Da de var færdige med at ydmyge ham, tog de kappen af ham igen og gav ham hans eget tøj på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. ²¹På vejen tvang de en tilfældig mand til at bære Jesus’ kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus, der kom forbi på vej hjem fra marken. ²²De tog Jesus ud til et sted, der hedder Golgata – det betyder ’kraniepladsen’. ²³Her gav de ham noget vin krydret med myrra, men han ville ikke drikke det. ^24-25Så korsfæstede de ham, og bagefter delte soldaterne hans tøj imellem sig ved at trække lod om det. Det foregik alt sammen tidligt om formiddagen. ²⁶På et skilt oven over ham stod der, hvad han var anklaget for: »Jødernes konge«. ²⁷Samtidig korsfæstede de to røvere, en til højre og en til venstre for Jesus. ²⁸På den måde gik det, der står i Skrifterne, i opfyldelse:

›De opfattede ham som en forbryder.‹ ²⁹Når folk kom forbi, rystede de på hovedet. »Var det ikke dig, der kunne rive templet ned og bygge det op igen på tre dage? ³⁰Red nu dig selv, og kom ned fra det kors!« sagde de hånligt. ³¹De ledende præster kom også og gjorde grin med ham sammen med de skriftkloge. »Andre har han reddet, men han kan ikke redde sig selv,« sagde de. ³²»Messias, jødernes konge. Kom nu ned fra korset, så vi kan se det og tro på dig.« De to, der var blevet henrettet sammen med Jesus, hånede ham også.

³³Ved middagstid blev det bælgmørkt over hele landet, og det varede i flere timer. ³⁴Ved tretiden råbte Jesus: »Eloi, eloi, lema sabaktani?« Det betyder ’min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’ ³⁵Nogle af dem, der stod i nærheden, misforstod det og sagde: »Hør, han kalder på Elias.« ³⁶En af dem løb hen og fyldte en svamp med sur vin og rakte den op til Jesus på et spyd, så han kunne drikke af den. »Lad os nu se, om Elias kommer og tager ham ned,« sagde han. ³⁷Men Jesus udstødte et højt råb, og så døde han. ³⁸I det samme blev forhænget i templet revet midtover, fra øverst til nederst. ³⁹Officeren stod lige over for Jesus og så, hvad der skete, da han døde. »Det menneske var virkelig Guds søn,« udbrød han. Markus 15,20-39 

Foto af fotografen Sebastian Sagaldo

Jeg vil gerne dele dette mærkelige landskab med jer af fotografen Sebastian Sagaldo. Taget et eller andet sted i Mexico.

Et langfredags motiv vil jeg kalde det. Fotoet leder tankerne hen på den kristne ikonografi. De to personer i forgrunden med bredskyggede hatte på, strækker armene ud i en form, der leder tanken hen på et kors. Omgivelserne omkring de to personer giver en stemning af langfredag, mørke skyer der trækker op fra det lavereliggende landskab og varsler uvejr; er de to mænd søgt op i højderne for at søge lyd for en katastrofe; jeg tænker på de afrevne, afsvedne træer, som kunne få én til at tænke på spor efter brand, skovdød eller krig.

Vi skal lægge mærke til at de personerne med armene strakt ud og de ødelagte træer mangler en forbindelse op ad til det himmelske. Det er måske Sagaldos intention med sit foto, at kritisere vores ødelæggelse af naturen og respekten for menneskers liv.

Det er langfredag i den forstand, at der er intet sted i fotografiet, hvor vi kan øjne lys eller glæde. Det er godt vi har sådanne fotos, og der findes mange andre fotos der skildrer at det er langfredag i menneskers liv.

Jeg lyttede til en podcast med én af mine teologiske favorit tænkere, Jakob Wolf hedder han, lektor i teologi, og han indledte sin podcast om langfredag med at sige: Det er langfredag som gør kristendommen troværdig. Uden langfredag ville kristendommen blive til en halleluja religion.

Jeg synes han har ret. Vi har brug for at skildre og fortælle om lidelsen i menneskers liv. Derfor skal vi sammen kigge på dette fotografi, som en fortælling om langfredag, hvor Jesus efter palmesøndagens festlige indtog i Jerusalem, til skærtorsdag aften hvor han spiser påskemåltidet med sine disciple, som slutter sent om aftenen med at Jesus ligger på sine knæ i Gethsemane have i bøn til Gud, om han dog ikke vil tage lidelsen fra ham: Far, du kan alt. Lad mig slippe for det, der skal ske, lyder det fra et menneske i dødsangst.

