Dette hellige evangelium til seksagesima søndag skriver evangelisten Markus (4, 1-20). Bibelen 2020.  

¹Jesus begyndte igen at undervise ved søen. Mange mennesker havde samlet sig omkring ham, så han var nødt til at sætte sig ud på søen i en båd og tale til folk derfra, mens de stod på bredden. ²Han talte til dem i lang tid og brugte lignelser i sin undervisning. ³»Hør her. Der var engang en bonde, der gik ud for at så,« sagde han. ⁴»Noget af det korn, han såede, faldt på vejen, og det kom fuglene og spiste. ⁵Noget andet faldt på stenet grund med et tyndt jordlag, og fordi der ikke var ret meget jord, voksede det op med det samme. ⁶Men da solen stod op, blev det svedet af og visnede, fordi det ikke havde slået ordentligt rod. ⁷Noget af kornet faldt mellem tidsler, og de voksede op og kvalte det, så kornet ikke nåede at give udbytte. ⁸Men der var også noget af kornet, der landede i god jord, og det spirede frem, voksede og gav et godt udbytte. Noget af det gav 30 gange igen, noget af det 60, og noget af det gav 100 gange igen. ⁹Det er vigtigt, at I forstår, hvad jeg siger.« ¹⁰Senere da Jesus var alene tilbage sammen med sine tilhængere og de 12 disciple, spurgte de ham, hvordan lignelserne skulle forstås. ¹¹»I får hemmeligheden om Guds kongerige direkte at vide,« svarede han. »Men de andre, der er udenfor, skal have det alt sammen gennem lignelser ²for at de skal se uden at indse, høre uden at forstå, så de ikke ændrer deres liv og får tilgivelse. ¹³Hvis I ikke forstår den lignelse, jeg fortalte, kan I heller ikke forstå alle mine andre lignelser. ¹⁴Det, bonden sår, er budskabet om Gud. ⁵Kornet, der falder på vejen, svarer til, at mennesker hører budskabet, men mister det med det samme, fordi Satan kommer og tager det fra dem. ¹⁶Kornet, der bliver sået på den stenede jord, svarer til de mennesker, der med begejstring tager imod budskabet, lige når de hører det. ¹⁷Men de er overfladiske og holder ikke fast ved noget; så snart de møder modgang eller bliver forfulgt på grund af deres tro, opgiver de det hele. ¹⁸Det korn, der falder mellem tidslerne, svarer til dem, der hører budskabet i første omgang. ¹⁹Så kommer hverdagens bekymringer, jagten efter rigdom og lysten til at få alt muligt, og det kvæler budskabet. Derfor bliver det ikke til noget. ²⁰Men den gode jord er et billede på dem, der hører budskabet og tager imod det. Derfor bliver udbyttet 30, 60 eller 100 gange så stort som det, der blev sået.« AMEN

PRÆDIKEN

Der var engang en dreng, der kom til et meget stort og meget smukt slot. Hele sit liv havde han drømt om at besøge det og se hvad det rummede af rigdomme.

Herren på slottet sagde til drengen:

Selvfølgelig må du se mit smukke slot. Selvfølgelig må du komme indenfor. Men på en betingelse…

Du skal gå igennem hele slottet med en teske i hånden fuld af olie. Spild ikke!

Drengen gik igennem hele slottet. Han gik igennem alle de smukke stuer og forbi alle dets smukke rigdomme med sin teske fuld af olie.

Da han vendte tilbage til slotsherren, havde han ikke spildt en eneste dråbe af olien på skeen.

Til gengæld havde han heller ikke set noget af slottet.

Han havde ikke set et eneste af slottes smukke stuer, fantastiske malerier eller håndvævede tæpper.

Han havde været så fokuseret på olien på skeen hele vejen igennem slottet, at han ikke havde set andet…  

Historien om drengen gør noget ved mig

Den får mig til at tænke på en leg, som vi altid skulle lege til børnefødselsdag, da jeg var barn. Måske kender i den…

Vi var inddelt i hold og ligesom i en stafet, skulle vi komme først i mål med et æg på en ske…

Alle løb uden blik for andre og med fuld fokus på ægget på skeen for ikke at tabe det…

Og det skete tit, at man ikke så noget eller nogen omkring sig og derfor skete der sammenstød med en fra det andet hold, og så tabte man ægget, så det krakelerede…

Ja, nogle gange lykkedes det måske at pile forbi alle de andre og komme først i mål med ægget på skeen,

og så kunne man stå der helt alene nede bag målstregen og se de andre vælte rundt i noget, der lignede en æggesnaps…

(det var før salmonella)

Det var som om festen foregik et andet sted end ved målstregen.

Historien gør også noget andet ved mig. Den får mig til at tænke…

Tænk, hvis jeg i mit liv har været så optaget af at have kontrol over mit eget.

