Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.« Matthæus 11,16-24

Tidligere, og her mener jeg dengang, livet for de fleste menneske blev levet lokalt og i overskuelige sammenhænge, var det meget nemmere at følge med og svare på det man oplevede.

Lokal er blevet til global. Vi lever i den store verden, selvom vi stadig bor lokalt. Der sker så meget rundt omkring på kloden, som vi hører om, og selvom vi ikke kan gøre noget ved, er det som om at det alligevel sniger sig ind på os og kræver vores svar.

Vi kan ligeså først som sidst opgive den uhyrlige tanke, at vi skal kunne følge med i alt og tilmed svare på det. Vi ville brænde ud, hvis vi skulle følge med og tilmed have en holdning til alle mulige ting som sker rundt omkring.

 Er det nu bare en mavesur Jesus vi ser brokke sig over sin eget folk, fordi de er sløve og ikke vil svare når nogen spillede på fløjte eller brød ud i sang. Nej, Jesus er ikke bare sur, han er vred! Man kan næsten høre ham stå sammen med en række trætte pædagoger og sige med en kærlig tone: hør nu her; I beklager jer, I ligner børn, der sidder….

Jesus klager over sin egen tid. ”Denne slægt” siger han næsten stønnende, og mener hermed, at den er da helt umulig. Det svarer til det vi hvad vi kan møde i enhver tid, at der er nogen der klager over tiden de lever i. Over tidens gang og menneskers måder at leve på. Tidens forfald og drømmen om den gang altid var bedre.

Der er nogen som stiller sig udenfor tiden og samfundet, og føler sig berettiget til at klage over tidens måde at leve på. I dag ville vi ikke sige ”denne slægt”, men ”folk” eller ”mennesker idag”.

 Det er også sådan vi må forstå Jesu ord. Hvad skal jeg sammenligne denne slægt med, siger han. Det skal vi høre som en kritik. Det er ikke et neutralt spørgsmål. Hvad er der vejen med folk? Og så sammenligner han dem med utidige børn, der hverken vil det ene eller det andet. De vil hverken lege bryllup eller begravelse.

Jesus er ude i et andet ærinde end blot at klage over sit folk og deres ulyst eller dovenskab til at svare på hvad livet møder dem med. Ugidelighed er vel hvad det handler om hos en gruppe af mennesker. De vil gerne have de andre til at danse efter deres pibe, men ikke deltage selv.

Der er ikke noget nyt i dette. Det kunne vi allerede høre hos profeten Ezekiel (Ezekiels  Bog 33,23.30-33). Profeten Ezekiel gør den samme erfaring. Han arbejder som profet for Gud, men ingen vil høre på ham. Jo, de vil gerne høre hvad han har at sige, men når det kommer til at handle på hvad de har hørt, er de ganske døve.

Lade livet passere som en neutral grå masse. Desillusion kunne være et svar på deres tilbagelænet holdning. Den ærgrelse, skuffelse som kan ramme os i livet, når det ikke bliver som vi havde regnet med. ”Det har vi prøvet, det er ikke noget for os, det virker ikke, det gør ingen forskel, det har vi ikke råd til, det kan vi ikke” – ja, sådan kunne svaret lyde.

Vi kan ikke tvinge folk til at leve eller opføre sig på en bestemt måde. Det kunne man tidligere hvor kongers og lovgivernes ord var magt, og hvor de jo ofte ikke lod det blive ved ordene, men lod den følge af magt. Kunne man ikke overbevise folk, måtte man om nødvendigt tvinge dem med sværdet. Den går ikke længere i et moderne samfund, hvor vi må tale os til rette om tingene.

Jesus har alligevel fat i noget væsentlig i sin kritik af ”denne slægt”. Det mindste man kan kræve af mennesker når man taler til dem, er et svar. En eller anden form for reaktion på det sagte. Jesus taler om de som sidder og lytter til fløjte-spil og klagesange, men ikke gør noget. De vil ikke andet end bare sidde på deres flade, og lade verden passere forbi. Det er muligt at leve livet sådan, men er det klogt?