Kristendommen bærer korset som sit væsentligste symbol. Den korsfæstede Jesus hænger på mange billeder rundt omkring i kirkerne. Historisk set blev korset hurtigt kristendommens særlige tegn.

Jesu lidelse bliver et spejl for al menneskelig lidelse. I de billede kan vi se menneskelige lidelser til alle tider. Langfredag fortæller om menneskelig lidelse og sorg som et uudryddeligt vilkår. Mennesket lider.

Korset fortæller om den afgørende kamp imellem tilværelsens uforenelige modsætninger: liv og død. Men i den kristne teologi bliver det også et forandringens tegn: Korset var i menneskers hænder et dødens redskab; men ved Guds indgriben blev det livets sejrstegn. - Det skal vi høre mere om påskedag.

Always move towards pain skriver den sydafrikanske forfatter Coetsche. Altid bevæge sig mod smerte. - Med det mener han, det er i lidelsen og når livet gør ondt, at vi mærker at vi lever. Det er måske dér hvor vi for alvor føler os set og spejlet, fordi vi alle kender til smerten ved at leve. En fortælling udvikler sig først der hvor vi møder mennesker, som har ondt i livet. For det har vi alle. Kristi lidelser gør ham til én af vores egne.

Kristus på korset er et menneskets mest magtfulde symboler.

Hvis vi glemmer korset kan vi heller ikke leve os ind i det vildeste af det vilde, opstandelsen påskemorgen. At der i mørket er lys og glæde. Et lys og en glæde som ikke er menneskeskabt, men skabt af Gud. Det må vi tro, for det kan vi ikke vide.

Det vi kan vide er den lidelse som langfredag fortæller om. En mand der vrider sig i lidelse på et kors, hvad er det lige vi kan hente mere ud af det billede? Siger det ikke alt, at i livet møder vi lidelse og smerte. Lidelsen er ægte nok, det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om.

Vi skal som kirke og menneske se denne lidelse som et udtryk for en livserfaring. Erfaringen siger enkelt, at livet er ondt, og gør ondt. Livet er også godt, og det ved vi fra Guds skabelse, hvor det lyder efter hver dag ”Gud så at det var godt”.

Er det så også Guds skyld, at livet er ondt? At det onde er til, kunne vi sige? Gør det Gud til en lunefuld magt, der kaster rundt med os, som Gud nu synes? Det er ikke Gud der er tvetydig, det er skaberværket. Livet mødes os med det hele, kunne vi også sige. Det fantastiske ved bibelen og særligt ved langfredagens beretning om Jesu lidelse på korset, er, at den har indoptaget tilværelsens tvetydighed i sig. Det onde, det syndige, vil i mange andre helligtekster blive udstødt. Og så ender vi, som jeg sagde tidligere, med halleluja religionen, og det gør kirkens forkyndelse abstrakt og verdensfjern.

Det onde i Jesu lidelse får sit tydeligste udtryk i råber fra korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Dette skrig fortæller om den tomhed, hvor selv ikke Gud er tilstede længere. De mennesker Jesus levede sammen med, havde for længst forladt ham.

Jesus der er sand Gud og sand menneske, og er synlig i verden som kærlighed, bliver tortureret og forladt af Gud. Det er altså Gud der får det til at ske, ikke mennesker. Er Gud almægtig og den store kærlighed, hvad er så meningen med Jesu lidelse?

Gud er god, vil I alle sikkert give mig ret i. Det er det prædikat vi sætter på Gud. Det er den kærlighed vi ser Gud gennem Jesus vise overfor alle mennesker. I skaberværket, som er livet i verden, møder vi også det onde, og det kommer til udtryk i Jesu lidende råb fra korset. Hvordan hænger det nu sammen med at Gud er god og kærlig?

Det nytter ikke at sige at det er Gud der lider med Jesus på korset. Det var sikkert mange andre der følte med Jesus på korset. Så kan man ikke skelne Gud fra et medlidende menneske.

Jamen, hvad er så meningen med Jesu lidelseshistorie?

Gud skjuler sig i den lidelse og død han er årsag til. Lige netop som tomt kan lidelsen føles. Det hører vi i Jesu skrig. For han råber jo efter Gud, som ikke er der.

Derfor bliver langfredag til mørkets dag.

Det er godt det er sådan, for så skal vi ikke forsvare Gud, men vi kan tværtimod råbe vores smerte og afmagt lige op i hans ansigt.

Det har vi en gang imellem brug for. Amen