Dette hellige evangelium til 2. søndag i fasten skriver evangelisten Matthæus (15, 21-28)

²¹Så forlod Jesus Galilæa og rejste videre til området omkring byerne Tyrus og Sidon. ²²Der blev han opsøgt af en kvinde, der ikke var jøde. Hun råbte: »Hjælp mig, Herre. Min datter er syg, hun er besat af en dæmon.« ²³Han svarede hende ikke med et ord, men disciplene sagde til ham: »Få hende til at gå væk, hun råber jo efter os.« ²⁴»Jeg er kun sendt hertil for at hjælpe de jøder, der er kommet på afveje,« svarede Jesus. ²⁵Men kvinden kom helt hen til ham og faldt på knæ for ham og bad: »Hjælp mig, Herre!« ²⁶»Det ville være forkert at tage brødet fra børnene og give det til hundene,« sagde Jesus til hende. ²⁷»Det er rigtig nok, Herre,« svarede hun, »men hundene får da lov at spise de krummer, der falder ned fra deres herres bord.« ²⁸»Du har en stærk tro,« svarede Jesus. »Du får det, du beder om.« I samme øjeblik blev hendes datter rask.

Prædiken 

”Principper har ikke nogen egentlig magt, hvís man ikke har det daglige brød…” – lyder et citat, som jeg læste fornyeligt…

I mange sammenhænge kan principper og konsekvens skabe tryghed og troværdighed. Måske er det derfor vi kan have en trang til at holde fast i vores principper og derved sætte grænser for os selv og hinanden. Det er en måde at give verden form og gøre den håndgribelig og håndterbar.

Vi kan synes, at politikere mister troværdighed, hvis de den ene dag repræsenterer én holdning og dagen efter handler imod dén og deres politiske principper. 

Journalisterne er de første til at komme farende med deres mikrofoner. De sætter den helt op i politikerens ansigt for at få en forklaring på, hvorfor de har ændret holdning – fået nye principper og trukket nye grænser i deres politik?

Dagens tema/problemstilling…

I evangelieteksten til i dag går Jesus og disciplene ude langs grænsen. Grænsen til hedningeland. Jesus siger, at han kun er kommet for at hjælpe de jøder, der er kommet på afveje…

Derfor vil ingen have med kvinden at gøre – kvinden, der ikke er jøde og som bedende henvender sig til Jesus med ordene: ”Hjælp mig, Herre”…

Disciplene synes tydeligvis, at hun er irriterende. De vil have den råbende kvinde væk. Og Jesus ignorer hende først – han overser og overhører hende – som om hun slet ikke eksisterer.

Et menneskes bøn er en henvendelse til Gud. Det kan være en klage, en jubel, et suk, en protest eller en tak. Eller det kan være som kvindens bøn - et nødråb – et udtryk for menneskets håbløse prisgivethed. At afvise hendes bøn er som afvise hende selv – hendes liv og hendes fortvivlede virkelighed…

Kan Gud virkelige det? Er Gud så konsekvent og principfast?

Jeg læste engang en lille beretning om en landmand, der under 2. verdenskrig ikke havde handlet med tyskerne. Det var der andre, der havde gjort af mange forskellige grunde – af nød, af lyst eller af grådighed. Men denne landmand havde under hele krigen holdt fast i sit princip om ikke at handle med tyskerne…

Han havde under hele krigen holdt fast i, at det ville være forkert uanset, hvor sultne hans egne børn var – også selvom de skulle komme mangle dagligt brød. Han forblev principfast – at handle med fjenden det ville han ikke…

En majdag var det hele forbi. Fjenden – tyskerne skulle gå hele vejen hjem tilbage over grænsen. Der var meget sult. Der var sygdom og nød blandt dem. En sulten gruppe af disse unge tyskere - mange vel ikke andet end store skoledrenge – kom forbi hans gård en dag og bad om noget at spise.

En voldsom kamp rasede i landmandens indre: Skulle han give dem noget? Eller skulle han være konsekvent og holde fast i sit princip om aldrig at have noget med tyskerne at gøre. Fjenden – der havde besat hans land.  

