02/07/2024 0 Kommentarer
Prædiken Trinitatis søndag v. Hans-Henrik Ross
Prædiken Trinitatis søndag v. Hans-Henrik Ross
# Prædikener
Prædiken Trinitatis søndag v. Hans-Henrik Ross
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matthæus 28,16-20
Vi begynder den lange Trinitatis tid denne søndag. Den lange grønne tid, som først slutter med kirkeåret, og vi begynder et nyt kirkeår første søndag i advent.
Denne lange grønne tid, kaldte jeg den, fordi den falder smukt sammen med sommeren og efteråret, hvor livet gror og langsomt dør igen. Vi skal alle trinitatis søndagene følge Jesus og hans møde med mennesker, hans lære i lignelser, hans vejledninger til sandt liv, i hans fortællinger om hvordan livet skal leves i det rige, Gud vil skabe på jorden gennem ham.
I epistlen til menigheden i Efesus (kap. 1,3-14), som vi lyttede til før, siges det enkelt og tydeligt, hvad Jesus er kommet med: Kristus skal samle alt det splittede i himlen og på jorden, når tiden er inde til det. Takket være Kristus har vi fået del i den opgave, som vi var udset til. Det var Guds beslutning, og han gennemfører altid sine planer.
Det begynder på en bjergtop. Matthæus afslutter sit evangelium.
Bjerget fortæller at vi er fjernt fra verden, men også midt imellem himlen og jord. Disciplene samles, de 11 som er tilbage, for Judas svigtede og tog sit eget liv. Inden de skal ned af bjerget igen, for det jo den vej det går. Livet leves ikke på bjergtoppe, fjernt fra livet ved jorden. Mennesker der søger mod bjergenes toppe, kommer altid ned igen. Som regel beriget af oplevelsen at være på jordens tag.
Livet leves ved jorden. På jorden, i hverdagen, sammen med andre, og vi sendes ned af bjerget med ordene om, at Jesus lover, at være med os indtil verdens ende. Og da vi ved at Jesus taler på Guds vegne, bliver vi forsikret om, at Gud er med os. Jeg er med jer alle dage, slutter Jesus af med at sige til os. Det er med de ord i hukommelsen, at turen går ned ad bjerget.
Hvad med os, når vi hører de ord? Det løser ikke alle vore problemer og udfordringer. Vi tænker helt naturligt, at vi da ikke i al evighed, til verdens ende, er beskyttet mod de slag vi får af livet. De kommer hele tiden, det kan vi være sikre på. Bjerget er en slags boble uden for tid og jord. Vi lever på Herrens mark, hvor livet leves, og den ene dag er livet en let gang på jord, næste dag er det op ad bakke. Ordene skal heller ikke forstås sådan, at intet ondt vil hænde os. Snarere vil Jesus trøste os. Han er med os i alt hvad vi kommer ud for.
Tænk blot på hvad vi gennemlever i disse måneder. Og vi må gå ud fra, at det ikke er slut endnu. Vi er på vej, men vejen foran os er usikker.
Den tøvende tvivl som vi hører nogle af disciplene møde Jesus med, kender vi godt. Er det nu sikkert det vi hører, kan vi regne med det, hvem skal vi have tillid til? Det er langt fra sikkert at dem der har magt, formår at give os den tryghed og omsorg vi søger. Magten er kontant, beslutter og ting sker, men det ikke altid at det er med til at gøre os mere sikre.
Til magt hører også afmagten. Politikere der viser deres afmagt, kan vi godt lide, dem får vi tillid til. For de viser at de godt ved, som vi alle gør det, at i livet kommer vi til at stå i situationer, hvor vi ikke ved hvad vi skal gøre. Afmægtige er vi overfor livet. Godt at erkende at vi er afmægtige. Ikke i alle forhold, for ellers ville ansvar miste sin betydning. Når vi siger at et menneske har ansvar for en anden eller noget, siger vi også at det menneske har magt. Magten til at tage ansvaret på sig, for at noget kan ske.
Disciplene som tvivlede, hører til dem, der manglede mod, som ikke turde stole på om det virkelig var Jesus, de så. De ville ikke opgive magten til selv at bestemme.
Vi går glip af meget i livet, når vi altid vil have magt over tingene. At acceptere en svær situation jeg er havnet i, er at erkende sin magtesløshed. Det er at erkende, at her kan jeg intet gøre. I den situation er det vi må huske på ordene som Jesus sagde, jeg er med jer alle dage. Han svigter ikke i de øjeblikke hvor livet er tungt, for han har magt fra Gud. Magt til hvad? – magt til at give tryghed, befrielse og oprejsning.
