¹⁶Om lidt ser I mig ikke længere, men kort efter vil I se mig igen.« ¹⁷Nogle af disciplene spurgte hinanden: »›Om lidt ser I mig ikke længere, men kort efter vil I se mig igen‹ – hvad mener han med det? Og hvad mener han med, at han tager tilbage til sin far? ¹⁸Vi forstår ikke, hvad han mener.« ¹⁹Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »Prøver I at finde ud af, hvad jeg mente med det, jeg sagde før: Om lidt ser I mig ikke længere, men kort efter vil I se mig igen? ²⁰Hør nu her: I vil græde og klage, men verden vil fryde sig over det. I vil sørge, men bagefter bliver jeres sorg til glæde. ²¹Når en kvinde føder, har hun store smerter, men når barnet først er født, husker hun ikke længere veerne af glæde over, at et nyt menneske er kommet til verden. ²²På samme måde er I kede af det nu, men når I ser mig igen, bliver I glade, og den glæde er der ingen, der kan tage fra jer.

Johannes 16,16-22

Der er meget død og fravær i denne tekst bid af Johannes. Uden at døden dog nævnes direkte, fornemmer vi afskeden i ordene. At der er død i livet, tab af liv og fravær af den mistede, er ikke en nyhed. Det er et menneskeligt vilkår. Og det har mennesket til alle tider forsøgt at komme til rette med.

Vi ved hvor meget død, fravær og tab der har været de sidste mange måneder, og vi mærker det mere intenst nu, hvor livet begynder at åbne sig igen.

Johannes skriver om Jesus og nogle af disciplene. De er samlet nogle dage før Jesus dør. Døden er uhyggeligt nærværende i deres samtale. Gentagelsen af om lidt ser I mig ikke længere er det tekstlige udtryk for dødens nærvær. Den stadige gentagelse er som at løbe frit i terrænet, og pludselig løbe ind i sand, og det er som om vi ikke kommer ud af stedet.

Døden har i menneskehedens historie altid været en gåde. Derfor skaber vi tekster, billeder, film, for at løse dødens gåde, i et håb om, at finde trøst og håb i det fundamentale livsvilkår: livet ender en dag for os alle!

Dødens, afskedens og sorgens ubehag, er hvad Jesus kærligt taler med nogle af disciplene om. Egentlig er det jo Johannes, forfatteren til evangeliet, der med sig selv og sine læsere kæmper med at få tabet og afskeden med Jesus på plads. Jeg kalder det et ubehag, som bedre kan forstås som en ulyst, for det skulle helst ikke have været sådan. Ubehaget er nok ikke det bedste ord til at beskrive tabet af Jesus eller af ethvert andet menneske. Men det fortæller om det dielemma Johannes og mange med ham står i efter Jesu død, hvad skulle det betyde, og hvordan kommer vi videre.

Det er ikke anderledes end når vi mister et menneske eller skal tage afsked med mennesker vi er tæt forbundet med. Døden er den endelige og uafvendelige afsked med et menneske, og det får selvfølgelig en masse følelser frem i os, og særligt følelsen af, at et menneske for altid er taget fra mig. Hvordan kommer jeg videre? Afsked med børn der forlader hjemmet og nu skal til at stå på egne ben, en søn eller datter der rejser over på den anden side af jorden, efterlader et tomrum i en far og en mor.

Hvordan leve videre? Tabet er altid tab af det, vi elsker, eller af den, vi elsker. Et håb, en drøm, et liv, en beskyttelse. Et menneske, måske, som man håbede kunne være – eller som ligefrem faktisk var – drømmens, håbets og sikkerhedens repræsentation i ens liv.