Det var et vanskeligt valg, men da han så deres indsunkne kinder, slidte sko og deres tomme hænder, så forbarmede hans sig og gav dem noget at spise.

Havde man spurgt ham dagen før, hvor han ikke havde stået ansigt til ansigt med fjendens nød - ja, så ville han have forsvoret, at han nogensinde ville have givet dem så meget som en krumme af det, som han ellers gav til gårdhunden.

Fortællingen kan ses som et eksempel på det, som er helt centralt i den jødisk fødte filosof Emmanuel Levinas filosofi. Den andens værdighed udspringer af ansigtet, som peger mod det uendelige – mod Gud. Der er noget i den andens blik, som på en gang beder og befaler mig noget, der er af religiøs karakter, og som kan forvandle had til barmhjertighed…

I fortællingen om den principfaste landmand genkendte han i disse unge tyske drenges ansigt – medmennesket – han mødte både en bøn og en befaling. Det levende møde sprængte hans grænser og nedbrød hans principper og bevægede ham til at give medmennesker mad…

Tilbage til fortællingen om Jesus og den hedenske kvinde. For disciplene var kvinden blot én blandt mange hedninge – en repræsentant for alle dem, som man ikke skulle have noget med at gøre og som man skulle holde sig langt væk fra… 

Men mødet med kvinden forandrer og bevæger Jesus. Før ignorerede og afviste han hende. Nu genkender han hende som en af dem, han var kommet til verden for. I det levende møde mellem Jesus og kvinden møder han et menneskes bøn og befaling ”Hjælp mig, Herre”…

Hvis det var i det øjeblik, Jesus ændrede holdning, så står vi i evig gæld til denne kvinde. For hun var den første, der fik Jesu til at sprænge grænsen, så budskabet om Jesus – budskabet om den grænsesprængende og altomfattende kærlighed - ikke kun skulle være for jøder, men også for os…

Da kvinden begyndte at tale om krummerne fra bordet, da rakte han hende sig selv, ligesom han har gjort siden til andre hedninge. Siden da har der været brødkrummer nok til os alle også til dem, der synes, at de ikke kan nå op til bordkanten…

Jesus kunne være blevet bag grænsen - på den sikre side - på jødernes side. Men i mødet med den hedenske kvinde bevæges han, og han overskrider sine egne grænser og bryder med sine egne principper af kærlighed.

Kærligheden er hverken konsekvent eller principfast. Den er grænsesprængende og altomfattende. Den overrasker gang på gang med sin styrke – med sin forandrende, fornyende og helende kraft.

Det smukke ved kærligheden er, at den kan få os til at nedbryde vores principper og overskride vores grænser. Kærligheden bevæger os. Den kan få os til at handle på nye måder og til at gå nye veje. Den bevæger os ud over de grænser, som vi har sat for os selv og for hinanden…

Vi kan have mange principper om børneopdragelse, især inden vi bliver forældre. læreren må have pædagogiske principper i forhold til undervisning, og sygeplejersken og lægen har principper til håndtering af patienter, og som landmanden havde principper i forhold til fjenden, så kan vi hver især have principper, som er væsentlige for os at efterleve…  

Men når vi ser ind i det andet menneskes ansigt - barnets ansigt, elevens ansigt eller patientens ansigt – ja, måske ind i fjendens ansigt - ser deres bøn og befaling om accept, om forståelse, om omsorg, om dagligt brød, så bevæges vi og kan blive ganske inkonsekvente og principløse af kærlighed…  

I mødet med et andet menneske er der en bøn i vores samvær med hinanden. En bøn om accept: lås mig ikke fast i min fortid, i det du ikke kan lide ved mig, i mine handlinger, i mit væsen, i mine fejltagelser, i det der frastøder dig ved mig, i det du måske har hørt om mig eller selv har oplevet med mig…

I mødet med det andet menneske er kærligheden langt større end vores principper og den er ikke konsekvent.

Det er Guds kærlighed heller ikke. Gud er den levende Gud, der bevæges og røres i det levende møde mellem Gud og mennesker – der, hvor troen og kærligheden er på spil.

Vi kunne kalde det guddommelig inkonsekvens – eller guddommelig nåde. AMEN