Kontrol over mig selv, mine kære, min besiddelser og mine behov, at jeg slet ikke har set noget som helst af det smukke og rige liv, som jeg har bevæget mig igennem.

Ligesom drengen slet ikke så slottets smukke rigdomme…

Tænk, hvis jeg gør mange kramagtige forsøg på at have styr på livet uden egentlig at blik for det og være tilstede i det…

Tænk, om jeg har båret mit eget foran mig - gjort krampagtige forsøg på at holde fast på det og have kontrol over det.

Anderledes er det med bonden. Han spilder det, som han bærer foran sig. Han er ødsel med det og spreder det til højre og venstre uden at interessere sig det mindste for, hvad der kommer ud af det…

Datidens jøder har sikkert lagt mærke til, hvor uøkonomisk og ufornuftig den bonde er.

For sædekorn var dengang ikke noget, man spildte og ødslede med.

Nej, man sørgede for at så dér, hvor der var en chance for, at det spirede og gav en god høst – et godt udbytte…

Men bonden han kaster rundt med kornet.

Det er et glædeligt budskab, at bonden som et billede på Gud ikke først skal lave en beregning af omkostninger og fortjeneste på sit skaberværk og på sit ord, inden han begynder at så.

Det havde heller ikke set helt godt ud for os, hvis han gjorde…

”Vi holder altid noget af hinandens liv i vores hænder”, sådan ville teologen Løgstrup sige.

Alligevel sker det, at vi kommer til at slippe alt, hvad vi har i hænderne, så det krakelerer.

Uanset, hvor krampagtigt vi forsøger at holde fast på det for ikke at komme til at spilde en dråbe af det…

Det ene øjeblik er der noget, der lykkes og i det næste, er der noget, der falder fra hinanden, slår revner og krakelerer

At miste kontrollen kan virke skræmmende på os både i vores individuelle liv i forhold til vores egen lille ske med Olie og i det store globale perspektiv.

Det er Corona-virussen vist et meget godt eksempel på.

Måske opleves kontroltabet endnu større og mere skræmmende, hvis vi troede, at det er muligt at have kontrol over verden og livet med vores fornuft og vores økonomi…

Den tyske sociolog Hartmut Rosa siger i et interview:

»Med coronapandemien kan vi (derimod) ikke holde ud, at vi ikke har et middel mod den og ikke kan forudsige følgerne og omfanget af den.

For det moderne, oplyste menneske er det et ultimativt kontroltab – medicinsk, økonomisk og politisk.

Vi kan ikke se den eller høre virussen. Som i en dårlig zombiefilm er den anden altid en potentiel fare.«

Og videre i interviewet siger han: …  

»Vi sætter endda samfundet på pause for at genvinde denne kontrol«

Kontroltabet skræmmer ikke Gud. Han strøer om sig gavmildt og generøst.

Som en bonde spreder og spilder han ordet uden at interesserer sig for, hvor det giver det største udbytte og vækst…

Bonden spilder det, som han bærer foran sig. Han er ødsel med det og spreder det til højre og venstre og han sår…

Kornet falder ned i revner og sprækker i den sorte jord. Små bitte spirer folder sig ud, slår rod og baner sig vej.

Måske er det en del af hemmeligheden ved Guds ødselhed, at hans ord bærer en livskraft i sig, som kan få mennesker til at vokse og gro og række ud over sig selv…

En livskraft, der får os til at løfte blikket fra olien (eller ægget) på skeen foran os…

For som bondens korn spredes og spildes, rammer jorden og falder ned i dens sprækker og revner, sådan falder guds ord ned i vores liv der, hvor det er krakeleret.

Som sædekornet finder ind i den mindste sprække og revne, finder ordet ind i vores sår – der hvor vi er allermest sårbare.

Det er i vores sårbarhed, at ordet slår rod - her spirer det og glimter som nyt håb og nyt liv, der folder sig ud…

Det ultimative kontroltab!

For livet er langt større og mere forunderligt end det vi mennesker kan have magten over. Kontroltabet kommer vi derfor ikke uden om.

Derfor er det godt at høre om Guds ødselhed og generøsitet, når det gælder det ord, der skænker håb og giver liv.

Han ved, at det ikke er os, der får ordet til at gro, men det er hans ord, der får os til at gro.

Det er ordet, der får troen, håbet, og kærligheden til at spire og vokse i os…

Ubekymret skal vi turde miste kontrollen. Have mindre styr på olien på skeen og være mere tilstede i det liv og den rigdom, der vokser op i os og imellem os.

Det er ikke til at begribe med fornuften og det kan ikke udregnes økonomisk.

Det er forunderligt, men vi må tro, at Gud spilder sit liv på os hele tiden og hele vejen.

AMEN.