Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Lukasevangeliet 21,25-36

I min prædiken citerer jeg fra den nye bibeloversættelse Bibelen 2020! 

Der er voldsomme kræfter på spil i Jesu ord denne 2. søndag i advent. Solen, månen og stjernerne, altså hele kosmos, er i opbrud. Disse kosmiske forandringer lader ikke mennesker uberørt – folk bliver grebet af angst. Jesus kalder det for tegn.

Det er ikke helt uden relevans for den virkelighed vi lever i. Hvor ofte har vi ikke de seneste år set folk rundt omkring på jordkloden kæmpe med voldsomme regnskyl, gigantiske skovbrænde, foldbølger der på et kort øjeblik forvandler byer og samfund til en ruin.

Vi skal selvfølgelig bide mærke i at Jesu kalder det for tegn, og derfor passe på med at sige at der en vilje bagved. Når noget der sker er et tegn, er det fordi det skal pege på noget andet. Hvor voldsomt det end er det som sker, så er det interessante hvad det er til for. Hvad skal det pege på, og hvad vil det fortælle os.

Hvad er det som er på vej, som ikke kan fortælles direkte, men som skal formidles ved hjælp af tegn?

Det er ikke underligt at angsten griber folk når de hører Jesus sige: Himlens kræfter bryder sammen, og folk falder om af skræk, mens de venter på, hvad der vil ske på jorden. Det er verdens undergang vi hører om, og det er verdensdommeren, der viser sig ”i skyerne i al sin kraft og guddommelighed”.

Hvad er det her, må vi spørge? Et tegn på at noget skal ske, det lyder voldsomt og frygtindgydende. En kosmisk vending, verden vil blive vendt på hovedet. Vi bliver måske alligevel ikke så overrasket og bange. For det minder uhyggeligt meget om den tid vi er i nu. Verden er er vendt på hovedet. Vi mærker alle konsekvenserne af det som sker nu. Jeg vil nu ikke gå så langt som til at sige at det er Gud, der trækker i nogle snore og får dette til at ske, som vi står midt i.

Alvoren er til at føle på, i teksten og for os alle i den tid vi er i nu. Alle har vi måtte lægge vore liv om, ingen er gået ram forbi. En fælles katastrofe er vi vidner til nu. Vi mærker det i vore egne liv, og vi ser hvilke konsekvenser det har rundt omkring på kloden.

Alt som sker kan vi vælge at lade pege hen på noget andet. Virkeligheden består at tegn, og det er ved hjælp af tegn vi forstår virkeligheden. Vores tale og skrift består af tegn som henviser til hinanden, og skaber betydning. Med sproget udsætter vi det det tragiske ved at være menneske, som i sidste ende er døden, for at holde fast ved livet. ”Vi overlever kun fordi vi bruger ord” skriver digteren Inger Christensen.

Det er op til os selv at tænke over, hvad det gør ved vore liv og hvordan vi tænker om tilværelsen, og hvad vi fremadrettet tænker, at det skal have af konsekvenser for vore liv.

Tegnet Jesus taler om i billeder af naturen der skal bryde sammen, er en forberedelse til det som skal komme. Vi ved godt at ting hænger sammen, at noget følger af noget andet, men med disse billeder fra naturen skal der forberedes noget særligt. Vi kan sige, at omvæltningen har en forventning i sig.

Jesus udtrykker smukt denne forventning, når han siger: ”Og så ser de mig komme……Når det sker kan I rette ryggen og løfte hovedet, for så bliver I snart befriet.”

Advent er den tid i kirkeåret vi befinder os i nu. En tid som fremkalder en bestemt klang i sindet, som kommer til udtryk i den lilla farve, som vi ser på messehaglen jeg bærer. Adventen er lilla. I farven lilla er der en tone af forventning, men der er også ængstelse i den farve. Ængstelse rummer bange anelser og uro om hvordan det skal gå. Pessimisme på fremtidens vegne.

Beskrivelsen af naturen der går amok er en dystopi, som fortæller om menneskelig lidelse og katastrofer. Når vi gør os billeder og forestillinger af den verden vi helst vil leve i, hvordan den skal se ud, kalder vi det for en utopi.

Vi hørte om en sådan vild utopi i profeten Esajas drøm om Davidsønnens fredsrige. Esajas ønsker fred. Han længes efter en retfærdig konge, der vil oprette en verden i harmoni. En verden hvor modsætninger ophæves, og vi næsten føler vi er tilbage i Paradisets Have, hvor Adam og Eva gik nøgne rundt og ikke kendte til godt og ondt. Det er en ny tid, hvor lammet trygt kan bo sammen med ulven…koens og bjørnens unger tager en lur sammen…det lille barn klapper giftslangen uden at blive bidt….folk opfører sig ikke længere ondt….

