Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Matthæus 20,20-28

Fortællingen vi har lyttet til, er egentlig ganske klar i sit budskab. Vi er udleveret til hinanden, og derfor lever vi i magtforhold, hvor den ene, den stærkere kan gøre vold mod den anden, den svagere. Jeg er sårbar når jeg møder et andet menneske. Relationen kan meget let tippe over, sådan at den ene vil have magt over den anden. Det er nogle gange mere reglen end undtagelsen. Vi kæmper for vores liv og for vores børn, som vi ser moderen gøre det i fortællingen. Lysten til magt for at få kontrol og føre sit ønske igennem kender vi alle.

Hvad tænker I efter at have hørt om Zæbedæussønnernes mor? Genkender de stærke moder følelser for sit barn? Hun er for meget, og da ikke bare komme og bede om at hendes børn skal stilles i første række?

Matthæus fortæller om en mor til 2 drenge, som henvender sig til Jesus, og beder ham om at sørge for at de må få plads i hans rige. Moderfølelser er stærke. En mor sætter alt til side for sit barn. Barnet er som en forlængelse af moderen selv, og hun lever ikke kun for sig selv, men i ligeså høj grad for sine børn. Og nogle gange også gennem sine børn, så at de aldrig bliver frie. Det er derfor man taler om, hvor vigtigt at det er på et tidspunkt at skære navlestrengen over mellem mor og barn. Strengen blev kappet ved fødslen, men den vedbliver at være et symbol på tilknytningen mellem mor og barn. Den skal skæres over for anden gang.

I dag behøver man ikke at være mor for at dele disse følelser, forældreligestilling og kønskamp, gør at en far er ligeså tilknyttet til sit barn og lever med i hvordan det går barnet. Der er ikke noget bemærkelsesværdigt ved denne mor og hendes omsorg for sine 2 drenge. Det fortæller om den naturlige kærlighed mellem forældre og børn.

Der er heller ikke noget mærkeligt i at Jesus fortæller om magtens lyst til at være i kontrol. Han løfter det op på et politisk plan, og kommer med ét nyt og helt uhørt budskab: I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, 

Vi hører om en mor der gerne vil være i kontrol med, hvordan det kommer til at gå hendes sønner. En mere forståelig kontrol, fordi det er kærligheden til sine børn, der får kvinden til at komme med dette ønske overfor Jesus.

Magtens mænd vil meget gerne styre og være i kontrol, også det kender vi. Tænk på verdens magtfulde mænd, og kvinder, for de findes også. Magtfulde personer handler sjældent af kærlighed. De vil have kontrol, af frygt for tab, men ligeså ofte af lysten til magt. Den magt kender vi også i dag. Demokrati og menneskerettigheds-erklæringer forhindrer ikke, at der findes folk som stadig er drevet af ønsket om at have magt over andre. Derfor har vi erklæringer som formulerer rammer og love for, hvordan vi skal leve med hinanden. De er nødvendige, for vi kan let komme til at gøre hinanden fortræd.

Når Jesus siger til disciplene, at sådan skal det ikke være blandt jer, er disse sætninger bemærkelsesværdige, når vi tænker at de er formuleret på Jesu tid. På Jesu tid var slavesamfund almindelige og anerkendte, og det er derfor endnu mere bemærkelsesværdigt, når vi tænker på, at disse ord blev til en verdensreligion.Kristendommen omvurderede alle værdier. Værdier som vi stadig holder fast ved, ja lever i, som har været med til at formulere civile love for hvordan vi skal leve sammen. Magten undertrykker og styrer i et forsøg på at være i kontrol og ensrette mennesker og liv. Jesus siger at magten skal bruges til at tjene den anden. Det er sådan man bliver stor i hans rige.

Jesus kritiserer fyrster og stormænd som misbruger deres magt over folk. Den kritik lever videre den dag i dag, når vi gør op med magtens mennesker, der tilsidesætter menneskers liv alene for at have magt til at bestemme.Jesus taler fra et helt andet sted end magtens position, der alene går efter at opnå den højeste udbytte ved at styre og handle, som den der har magt vil det.