At være magtesløs er at erkende, at i livet skal jeg ikke klare alt selv. En svær erkendelse for mange af os, da vi opdrages til at vi skal tage ansvar, og skylden er din egen. Magten er din, helt alene. Magtesløsheden viser at vi ikke skal leve med den forestilling, at alt hviler på vores skuldre. For med den forståelse af livet, følger helt automatisk, at vi også skal klare livet selv. Og magtesløshed bliver set på som svaghed og nederlag.
Jesus siger netop til disciplene ”mig er givet al magt i himlen og på jorden” for at lette dem for byrden, at skulle være ansvarlig for alt. I afmagten ligger der en trøst, som fortæller os, at vi ikke skal klare alt selv. Jeg føler mig i den grad rummet i den beskrivelse forfatteren Tage Skou Hansen gav i sin takketale for en litterær pris han modtog i 1987 for at være en folkelig, kristen og dansk forfatter. Han giver i talen et svar på, hvad det er vi kan bruge kristendommen til: Ifølge kristendommen er det ikke nogen skavang ved tilværelsen, at den ikke går op. Og hvis der ligger nogen uoprettelig skavank i mennesket, er det nok fremfor alt det magtbegær, som gerne vil beherske tilværelsen og have den til at makke ret.
Et befriende budskab, ja, ligeså frisættende som de ord Jesus sender os ned af bjerget med: jeg er med jer alle dage. Gå ned af bjerget, og vid at Gud ikke bare er med jer, men at Gud møder jer, går foran jer, som i den franske hilsen adieu, ”til Gud”. Altså, mens vi bevæger os, er Gud tilstede i det vi bevæger os henimod.
Er Gud med os, hvad vi selvfølgelig må tro at Gud er, bliver let til at Gud bare følger med, og Gud elsker os, som vi er. Det kan let gå hen og blive til sådan en hygge-Gud, der ikke kræver noget af os.
Dynamikken forsvinder, hvorimod hvis Gud er det vi bevæger os henimod, skaber det ikke bare tryghed, men bliver også til mod og kamp i os for det vi vil.
De mange demonstrationer vi ser i USA i disse dage, hvor tusindvis strømmer ned i gaderne i en kamp for sortes rettigheder til at blive behandlet med menneskelig værdighed, kræver et mod til at stå fast. Det kræver noget trods, at vende sig mod myndigheder og politikere, der lader stå til.
Det kræver tro og styrke på, at der noget som giver os mod og håb til at klare de ting vi får at kæmpe med.
Gud er med os, er den hilsen disciplene sendes ned ad bjerget med. Gud er lederen kunne vi sige, der giver os en befaling, om at gå. Gud er lederen som fortæller os hvad vi skal: elsk din næste, vær barmhjertig, sæt ikke dit lys under en skæppe, bekymr dig ikke om dagen i morgen – for Gud er med dig, bag dig og foran dig i al evighed til verdens ende.
Jeg kan føle mig nok så fortabt og isoleret i mit eget kammer, men jeg er under Jesu magt ikke alene i mit mørke og min ensomhed. Han, som har magten, har selv været i mørket og har stået alene i verden. Når Jesus siger: Mig er givet al magt i himlen og på jorden, vækker det derfor ikke blot lettelse i mig, men også mod til at gå ud i dagligdagen og ikke frygte fremtiden al for meget.
Når vi taler om at tro på Gud, erkender vi vores afmægtighed og afmagt, overfor at skulle klare alt i livet. Troen er netop en tvivlen på, at jeg selv skal og kan alt her i livet. I troen ligger vi som de tvivlende mennesker vi også er, vore liv hen til Gud, og håber på hans magt vil være der for os. Tvivlen bunder i vor magtesløshed. Gud vil sætte os fri af magten. Vores magt til at få livet til, som vi vil have det.
Der en grund til at kristendommen bærer korset som sit centrale symbol. Det kors som tegnes over barnet ved dåben, og derved fortæller barnet, at det er sat ind under Guds magt.
Der ligger mere i korset end Guds beskyttelse, for på det kors blev Jesus hængt op af dem, som troede de sad ind med tolknings magten. Med den endegyldige sandhed om Gud og mennesker. Den sandhed de mente at sidde inde med, bliver i korset til usandheden. For korset kommer til at stå som symbolet på, hvor lidt vi mennesker kan bestemme hvad sandheden er.
Korset taler ikke om magt, men om en dyb ydmyghed i kærlighed til mennesket. Ikke en magt som puster sig op. En magt i kærlighed som sender os ned af bjerget, ud i verden, i livet, i hverdagen. Ud på Herrens mark, hvor vi nok kan føle os alene, men aldrig er helt overladte til os selv. Amen
Kommentarer