Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« Markusevangeliet 2,14-22

Der kan midt i det hele, i hverdagens tid, opstå et rum, hvor noget særligt sker. Midt i den gamle tid, den tid vi lever i, hvor alt på mange måder er som det plejer, som de gamle lædersække Jesus taler om. Dem er er der sådan set ikke noget galt med. Det gamle rummer visdom, læring og erfaring, som vi ikke kan undvære.

Tolderen Levi får en dag besøg af Jesus, de fortsætter til hans hus, hvor Jesus sætter sig til bords for at spise sammen med Levi og en masse andre mennesker. Toldere og syndere som de kaldes. Tolderne opkrævede skat, og alle mistænkte dem for at tage mere end de skulle; syndere det lyder ikke som nogle rare folk, men det var dem som ikke altid lykkedes med at leve ordentlige liv. Jeg tænker der nok har været en del af dem!

Et hverdagsbillede på Jesu tid, som vi har hørt det så mange gange før. Jesus er sammen med dem de andre ikke vil lege med. De står kritiske og surmulende udenfor og kigger på det der sker inde ved bordet. De lægger deres moral ned over noget så harmløst som en gruppe mennesker samlet om et bord for at spise. Hvad de jo ganske sikkert også selv nyder at gøre, og føler som en meningsgivende handling. Fællesskabet omkring bordet bekræfter og styrker relationen mellem mennesker. Bordet er et billede på det jeg vil kalde for et mellemrum i de liv vi lever.

Livet er ellers meget forskelligt som det leves. Ved bordet sætter vi os, ansigterne vendt imod hinanden, et foreløbigt øjeblik, en standsning af tiden, et pusterum inden vi forlader bordet og går hver til sit.

Jesus kommer forbi Levi der sidder ved toldboden, følges med ham hjem, sætter sig ved bordet sammen med andre. Et stop i tiden, et mellemrum, et rum mellem andre rum. I rummet mellem det vi kommer fra, og det vi er på vej til.

Dåben af Anton i dag er et sådant mellemrum. Familien er kommet i kirke fordi Anton skal døbes. I kommer et sted fra, for et øjeblik stopper I op, og møder et grænseland, hvor I ser Anton forlade jer og gives over til Gud, for igen at vende tilbage til jer. Den samme Anton, men nu velsignet med ordene om, at Gud vil være hans indgang og udgang i livet. I det mellemrum som dåben er, får vi at høre, at Gud altid er med ham, og at han derfor aldrig behøver at føle, at hans livsmuligheder er opbrugt. Selvom om dåben er årtusinder gammel, er det den nye vin, som hver gang hældes over barnet med vand og ord.

Jeg læste nogle kloge ord af sidste års nobelpristager i litteratur den polske kvinde Olga Tokarczuk. Hun taler som forfatter om mellemrummet som det mest inspirerende og givende. Hun fortæller at i mellemrummet mødes modsætninger, hvor alt ikke står klart, men er en smule udvisket. Det er i mellemrummet at nye fortællinger bliver til. I mellemrummet bliver nye symboler og metaforer til.

En ny metafor får vi, da Jesus siger: ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!

I mellemrummet som er samværet ved bordet sammen med Levi og alle de andre, sker noget nyt. De kan vi se på alle som står udenfor og kigger på. Forarget er de over at Jesus ikke holder på formerne for hvem man spiser sammen med. Det er jo det som er mellemrummet, som skaber nyt, en tænkepause for dem som var hurtigt til at fordømme dette samvær mellem Jesus, Levi, de andre toldere og synderne.

Her mødes modsætninger, både ved bordet og ikke mindst dem som står udenfor og kigger på, farisæerne og de skriftkloge. Det er dem som er hurtige til fælde dom, og vise sit ubehag og afstand til det som sker omkring bordet.

De repræsenter de gamle læddersække, og doserer den vin som de synes vi skal drikke. Den gamle vin som er blevet drukket i lange tider, som sikkert har en god og fyldig smag, men som også har en tendens til at blive for meget. Kvalmen ved en gammel vin som har ligget længe i sækkene, kan overvælde os, det er som om det fylder for meget, for kraftig i sin smag, og skaber en tilstand af apati i os. Tingene er som de er, og hvorfor skal vi lave om på det.

