Billede: Chagall. Himmelfart 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Amen

En samtale om kærlighed mellem Jesus og Peter. Elsker du mig? – og bagved det spørgsmål lurer usikkerheden i et menneskes søgen efter kærlighed: elsker du mig ikke?

Hvem husker ikke legen som ung, hvor man plukkede blomsterblade af en stilk, samtidig med at man for hver blad sagde ordene – elsker, elsker ikke. 

Vi søger alle efter kærligheden. Det kommer allerede frem i den måde vi ser det andet menneske på, altså menneskesynet vi vælger at møde den anden med. Det er som den svenske forfatter Per Olav Enquist siger det i én af sine bøger: ”Et menneske kan leve uden sit syn, en blind er også et menneske. Men hvis man ikke bliver set, så er man ingenting”.

Det menneske som hele sin barndom blev overset eller den, som ingen ser til, går på den ene eller anden måde til grunde som menneske. Det mest afgørende i et barns liv er, at der er kærlige øjne der ser det. Ser barnet med varme og glæde.

Kærlighedens blik - i de øjne man bliver til.

 Når Jesus spørger Peter om han elsker ham, vil vi nok høre dette spørgsmål som en usikkerhed. Det er et menneske der er usikker på, om det nu også har den andens kærlighed.

Jesus ved med sig selv, at hans kærlighed står fast. Men han kan huske at Peter i én situation lovede, at han aldrig nogensinde ville svigte Jesus. Det løfte kunne han ikke holde, og Jesus sagde den gang til Peter, at inden hanen havde galet to gange, ville han have fornægtet ham tre gange. Og det skete.

Der var altså gode grunde for Jesus, at spørge Peter om hans kærlighed. Den havde svigtet i afgørende øjeblikke i deres fælles liv.

Kan man kræve at få svar på dette spørgsmål? – Elsker du mig? Vi fornemmer at Peter ikke føler sig helt tilpas med situationen. Han vælger ikke at bryde ud den store genkærligheds erklæring, men benytter et ord om at holde af som mellem venner – ”Ja, Herre, du ved jeg har dig kær”.

Det er ikke fordi jeg mener, at der ikke må tales om kærligheden, eller vi må vise hinanden kærlighedserklæringer. For mange kærlighedserklæringer kan også have den modsatte virkning, at ordene mister deres betydning.

Kærligheden skal lige så ofte finde sit udtryk i den måde vi er over for hinanden på. Kærligheden skal kendes på sine handlinger. Hvis alle vore kærlige ord til hinanden ikke følges op af handlinger, hvad er de så værd? I denne tid med corona må vi begrænse vores kærlighedsytringer til at være ikke kropslige. Det gør dem ikke mindre velmenende og betydningsfulde. Deres værdi får en større betydning i denne tid, hvor ikke må komme for tæt på hinanden. Dog ikke på dem som man lever og bor sammen med. Mon ikke vi om 9 måneder vil se et boom i gravide.

Det nyforelskede par vil oftere tilsige hinanden deres kærlighed i ord og handlinger. Ægtefæller der har delt et langt liv sammen binder deres liv sammen ved genkendelige handlinger, som de hver især udmærket kender efter alle disse år. Og en gang imellem kan det lyde fra den ene til den anden: Jeg elsker dig! – og straks lyder det fra den anden: jeg elsker også dig!

Det siger meget godt hvad kærligheden i grunden er, nemlig en grund under vore liv. Det er det vi må forudsætte er tilstede, uden at vi hele tiden skal spørge om du nu elsker mig og jeg dig. Kærligheden er ikke en vare som et menneske leverer til et andet. Jeg kan ikke komme til et andet menneske med det formål, at jeg skal lægge kærligheden ind i det menneske. Hvis jeg virkelig kunne nedlægge kærligheden i det andet menneske, så ville der ikke længere være tale om et forhold mellem menneske og menneske. Det ligeværdige forhold mellem to mennesker, ville være afløst af et magtforhold, hvor der ikke ville være nogen grænse for, hvad den ene kan gøre med den anden.

Når vi elsker et andet menneske, så forudsætter vi at kærligheden er tilstede i det menneske. En gang imellem kan det selvfølgelig være nødvendigt at spørge om det, som Jesus gør overfor Peter. Elsker du mig Peter, og Jesus føjer til, mere end de andre. Er man i tvivl om et andet menneskes kærlighed, og det er et menneske som står én nær, og man vil sikre sig at kærligheden er ægte, så kan man som Jesus gøre kærligheden eksklusiv ved at føje til - mere end de andre.

Vi sammenligner os med hinanden i mange sammenhænge, og også når det gælder kærligheden, vil gerne vide os fuldstændig overbeviste om den andens kærlighed. Elsker du mig mere end de andre!

Jesus lyder usikker og søgende i sin spørgen, men det er vel ikke anderledes end hvad vi selv føler. Det er et fundamentalt vilkår ved vores menneskelige tilværelse, at vi er udleveret til hinanden. Det betyder at ethvert møde med et andet menneske er et kærligheds møde i den forstand, at den måde vi mødes på, har konsekvenser for vores forståelse af livet.

Det er hvad de berømte ord af teologen Løgstrup vil udtrykke: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Relationen mellem mennesker er vigtig, og den er altid en relation i kærlighed, fordi kærlighed handler om, hvordan vi tager vare på hinanden.

Når vi i Bibelen hører Gus beskrevet som kærlighed, må det betyde, at alt hvad der er til, er blevet til i kærlighed. Når Gud er kærlighed bliver alt hvad han rører ved til af den kærlighed. Altså er der kærlighed nok til alle, og kærligheden er ikke noget vi skal handle med, men vi skal vise kærlighed og forudsætte at kærligheden er i den anden.

Det lyder som 68’ernes glade budskab, som Beatles sang det i sangen All you need is love. Drømmen om en verden og en menneskehed, hvor der er kærlighed nok til alle.   

Når Jesus tre gange spørger Peter om hans kærlighed, er det fordi at det ikke er nok at sige, at kærligheden er. For kærligheden skal kendes på sine frugter, på det vi gør for hinanden. Der er i høj grad knyttet handlinger til kærligheden, og det er sådan vi selv kender kærligheden, som noget der gøres imod os. Kærligheden er ikke noget vi skal fortjene os til. Det er måske der vi mange gange går fejl, fordi vi mener at kærligheden er et regnskab. Den er ikke gratis, den koster noget.

Når vi siger at Gud er kærlighed, så er der en kærlighed lagt ud under os alle. Gud elsker os, uden at vente på, at vi skal gøre os fortjent til det. I barnedåben bliver det meget klart, at Guds kærlighed er gratis. Barnet forventer vi ikke skal leve op til nogle betingelser, barnet får kærligheden på sit glatte ansigt. Her er der ingen krav, der først skal honoreres. Det er den kærlighed barnet skal fortsætte med at leve i.

Det er en kærlighed der kræver noget når Jesus siger– vogt mine lam, vær hyrde for mine får. Selvfølgelig gør den det, for i kærligheden vil vi noget med det andet menneske. Derfor stiller kærligheden krav, ellers ville det heller ikke være nogen rigtig kærlighed.  Amen