Det fornægter Jesus ikke – og han fornægter ikke, at den er smertefuld og fuld af sorg.

Men samtidig peger han hen på en forventning om det nye, der skal komme. En sammenhæng mellem det, der har været og det, der skal komme.

Disciplene kommer til at erfare afslutningen og adskillelsen - langfredag, når Jesus hænger på korset og råber: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. De kommer til at mærke, at alt det, de levede for forsvinder – forsvinder i mørket i graven sammen med ham.  

Evangeliet viser afskedens og adskillelsens uendelige smerte – samtidig med, at det ophæver den ved at pege på det nye, der skal komme.

Vel skal disciplene adskilles fra Jesus, men Helligånden - Sandhedens Ånd – talsmanden - trøsteren - skal komme og skabe nyt.

Det er ikke bare den gamle sorg med al sin tyngde, som de skal lære at tage lettere på. De skal erfare, at en ny herlighed kommer ind i deres liv. Det er trøsten – trøsten for den sorg, som disciplenes hjerter er fyldt af: Trøsten er, at de ikke er alene og overladt til sig selv. 

Vi kan tit føle os overladt til os selv i alle de situationer, hvor vi må tage afsked med nogen eller noget. Nogle gange er afskeden måske bare et ubetydeligt komma i historien. Andre gange stort sort punktum, der afslutter en fælles historie…

Afskeden hører med til vores livshistorie – den sker igen og igen...

Nogle gange så uafvendeligt og voldsomt, at det sender rystelser igennem os. Vi kan komme i tvivl - i tvivl om der findes trøst for den sorg, som fylder vores hjerter, så det er ved at sprænges…

Det tager tid at forstå, at der er trøst for den sorg, som er ved at sprænge et hjerte.

Sorgen går ikke over med tiden og tiden læger heller ikke alle sår, men tiden kan folde sorgen ud, så den ikke længere er indesluttet og indespærret i hjertet, så det brister. Trøsten lærer os at bærer det ubærlige…

Trøsten er, at vi i afskeden ikke er alene og overladt til os selv – selvom vi føler det sådan…

Trøsten er, at vi bliver i stand til at leve med afskedens fortegn, så vi lever med en vished om, at intet varer ved... men fastholdt i troen og håbet på, at vores liv dagligt fornyes…  

Det fortælles at Karen Blixen skulle have modtaget en lille låst æske af en af sine tjenere. Han sagde, at hun skulle åbne den på et tidspunkt, hvor hun var allermest lykkelig eller allermest fortvivlet…

I æsken lå en seddel, hvor der stod Also this shall pass - heller ikke dette varer ved…

Thomas Vinterbergs hustru referer til denne fortælling i et interview i Kristeligt Dagblad i sidste uge. Hun fortæller i interviewet, at præsten havde inddraget fortællingen om Karen Blixen, da hun og Thomas Vinterberg for flere år siden skulle giftes. Også dengang havde Thomas Vinterberg stor succes, og de var meget lykkelige, fortæller hun i interviewet.

Citatet har sikkert allerede dengang gjort indtryk på dem og nu – fortæller hun – er det den sætning, de har tættest på deres hjerter, for nu ved de, at ikke alt varer ved…

Thomas Vinterberg mistede for et par år siden sin ældste datter i en trafikulykke.

I sidste uge modtog han en Oscar for bedste internationale film i Hollywood og midt i sit livs største succes nævner han datteren og savnet af hende i sin takketale…  

Du er i vores tanker og i vores hjerter, sagde faren, da han stod på perronen og kvinden/datteren forsvandt ude i horisonten, og han ikke kunne se hende længere.

At være i hinandens tanker og i hinandens hjerte er det stærkeste bånd og den stærkeste samhørighed, vi kommer hinanden, når vi er adskilt.

Igennem afskedstalerne tager Jesus afsked med disciplene.

Talerne gør båndene mellem dem stærkere og forlænger samhørigheden imellem dem. Adskillelsen er smertelig, men må til for at Helligånden – trøsteren – kan komme, være her og skabe nyt, når Jesus ikke er her mere.

Stærkere kan båndet ikke blive mellem det, der har været og det, der skal komme…

Jesus tager afsked med os, for at vi altid kan være forbundet med den Gud, der trods alle afslutninger og trods al afsked igen og igen fornyer vores liv med sin ånd.  

AMEN