Det er Guds ord som Jesus lægger stemme til. Ordene han taler, er hans egne, men budskabet er Guds, for som han selv siger til kvinden, det står ikke til ham at give sædet ved hans venstre eller højre hånd til nogen. Det er Gud som bestemmer, hvem der skal have de pladser i det rige han er kommet for at oprette. Han er talerør for Guds vilje.

Magten vil stadig sætte sig igennem i verden, den gør den hele tiden, men sådan skal det ikke være blandt jer, siger Jesus til de ti andre disciple. Vi kender magtens sprog, som er, at de store er store, og de undertrykker de små. Magtens sprog er ensidigt i sit syn på andre mennesker og verden. Det taler om blive større, om at skubbe andre væk, trykke ned, og tit sker det også skjult under dække at ville gøre noget godt.

Jesus fastholder paradoksalt nok magtens sprog når han siger, at den der tjener, er stor. Det vil sige, at tjene andre, betyder ikke, at man gør sig selv lille og selvudslettende.

Magtens mænd misbruger deres magt, fordi magt i deres sprog og verden, alene er til for deres egen skyld. Til at udbygge og befæste deres position, til at gøre dem rigere, for at holde folk nede, der truer deres position i samfundet.

Det er ikke hvad Gud vil fortælle os, i det liv han viser os i Jesus.

Jesus siger vi skal tjene andre, og at vi er store, når vi gør det. At være stor i hans rige handler ikke om kontrol og magt, men om at afgive sin magt og dele livet sammen med den anden. Den der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener.

Vi er store, når vi er til for den anden. Når jeg tjener andre, anser jeg den anden for at være et formål i sig selv og ikke blot et middel for mig. Men jeg reducerer heller ikke mig selv til at være et middel for den anden.

Jesus spiller sig selv ind i samtalen om magt, når han taler om at han er kommet for at tjene mennesker ved at give sit liv som løsesum for mange. Løsesum handler om give noget for at købe andre fri. Jesus er forbilledet for hvordan vi skal tjene hinanden i kærlighed. Jesus gav sig selv til mennesker, uselvisk i sin kærlighed var han, tænkte på det andet menneske før han tænkte på sig selv, om han skulle have noget ud af relationen. Paulus siger smukt om Kristi kærlighed i Romerbrevet: for heller ikke Kristus tænkte på sig selv.

Han tjente mennesker og det førte til at han døde på korset. Jesus på korset bliver i den kristne religion symbolet på, at han tjente mennesket i kærlighed til han døde af det. Jesus på korset er derfor også blevet kristendommens varemærke, tegnet på, at Gud i Jesus, dør på korset, og viser mennesket at kærligheden opgiver sig selv for at være hos den anden. Vi er ikke som han, og skal heller ikke være det. Jesus hænger på korset i mange kirker – også her! – og er det smukke budskab om Gud, der i Jesus gav sin kærlighed til mennesker. Korset er det sted hvor Gud gør sig selv sårbar og dermed viser at han giver sig selv til mennesker.

Vi er også tjenere er det budskab Jesus vil række os i dag. Vi er ikke små ubetydelige tjenere overfor Gud. Det lille barn vi har døbt i dag fortæller meget godt hvad det vil sige at være en tjener over for Gud.

Dåbens liv er et liv i tjeneste. Barnet døbes med vand over sit hoved, ja, vi skal faktisk tænke os det sådan, at barnet forsvinder i vandet og stiger op ad vandet for at træde ind i sit nye liv som tjener for Gud.

Dåbens liv er et smukt billede på livet som tjener. Vi har ubetinget betydning for Gud, og vi lever som hans tjenere, og det vil altid være en kamp. Vi forsvinder hen i livet, giver os selv til andre, vi bør være ligeglade med status, magt og karriere, for som tjener for Gud, bliver vi store ved at tjene, og mærke den glæde det giver, at være noget for andre. Det er når vi er sammen, at vi skaber liv. Amen