Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«  Matthæusevangeliet 21,28-44

 Vi har alle vores ”vingård”. Vingården er et elsket billede i mange af Bibelens fortællinger. Ét af de kendte stykker lyttede vi til før, hvor profeten Esajas fortæller om en god vens vinhøst: Min ven havde en vingård på en bjergside med god, fed jord. Han pløjede jorden, fjernede stenene og plantede den til med den fineste, røde vindruesort. Han byggede et vagttårn midt i vingården og et anlæg til at presse saften ud af druerne. Han forventede en høst af søde vindruer..  

Stykket kalder man for lignelsen om vingården, og den fortæller om landet Israel som Guds vingård. Vingårde findes stadig i Israel i dag, og vinen er god, men kan kun købes få steder i Danmark.

Drueplanten som bliver til vin er et billede på frugtbarhed og liv. Når druerne giver rigeligt med vin er det et tegn på at livet er godt. Der er lykke i menneskers liv. I flere af fortællingerne i GT møder vi udtrykket at bo trygt under sin vinstok. Det er et billede der fortæller, at mennesker lever i harmoni med sig selv og sin verden. Alt er godt.

Derfor kan vi tale om ethvert menneske har sin ”vingård”, som er en fortælling om, hvornår jeg føler at livet vil mig det godt og jeg er i harmoni med det liv jeg lever og de mennesker jeg har omkring mig.

I teksterne til i dag går det grueligt galt med vingården og dens mennesker.

Hvorfra henter vi liv til vores vingård? Vinstokke skal plejes, vandes og høstes til tiden–gå forbi vores lokale vinbonde Søren i Kelleris, og se hvor smukt plejet og passet stokkene står.

Begge sønner er en del af os selv. Vi kender så godt at ville noget, men alligevel vælger vi ikke at gøre det. Af frygt, usikkerhed i os selv, er der en stemme i os som hvisker: kan jeg klare det, er det det jeg vil, bare fordi tiden jeg lever i siger at jeg skal? Vi kan også få sagt for hurtigt ja til noget, fordi vi troede det var det rigtige at gøre, fordi alle andre gør det, er i gang med uddannelse, bygge familie op, leve almindelig liv som de fleste af os gør, men det er ikke sikkert at alle skal gøre det samme.

Vingården må frem for alt i den lignelse bruger om det, ikke blive et sted der lukker sig om sig selv. Ikke en lukket have, hvor enhver kan sidde under sin egen vinstok og have nok i det.

Vingården er et sted hvor der skal råde fred, kærlighed og glæde. Omkranset af mure som vingården den gang var, får vingården også karakter af et paradis, det store paradis, som er livet, verden, hvor det er Guds tanke, at de mennesker, som han elsker, skal leve et liv, hvor der er gode og retfærdige forhold. Hvor vi har omsorg for hinanden, og hvor de ulykkelige og de fattige ikke skriger fra jorden af lutter nød og elendighed. At vi lever et liv, hvor vi ikke krænker hinanden ved at rage til os og overlade de andre til dem selv og deres fattigdom og afmagt. Guds vingård er tænkt som et billede på livet. Lignelsen fortæller Jesus flere af. Hverdagssituationer danner baggrund for lignelsen. Lignelsen har i sidste et højere formål, at vise hen til en anden og bedre virkelighed.

Vingården er en lignelse. Den skal ligne noget andet end det den er. Den er som en god bog der godt nok er fiktion, altså noget ikke-virkeligt, men alligevel vil fiktionen vise os en anden og måske bedre virkelighed end den som er.

I sin nyeste bog Klinten skriver Jens Smærup Sørensen om en gruppe mennesker på en vej ved Klinten ud til havet, hvor orkanen Mona truer med at styrte store dele af klinten i havet. En roman som skriver sig ind i tidens bekymring og uro for klimaforandringer, og hvad det vil medføre af konsekvenser for vore liv.

Vi følger Sigrid som bor i et af husene ved klinten, og hendes forsøg på at skabe en fælles opbakning blandt vejens beboere til en kystsikring der kan modstå klimakrisen. Romanens mange personer lever deres stille liv i hver deres hus, og er i grunden blevet til nogle lukkede mennesker der kun har øje for hvad deres egne liv, og nyder at tale om de andre på vejen. De lever i hver deres vingård. Passer sig selv, små hakker på en ægtefælle gennem mange år, og nyder se sig selv som noget andet end naboerne på vejen. Da Sigrid og Jeppe, som er en anden af romanens vigtige personer begynder at banke på dørene for at få opslutning til et stormøde, kommer vi inden døre i husene, og ser og hører  hvordan livet leves på vejen. Mange har forestillinger om hinanden, gamle fastlåste liv, skal pludselig forsøges rykkes i retning af at kunne stå sammen mod en fælles trussel. Det kræver noget af hver af personerne. Alt i mens hører vi om orkanens Monas ødelæggende færd gennem lande på vej mod Klinten.