Vi kan ikke svare på alt, sagde jeg før. Og skal heller ikke, for det ville slide os op. Nogle gange bliver vi helt stumme, fordi døden river et menneske bort. Så står vi dér tavse, må bøje os under livets til tider barske vilkår. Så synger vi klagesange, som svar på vores afmægtighed. Vi kan ikke bare leve videre som om intet var hændt, for den savnede som vi var i levende samtale med svarer ikke mere, og der går en tid før vi igen føler vi kan svare for i livet.

Karen Blixen havde et motto der lød: ”Jeg må svare”. Mottoet betød ikke kun at svare på et spørgsmål der blev stillet, eller på breve hun modtog, men i dybeste forstand at svare for. Tage ansvar for sin tilværelse. Være med i livet, deltage i det livet møder én med. Søren Kierkegaard taler om at ”ethvert menneske må være ansvarshavende redaktør for sit eget liv”. Det betyder at taler nogen til mig, må jeg svare for, stå inde for det liv jeg har fået, og reagere på den der henvender sig til mig og min tilværelse.

At leve som svar kunne vi kalde det anliggende Jesus er kommet med. Derfor må han selvfølgelig blive vred på dem, der ikke vil være med i livet, som er at svare på det som sker. Jesus levede selv hele tiden som svar på det han mødte. Derfor ser vi ham spise med samfundets svage, dem vi kalder for toldere og syndere. Derfor blev han af nogen kaldt for en frådser og dranker. Johannes levede på en helt anden måde, men det var hans svar. Han søgte Gud i ørkenen og levede af vilde biers honning. Jesus mente at Gud måtte være at finde i relationen mellem mennesker. I det som sker når mennesker mødes.

De levede begge som svar på noget, de følte de måtte svare på.

Livet er et spørgsmål, som vi hver især livet igennem skal svare på. Svar skal ikke her forstås som facit, for livet kan leves på mange måder. Svar skal nærmere forstås som et svar på den appel livet møder os med. Svaret er heller ikke om livet nu svarer til vores behov, for så sidder vi på torvet og gider ikke være med. Svaret er at vi hører appellen som den udfordring vi skal svare på.

Livet lever vi i hverdagen, hvor vi forfølger vores mål i den, og spørger hele tiden os selv om den svarer til vores behov. Dem som sidder på torvet tænker i behov, hvad er godt for os. Hvad kan vi gøre for at få vores behov opfyldt.

Jesus ser livet som skabt. Gud har skabt jorden og alt liv. Skabelse betyder at livet er ikke noget vi selv sætter i værk. Det har værdi og betydning før vi begynder at leve det. Vi skal leve det som svar.

Hvad det egentlig handler i al sin enkelhed siges smukt af Grundtvig i morgensalmen vi begynder med i dag (Morgenstund har guld i mund). Grundtvig skriver om morgenen, der er som guld, oplyst af solen gennemlyser den alt, og vi skal leve dette liv ud i glæde. Svare på det med glæde. Det er i sidste del verset, at Grundtvig beskriver hvad det vil sige at leve livet som svar Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små.

Det betyder at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde. At gøre gavn, er ikke at sidde stille og betragte livet og råbe til de andre, hvad de skal gøre. At gøre gavn er at leve som svar. Det er at involvere sig i livet, og med andre, tage ansvar ved at svare på det livet vil mig, også selvom det ikke lige svarer til mine behov.

Omvendelsen som Jesus netop efterspørger i de byer, hvor hans mægtige gerninger var sket, er at de i Jesu barmhjertigheds gerninger havde set en appel de skulle svare på.

Ved at vende om og ændre deres liv, svare på livet, ved at gøre noget andet, møde livet ikke som krav, men som den gave der kræver hver dag kræver mit svar. Amen

                                                                                                  Hans-Henrik Ross