Bodil Malmsten, svensk digter, mistede sin samlever pludseligt og tidligt, og skriver senere digte om sin sorg, hvor hun beskriver alle de menneskelige følelser, der fylder hende, når mennesker rives fra hinanden. I digtet, jeg vil læse, mærker vi tydeligt smerten, savnet og længslen efter den tabte:

Det er ikke de afdøde

som lider

Det er de efterladte

Du er mit eneste bevis på

at jeg har været til

Du er mit alibi

Mit vi

Kom tilbage

Kom tilbage

De døde og savnede giver os identitet, fortæller hvem jeg er, og som digtet understreger, er den Anden, den mistede, en umistelig del af mit selv.

….bagefter bliver jeres sorg til glæde, siger Jesus som trøst til disciplene. Og vi siger det samme til et menneske der har mistet. Måske ikke lige med de ord, men så siger vi, at den efterladte som skal huske på alt det gode hun delte med sin mand. Glæden over det levede liv, og ikke det tabte liv.

For vi ved godt, og Johannes gør det, når han lægger de ord i Jesu mund, at sorgen har sit indhold. Sorg fortæller om levet liv. Det er den pris vi betaler for at holde af hinanden. Det gælder også når det, som jeg sagde før, er afsked med vores børn, en ven eller en kæreste, at vi bliver ladt alene tilbage med en sorg.

Vi kan beskrive sorg som tristhed, mørke, ulyst til mad og andet. Skal vi tale om sorgen over den døde, kan vi kun gøre det på én måde, ved at fortælle om den levende.

Jesus rækker hånden ud til disciplene, og vil trøste dem i deres sorg. For der er skrevet sorg hen over deres ansigter. Sorg er det navn vi giver tabet. Sorgen er tabets svar.

De forstår ham ikke når han på samme tid siger, om lidt ser I mig ikke længere, men kort efter vil I se mig igen.

I fortællingen er Jesus død og for altid tabt for verden. Sorgen er erkendt som tab. Men samtidig er Jesus tilstede, og egentlig ganske levende, i fortællingen om ham. Når I ser mig igen, bliver I glade, og den glæde er der ingen, der kan tage fra jer.

Men vi kender det godt, når vi mister et elskede menneske, og vi efter noget tid begynder at fortælle om den mistede. Og erindringerne om livet sammen tager mere og mere pladsen for savnet. Den savnede får liv igen i vores tale om den kærlighed som er imellem os.

Det gælder for så vidt også vores børn som er flyttet hjemmefra, og huset er blevet frygtelig tomt, og vi går rundt og føler at livet er ikke det samme. En dag ringer de, og fortæller hvad de har gang i, kommer på besøg, og vi mærker at bag afskeden, er en kærlighed, som vi ikke kan komme af med.

Det almindelige og genkendelige med Jesus er at han sætter ord på tabets følelser, som er, at et menneske ikke er her længere, men det vender tilbage til os igen, når vi begynder at lade sorgen åbne sig og fortælle. Vi må fortælle, ellers er der ingen, der kan forstå kærligheden, forstå hvad man har mistet.

Det særlige ved Jesus er at han står frem i denne fortælling. Han taler fra et andet sted end den verden vi er bundet af.

Det er Johannes som fortæller om Jesus og nogle hans disciple én af de sidste dage inden hans død. Jesus er ikke levende tilstede i Johannes levende fortælling. Det er den opstandne Jesus, som er taget tilbage til sin far, som taler.

Jesus taler til disciplene, og selvfølgelig til os, der er sammen her i kirken nu. Og det kan vi kun være, fordi Jesus er den der kommer fra Gud, og holder os fast i, at håbet og erindringen om ham, skal vi aldrig miste.

Lad os gøre det enkelt her til slut: det er ikke nemt at skulle sige farvel til én, man ikke kan forestille sig at leve foruden. Sådan havde disciplene det. Vi skal hente trøst i det Jesus siger når I ser mig igen, bliver I glade, og den glæde er der ingen, der kan tage fra jer. Vi kan stole på at Jesus aldrig vil forlade sine disciple og altså heller ikke forlade os. Amen