Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannes 1,1-14

Johannes skriver sit helt eget juleevangelium. I går juleaften lyttede vi som altid til den kendte tekst skrevet af Lukas. Om hele verden der skulle tælles under kejser Augustus, om turen fra Nazaret sammen Josef og Maria på vej til Bethlehem, hvor hun føder om natten i en stald. Hyrderne på marken får om natten besked om fødslen. En fødsel de ikke har noget med at gøre, men de skulle være de første vidner om at Gud er kommet til verden i et menneske. Det understreges smukt med englenes himmelske sang ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! - at nu sker noget særligt.

Johannes fortælling om det som sker er ikke mindre fantastisk og farverig i sin beskrivelse. Johannes går anderledes til værks med sin fødselsberetning, løfter sig op over fødslen, og taler om at der findes en sandhed i det som sker uafhængigt af tid. Der er noget majestætisk og højtideligt over tonen: I begyndelsen var Ordet, Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Det er også teologi på et dybere plan. Et mysterium er vel ikke helt forkert at kalde det ord Johannes taler om.  

 Det er stadig et mirakel med denne fødsel. Johannes gør også fødslen til en sproglig handling. Jesus blev født hersker der ingen tvivl om. Den verden, Kristus fødtes ind i, var en gammel verden, sådan som vores er det. Nu i sproget, som det der åbner for virkeligheden. Og som giver os sidenhen mulighed for at vi med sproget kan erfare, at verden er noget mere end vi kan beskrive. 

Fødslen julenat er virkelighed: et lille barn, et menneske, bliver sået i blandt os. En begyndelse, ja den største begyndelse, verden har set, siden den begyndtes i selve skabelsesøjeblikket. Dengang Gud sagde: Der skal være lys! Og der blev lys. Og Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.

Prologen som man kalder Johannesevangeliets indledende ord er en fortolkning af Det gamle Testamentes åbningsord, som vi lyttede til før. Johannes går længere i sin fortolkning af jordens skabelse. Guds ord skaber ikke kun den ene gang i begyndelsen. Ordet som var hos Gud bliver som i skabelsesfortællingen til liv. Et liv der som ordet kommer helt tæt på os. Nemlig i et menneske. Det er Jesu fødsel Johannes fortæller. Hans fortælling om fødslen. I Jesus ser vi Guds ansigt og hører Guds stemme.

De første læsere af Johannesevangeliet forstod nok bedre end vi gør, hvad det betyder at Jesus er Skaberordet. På hans tid var der en skoleretning, som lagde vægt på at Ordet – logos på græsk – er verdensfornuften som giver vores tilværelse sammenhæng og betydning. Den kristne tolkning som Johannes kommer med, er at Jesus udtrykker den dybeste logik i vores liv.

Det er julens mysterium Johannes fortæller om. Barnet som ligger i krybben er Guds måde at vise os sig selv på. Gud er tilstede overalt og hele tiden, som en hemmelighed, som et mysterium. Gud findes ikke bare i hullerne, hvor vores viden ikke kan komme længere. Men overalt gennem sin skabelse. Livet bliver hele tiden til. Ordet er levende og fuld af liv. Ordet som er Jesus bliver til sprog og mening for mennesker.

Alt er sprog. Vi forstår verden på sprogets betingelser. Verden har vi på sprogets betingelser. Med sproget taler vi sammen og det er med til at give vores liv sammenhæng og mening. Sproget er vi vant til refererer til noget i verden. Siger vi ”det regner udenfor i dag”, ja så kan vi ved at kigge ud konstatere om det sandt eller falsk.

Hvordan forholder det sig med Johannes udsagn ”ordet var hos Gud, og ordet var Gud”?

Nu sagde jeg før at logos hører til i den græske verden og er den tanke eller det princip, der gennemtrænger verdensordenen. Der er noget – Gud kalder vi det – som er udenfor verden, en endelig sandhed uafhængig af tid og sted. Når logos fra den græske verden møder den hebraiske verden og Guds ord, der som vi læser det i skabelsesberetningen er hans magt til at skabe liv, så bliver Guds Ord til Kristus hos Johannes. Der er på én og samme tid noget evigt og samtidig levende over dette Ord. Verdensfornuften kommer os helt nær, når Ordet bliver født som et lille barn. Her er Gud en vilje til liv, Gud bliver menneske, ordet forlader tankens univers og bliver til liv. Det er det som sker, når vi selv har tænkt en tanke, og sætter ord på tanken.

