Prædiken 2. s. e. påske 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes …

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte:

»Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.  Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.« AMEN

Åbn vores ører,

så vi kan genkende klangen af din stemme.

Tag om nødvendigt en fløjte i munden og blæs så højt,

at det kan høres i de fjerneste egne

og træng ind i de hårdeste hjerter…

Bliv ved med at kalde på os,

når vi går i dødens skygger…

Sådan lyder uddrag fra en bøn til denne søndag…

”Genkende klangen af din stemme”. Det kan være svært at genkende klangen af én stemme i en verden, hvor vi konstant bombarderes med mange stemmer…

Det kan opleves som en summende larm for vores ører, og det kan være svært at sortere i den grød af lyde…

Vi lytter måske til toneangivende stemmer, når vi gør os velmente anstrengelser for at nå det gode liv og hele tiden bestræbe os på at gøre det rigtige…

Vi vil så gerne sikre os og have vished for, at det, vi baserer vores liv på, er det rigtige.

Vi forsøger måske krampagtigt at sikre os livet med alt det, der ligger inden for den horisont, som vi kan se grænserne for…

Vi kan anstrenge os så meget, at vi kan leve i den indbildning, at vi skylder os selv vores egen tilværelse. Men anstrengelserne har deres begrænsninger…

Når verden væltes omkuld af en virus, så undgår vi ikke at hele vores verdenssyn bliver væltet omkuld - slår en kolbøtte.

Krisen bliver en uundgåelig anledning til et 360 graders eftersyn på vores eget liv og livet med hinanden…

Vi får øje på menneskelivets skrøbelighed – og at det allervæsentligste slet ikke er i vores egne hænders magt…

- det giver anledning til refleksion…

I sidste uge mødtes jeg med mine konfirmander i Gadevang. Vi sad alle på hvert vores værelse – de i hvert deres og jeg på mit hjemmekontor…

Jeg spørger dem på mødet, hvad de synes, der er sværest ved corona-situationen

– og de svarer på forskellige måder på det spørgsmål

– de svarer med hver deres stemme, med hver deres erfaring og hver deres opfattelse af verden - men essensen er den samme…

Det sværeste er at undvære fællesskabet – ikke at kunne mødes med de andre…

En siger: ”Det er første gang, at jeg savner skolen – sådan rigtigt! Jeg savner fællesskabet – det er ikke det samme at lave matematik alene”…

En anden fortsætter: ”Ja, jeg savner at se andre end min familie. Det er ikke det samme at skrive sammen.

Der opstår så mange misforståelser – og der er samtaler, der aldrig opstår...”

Den første fortsætter: ”På en måde føles det som at være spærret inde, men der er samtidig en større frihed, fordi man kan gøre tingene, når man vil…”

At livet er spændt ud mellem frihed og ansvar er kendetegnende for menneskelivet, men måske opleves det særlig stærkt i en krisetid.

Friheden løsrevet fra fællesskabet kan medføre en ligegyldighed – hvis jeg ikke behøver at gøre det nu, så kan jeg vel gøre det i morgen eller… måske behøver jeg slet ikke at gøre det – hvilken betydning får det… - for hvem gør jeg det egentlig…?

I en corona-situation bliver vi opmærksom på, hvor fattigt vores liv er alene og uden fællesskabet….

– hvor meget levet liv, der er gået tabt i ensomhed og måske er druknet i ligegyldighed.

Vi ser tydeligere det, som vi måske hele tiden har vidst, men som nu står særlig tydeligt for os. Vi vil gerne være en del af flokken – en del af fællesskabet…

• uden fællesskabet går vi til grunde
• uden fællesskabet mister vi retning og farer vild….
• uden fællesskabet mister alting mening og betydning og kan drukne i ligegyldighed…

I dagens tekst siger Jesus:

”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd... ”

Jesus er den gode hyrde for flokken. Den gode hyrde fører os ikke direkte og hurtigt i mål - let og enkelt - ved at skyde genvej i fladt terræn.

Den gode hyrde går hele den besværlige vej – ad snoede stier og igennem dybe og smukke landskaber i al slags vejr – sammen med os i liv og død…

Han vogter os ved at sætte sit eget liv til for os…

- så langt går kærligheden, når den er guddommelig

- så langt går Gud for at skænke os tilgivelse og frihed til at leve

Det er et liv spændt ud mellem frihed og ansvar – et liv, der er

• stort og åbent
• frydefuldt og skræmmende på samme tid…

Det er ikke et liv i en flok, hvor vi skal marchere i takt – og ikke kan tænke selv… men det er et liv, hvor vi har frihed til at tale med vores egen stemme og tage ansvar for livet med hinanden.

Med den frihed er der også mulighed for at komme på afveje – i jagten efter vished og sikkerhed kan vi fare vild i alle de stemmer, der gør sig gældende i tilværelsen…

Det kan opleves som en summende larm for vores ører, og det kan være svært at sortere i den grød af lyde…

Vi forsøger måske krampagtigt at sikre os livet med alt det, der ligger inden for den horisont, som vi kan se grænserne for…

Vi kan anstrenge os så meget, at vi kan leve i den indbildning, at vi skylder os selv vores egen tilværelse…. men anstrengelserne har deres begrænsninger…

Måske er det, hvad vi får øje på, når vores verdensbillede bliver væltet omkuld…

Vi får øje på menneskelivets skrøbelighed – og at det allervæsentligste slet ikke er i vores egne hænders magt, men i Guds…

Det kan være svært at tro på – og at have tillid til – for ligesom jøderne i dagens tekst, så vil vi gerne have vished for, at det er sandt, før vi tør vove os ud på den sti

- tro det og have tillid til det.

Vi kan ikke undgå at blive i tvivl …

Og dog er det løftet – at vi er i den magts hånd, der skabte verden i kærlighed og som skabte mennesket til et liv i frihed og ansvar i et guddommeligt billede, for at vi kan genkende klangen fra hans stemme…

- Så vi kan følge ham 

- Så vi kan ligne ham 

- Så vi kan forstå, at vi er forbundet med hinanden… og at vores liv blive til og får retning i fællesskabet - får mening i flokken…

Vi kan forsøge at stoppe fingrene i ørerne for at undgå støjen, men hyrdens røst - klangen fra Guds stemme - vil fortsætte med at klinge og minde os om, at vi er i den magts hånd, der satte sit liv til for os – at vi der er elsket og tilgivet… også når vi er kommet på afveje …

Åbn vores ører

så vi kan genkende klangen af din stemme.

Tag om nødvendigt en fløjte i munden og blæs så højt

at det kan høres i de fjerneste egne

og træng ind i de hårdeste hjerter…

Bliv ved med at kalde på os,

når vi går i dødens skygger…

Intet kan rive os ud af din hånd. Du, der er med os alle dage… AMEN