Adventen rummer ængstelse for at vi kan ikke vide os  sikre på, at det vi længes mod og ønsker må komme, om det også vil ske. Adventen er samtidig utopisk i sin længsel og forventning efter forvandling af livet, at der ud af splittelser i verden og blandt mennesker kan opstå en harmonisk orden.

Jeg kommer til tænke på den tale Martin Luther King holdt i 1963 i Alabama. I have dream blev talen kaldt. I en urolig tid med race uroligheder mellem sorte og hvide. En drøm talte han om, en utopi var det den gang, og er det på mange måder stadig.

Jeg har en drøm om, at en dag vil sønnerne af tidligere slaver og sønnerne af tidligere slaveejere kunne sidde sammen omkring broderskabets bord på Georgias røde bakker; jeg har en drøm – Om at min fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men på, hvordan de er som mennesker….Jeg har en drøm om, at en dag nede i Alabama, …….vil små sorte drenge og sorte piger kunne tage små hvide drenge og hvide piger i hånden som søstre og brødre……Jeg har en drøm om, at en dag skal hver dal højnes, skal hvert bjerg, hver høj sænkes, bakket land blive fladt og krogede veje blive lige.

Åbenbares skal Herrens herlighed, alt kød til hobe skal se den. Det er vort håb. Med den tro vil vi ud af fortvivlelsens bjerg kunne hugge en klippeblok af håb……Fra hver bjergside, lad det genlyde af frihed, og når det sker ... (vil) alle Guds børn, sorte og hvide, jøder og hedninge, protestanter og katolikker, vil kunne tage hinanden i hænderne og synge med ordene fra den gamle negro spiritual: ”Endelig frie! Endelig frie! Gud være lovet, vi er endelig frie!”.

Vi har brug for at drømme, at længes, have forventningen til fremtiden. Længsel hører livet til, fordi alt som lever vender blikket mod fremtiden. Advent er tiden for længsler og forventninger. Ordet ”advent” kommer fra latin og betyder komme: julen kommer hvor Kristus fødes, og det er i adventstiden at vi vender blikket fremover, mod julefesten og Guds fremtid.

Vi har Jesu ord for at han kommer. Det er som når figentræet og alle træer, når de springer ud, er det et tegn, som peger frem mod sommeren. Det er et under, når livet bliver til, og vi kan bruge det som billeder der taler om forvandling. Blomster der bryder igennem asfalten, børns højrøstet hed, der forstyrrer husfreden, sommerdage i oktober og snefnug i maj. Alle er tegn, som viser hen til Gud.

Adventstiden er som vi sang før med Johannes Johansen ( DDS 89) det som ”nærer vort håb og bærer vor glæde.” Selv når der sker voldsomme ting i livet, skal vi holde os håbet for øje. Vi må ikke miste håbet, eller tage håbet fra et menneske. Vi skal kigge efter håb, og lade os nære af det. Mens de venter på, hvad der vil ske på jorden, trøster Jesus os, Og så ser de mig komme.

Vi lever i konstant venten, men særligt nu i adventstiden er ventetiden stærkere end ellers. Sådan har jeg i det i hvert fald når det er advent, og jeg tænker måske mange har det som mig. Adventstiden begynder 1. december og vi holder op med at se bagud med triste følelser. Det sker på trods af at det stadig hver dag bliver mørkere. I stedet retter vi blikket fremad og begynder os at glæde os til det tidspunkt, hvor året vender, og lyset langsomt begynder at vende tilbage igen. Til hjælp for min længsel og min glæde i denne tid henter jeg i julens salmer, når jeg finder julekassen frem fra loftet og så småt begynder at pynte lidt op, lys på grantræer, adventskransen med sine 4 lys, der nærer min længsel, og pebernødder der smager som pebernødder skal smage.

Og så ser de mig komme, siger Jesus. Det er det håb som skyder frem midt i en verden, som er ved at gå under i kramper trækninger. Det er den guddommelig ændring af alt. Vi må tro det, hvis vi gør os klart, at det ikke er os, der bestemmer, hvad muligheder der er i tilværelsen. Vi kan ikke kortlægge de muligheder livet rummer.

I det tilsyneladende mørke som omgiver mig, og i en verden som ikke ser ud til at rumme noget, kan der pludselig opstå en sprække. I den sprække ser vi ham komme.

Vi må give os hen og stole på, selvom vi ikke altid kan se det, at der er en Gud der vil os.  Amen