Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«   Matthæusevangeliet 17,1-9

Jesus blev forvandlet for øjnene af dem. Hans ansigt strålede som solen, og hans tøj blev lysende hvidt.

En metamorfose som det hedder på græsk. Som fortæller om forandring af noget vi kender i en bestemt form. Vi kender puppen som gemmer på sommerfuglelarven, som langsomt åbner sig, og larven kommer ud som den smukkeste sommerfugl.

En metaforse kan også bruges til at tale om et menneskes udvikling fra barndommens puppe liv, ungdommens erfaringer som udvikler menneskets identitet og frem til den voksne persons mere helstøbte karakter som menneske.

Det var et himmelsk syn de tre disciple fik at se deroppe på toppen af bjerget. Den forvandling af Jesus de blev vidner til gjorde noget særligt ved dem. Også de blev forvandlet i det lys.

Det var en skøn dag på bjerget. Lysten til at fastholde det øjeblik for altid, kan vi godt sætte os ind i. Vi kender godt til at være i en tilstand af stor eufori og glæde, og lysten til at det bare må vare ved for altid. Jordens mørke og trængsel og angst var langt borte badet i det lys. Som om det var blevet noget fjernt og småt, ja, uvirkeligt, noget der allerede var overstået.

Jeg husker selv en lignende oplevelse som ung i Israel. Jeg studerede et år i Jerusalem og jeg havde nogle dage fri og var taget til ørkenen for at bestige det bjerg, som ifølge traditionen skulle være det sted hvor Moses modtog de to tavler med de ti bud. Det var varmt og jeg stod meget tidligt op og gik med solen op ad bjerget, og nåede toppen efter nogle timer. Glæden hos disciplene ved forvandlingen af Jesus kan jeg godt genkende, i følelsen af frihed, ved at stå på toppen og se ud over landskabet fjernt fra livet dernede ved jorden.

Det lys disciplene så alting i, var det, som alt andet blegnede og intet var vigtigere for dem end at blive dér. Alt dernede på jorden forsvandt for deres blik og tanker.

Kom ikke og sig, at ikke vi kan forstå det! Det er slet ikke altid så morsomt hernede i dagligdagen. Tilværelsen kan være besværlig, med modgang og vanskeligheder, strid og nederlag, og det kan synes så uoverkommeligt. Der er ansvaret som kan være tungt og opslidende.

Selvfølgelig kan vi som de 3 disciple ønske at et lykkeligt øjeblik må vare ved. Vi vil gerne fastholde sådanne øjeblik for en tid. Lad os bygge et par hytter som Peter vil det, for han er jo så menneskelig denne Peter, og vi kan gøre hans ord til vore, når han udbryder: Herre, det er godt, at vi er her. Det er urealistisk at ville fastholde et sådant øjeblik for altid, men undvære sådanne øjeblikke kan vi heller ikke.

Man kan sammenligne Jesu forvandling med nadveren, som vi skal fejre om lidt. Nadveren er gudstjenestens højdramatiske forvandlingssted. Nadverens indhold er: at elske af hele sit hjerte, at miste det, man elsker, men ikke kan undvære, og at få det tilbage i en forvandlet skikkelse.

Vi kan ikke blive ved nadveren selvom vi måske kunne have lyst til at fastholde nærheden til Jesu lysende kærlighed. Det var den kærlighed mennesker mødte i Jesus. Jesus lyste, og hans lys blev kastet ind i mennesker på steder, hvor de aldrig før havde været belyst.

Mødet med Jesus medførte, at der i mennesker vågnede forhåbninger, indsigter og kræfter med en sådan styrke, at det kunne intet menneske holde for sig selv.

Det lys som disciplene så omkranse Jesus på bjerget, og som greb dem, er ikke et hvilket som helst lys. Det er det lys som får stemme, Guds stemme, inde fra skyen, som lyder: det er min søn, som jeg elsker ( jeg læser fra Bibelen 2020).

Det lys og den stemme er intet mindre end skaberens stemme. Den peger på Jesus, som sønnen, der er elsket, og som selv elsker mennesker med skaberens kærlighed. For menneskets verden vil Gud være Gud.  

Kærligheden i menneskeskikkelse, der elsker mennesker, og ofrer sit liv i korsfæstelsen.

Når vi siger om Gud at han er skaberen, gør vi det tydeligt, at kristendommen er en religion, hvor det guddommelige ikke er noget fjernt og uopnåeligt. Det er noget vi kan deltage i og blive delagtige i. I sin mindste form, men samtidig overvældende, kommer det til udtryk i nadverens brød og vin. Her optager vi Jesu væsenskræfter, som er kærligheden, i os. Hvis vi overhovedet skal forbinde noget med Gud, og er der noget der hedder Gud, så må det handle om dette liv.

Jesus blev født i en stald på denne jord for at være blandt mennesker og tale om Gud som det der sker her imellem os. Jesus måtte være med i det her, hvor livet leves, tage del i livet og i døden, i alt det vi kommer ud for i livet.

Han måtte være, hvor vi er. Derfor er det vi heller ikke kan blive herinde i kirken. Vi skal ud til livet.

Ned af bjerget går det. Det er kærlighedens forvandlingsmysterium. At leve i verden uden at være af verden. Amen