De lykkes at få stormødet afviklet, men det mest interessante er den udvikling hver af personerne gennemgår. For mange af dem bliver det at få åbnet dørene ud til verden og de andre mennesker på vejen en omvendelse. Flere af vejens beboere får et kærligt syn på dem de måske troede de intet til fælles havde med, men som viser sig at være et menneske som dem selv.

De mange små vingårde som passes nidkært bag de lukkede døre i husene på vejen, åbner sig langsomt og modnes mod den større fælles vingård. Den fælles verden som truer i orkanen, men som vi også når det ikke er orkan, lever i og af.

I lignelsen Jesus fortæller går det hårdt for sig. Guds orkan i skikkelse af vingårds ejeren vender tilbage og rydder op, ja, åbner op, for at vingården kan blive til det den skal være; et sted hvor gavmildheden vil flyde i kraft af vinstokkenes frugter.

Vi ved at når Jesus går over til at tale i lignelser er der alvorlige ting på spil. Jo, mere han vil tale om Gud og tydeliggøre hvad det er Gud vil med os mennesker, taler han i lignelser.

Lignelsen er forankret i en hverdagssammenhæng – vingården, men er også et billede på livet og verden.

Den verden vi har fået givet i skabelsen skal vi værne om og sørge for at den ikke går til i destruktion og selvoptaget udnyttelse. Gud sender til slut sin søn, arvingen for at se hvordan det står til med vingården. Det er Jesus der fortæller lignelsen, som selv er arvingen og ham går det ikke bedre end de første, og de slår ham hurtigt ihjel.

I den tro og forhåbning at nu er både ejer og arving ryddet af vejen, og de kan nu vælge at gøre med vingården som de ønsker.

At lignelse ikke kun handler om forhold på Jesus egen tid bliver pludselig tydeligt når han til slut siger: I vil blive udelukket fra Guds kongerige. I stedet overlader han det til et folk, der vil få det til at blomstre.

Nu er det os som lytter til lignelsen i dag. Vi er det folk, der skal få det til at blomstre. Det var det Sigrid følte var hendes opgave ved Klinten.  

I lignelsen er vingården blevet til noget mennesker vil bestemme over og gøre med som de har lyst til.

De to brødre, som bliver bedt om at gå ud i vingården for at arbejde, ved selvfølgelig godt, hvad det betyder. Men de siger begge ét og gør noget andet. Det afgørende er imidlertid ikke hvad de siger, men hvad de gør. Det er derfor verden mere og mere ligner en hærget vingård. For ord har vi rigeligt af, men godhed i praksis har vi alt for lidt af. Troen på Gud er ikke kun et spørgsmål om hvad vi siger, men om hvad vi gør. Gud har kun vore hænder!

Vingården kan vi tænke som en verden der en gang har været, og som folk stadig huskede og forbandt noget særligt med. Det kan vi se af den anden lignelse, som Jesus fortæller. En vingårdsejer er rejst udenlands. Det er Gud der efter sin skabelse har overladt til mennesket at tage vare på skaberværket. 

Vingården kan ikke klare sig på egen hånd. Vinstokkene skal beskæres for at der kan vokse druer. Gavmildheden fra druernes saft giver sig ikke af sig selv. Vi må hjælpe til og tage ansvar hvis vingården ikke skal gå til i forfald. Hverken hos Esajas eller i lignelsen Jesus fortæller går det vingården godt. Tværtimod må sige, går det rigtig skidt.

Vi er hver en lille vingård med vores ønsker og behov. Men vi er også del af en større vingård.

Grundstenen er det ord lignelsen bruger til at sige noget om det nye som er kommet. Der er lagt en sten, givet af Gud. Vi kan stoppe op foran den sten, og begynde at lægge en ny have. Måske vil stenen falde over os, knuse os, og så er det jo for sent.

Vi har fået en vingård at leve i. Gud forventer af os at vi bærer frugt, og den gode frugts begyndelse er selvransagelsen. Hvad vil jeg? Sige ja fordi jeg synes, at det skal jeg, og ikke gøre noget. Sige nej, og ved nærmere eftertanke, vende om, og gå ud i vingården.

Vi har hver især vores lille vingård, som er del af den større vingård. Vi må beslutte os for, hvad vi vil. Amen