I mellemrummet dukker Jesus op ved Levi toldbod. ”Følg mig” lyder det fra ham, som både en opfordring, men vi skal høre det som en invitation til at følge med, fordi noget nyt skal ske.

Kaldet til at følge med skal vi høre som en indbydelse til at tage med ind i en ny verden. At blive taget med ind til noget nyt, for at kunne gå ud i livet med en oplevelse af, at noget er blevet anderledes.

Den gamle vin og de gamle sække er fortid. Vi kan naturligvis ikke skære fortiden væk. Den har vi hele tiden med os, vi kommer fra den, har den med i det vi møder, men fortiden skal have en fremtid. Levi har måske oplevet den dag omkring bordet med Jesus, at noget nyt er kommet til, at hans liv for altid har ændret sig.

Som vi kan erfare det når brødet og vinen ved nadveren er blevet delt ud, og præsten vender sig om for at læse bortsendelsesordene. I det mellemrum, hvor alle har fået, og nu skal vi sendes bort, og bevare det vi har fået, så det styrker og opholder os.

Hvad mon det skete med Levi? Vendte han mon tilbage til sin toldbod og satte sig og talte penge igen, – de indkrævede skatter til romermagten? Eller vil han juble som David i salmen (Salmernes Bog 40,2-6)jeg læste før fra alteret, hvor vi hører David sige: Herre, min Gud, dine underfulde handlinger og planer er til gavn for os; ingen står mål med dig! Jeg vil fortælle og berette om dem,…

Mellemrummet skaber noget nyt, en overgang til en fase af livet, hvor det gamle bliver nyt, fordi vi har mødt et menneske der vil det nye. Ung vin på nye lædersække, er et radikalt budskab, som bryder med alt det gamle, uden at det gamle som fortid er glemt. Jesus er den skaber nyt ved bordet sammen med Levi og de andre. Vinen er ung og læddersækkene er dem som sidder med bordet, som får hældt den unge vin på.

De er parate og har lagt det gamle bag sig. Det gamle som kommer tydeligt til udtryk i Jesu ordsprogsagtige formulering: De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Vi skal have blik for dem som er i klemme, og ikke tro at bare vi kan have det godt ved at gøre som vi altid har gjort, overholde love og regler, være sammen med dem vi kender.

Det gamle skal indimellem fornys. Livet er ikke stilstand, det er den holdning vi hører farisæere og skriftkloge forsvare. Fastetiden skal holdes, lige meget om et menneskes liv er i fare.

I mellemrummet ved bordet den dag i Levis hus sker det nye. Det nye kommer på besøg, og vil være sammen med dem som ingen andre har lyst til at være sammen med. De raske står udenfor og har deres på det tørre, de syge sidder rundt om bordet og må leve med at blive set ned på, men ikke her! Jesus kommer sammen med Levi med lyset og livet. Han sætter en ny orden, og måske var Levi med i den bevægelse, der brød med jødedommen og dannede de nye menigheder.

En helt almindelig dag var det for Levi ved toldboden. Det endte som en helt ny og fantastisk dag.

Jeg har talt om mellemrummet som det øjeblik i livet, hvor noget gådefuldt og nyt sker. Dér hvor vi hives ud af vore vante forestillinger. Tingene er ikke længere som de var. Vi kan ikke tro at vi kan tage imod det nye, og hælde det på det gamle læddersække. Vi må tage imod det nye og være parate til, at det har fundamentale konsekvenser for vore liv. Vi kan skal lade os forandre, glæder os alt det vi får givet.

En ganske almindelig søndag morgen i oktober, hvor efteråret er ved tage fat. Æblerne falder af træerne og minder os om at livet skal vi miste. Miste for at få noget nyt; den nye vin som kom på besøg hos Levi og hos os i dag, for at vi skal lade os forvandle i krop og sind. Amen