”Ordet blev kød og tog bolig i blandt os” – så er vi ikke længere i tvivl om hvem det ord er. 

Hvis Ordet er Kristus så har det Ord også en magt til at skabe og det i al fremtid. Jeg tænker på de gange hvor Jesus mødte et menneske og følte hvor meget det menneske ønskede hjælp, og altid sluttede af med at sige efter at have hjulpet: din tro har frelst dig! Underforstået er, at der er noget mere i denne verden som kan gøre mirakler.

Det ved vi jo allerede godt det kan, da Gud i begyndelsen sagde, der skal være lys. Og der blev lys. Ordet skaber hvad det nævner. Sproget har en styrke i sig der kan skabe, som når vi siger hej til et andet menneske, spørger til dets liv, opmuntre, glæder os på en andens vegne– og ødelægge kan sproget, må vi huske at tilføje, når vi taler ned, er tavse, direkte bruger ord der i stedet for at opmuntre gør at den anden mister livsglæden.

Sproget er ord der binder os til hinanden, med sproget lærer vi at forstå den anden og den verden vi lever i. ”Vi overlever kun fordi vi bruger ord” siger digteren Inger Christensen.

Det er ordet der rummer en kraft til at skabe, og som ikke i alle tilfælde svarer til noget derude i verden. Det religiøse sprog, kan vi kalde det, vil fortælle om en bestemt måde at se verden på. Når Johannes siger at Ordet er hos Gud, så tænker vi selvfølgelig på det Ord, som bliver til kød, som fødes i barnet Jesus.

Vi kalder også det Ord som bliver til kød for inkarnationen, som betyder i kødet, altså Guds menneskevordelse i Jesus Kristus. Det har den væsentlige betydning for os, at det guddommelige ikke er noget fjernt og uopnåeligt. Det er noget, vi kan deltage i og blive delagtige i. I det kristne fortolkningsunivers er det netop muligt, fordi Gud blev til et menneske, at tyde hverdagens hændelser.

Ordet var hos Gud fortæller om sprogets åbenhed. Den kristne tro på Gud er en fornuftig tro på sprogets transcendens skriver den fornyelig afdøde danske filosof Peter Kemp. Transcendens er det som ikke er til at se her i verden, men det som overskrider verden og hører til i det hinsidige. Transcendens er et andet ord for Gud. Siger vi Gud taler vi om det der er mere end hvad verden vi står i kan give os. Så vil vi sige noget mere.

Når Johannes siger at Ordet var hos Gud siger han, at tro er ikke kun at respektere nogle love og regler, det er at vide, at troen som sprog kan forholde sig til en virkelighed som ikke er nu. Det er jo hvad vi mener når vi taler om at tro på Gud. Og sproget vi taler om Gud i, hvad vi kunne kalde for det religiøse sprog, er et sprog der kan tale om noget som ikke er til.

Vores liv er uafsluttet. Vi ved ikke hvad livet skal blive til. En åben horisont. Det fortæller positivt at livet ikke er bestemt til noget på forhånd. Den negative side handler om, at det selvfølgelig for os alle er bekymrings vækkende at livet peger ud mod en ukendt fremtid. Det var selvfølgelig derfor Gud i sin første skabelse efter hver dag sluttede med ordene: Gud så at det var godt! En trøst at vide i livets storme, at livet er skabt godt. At det gode kommer før det onde!

Men vigtigt at vide at Ordet var hos Gud. Er hos Gud, og det betyder at sproget, ordene holder vores liv åbne for det nye, for friheden, for det gode, for skønheden og dermed for Gud. Troens sprog er en tro på det muliges virkelighed. Ordet, sproget hos Gud, er Johannes måde at fortælle sit juleevangelium på. En ny begyndelse der gentager den begyndelse som Gud havde sat i gang. Jesu fødsel er dette Ord, som bliver til et menneske, der skinner som lys i mørket, og mørket kunne ikke slukke det lys.

Jesus er Ordet der bliver til kød, til et levende menneske, som fortæller os, at verden er noget mere end det vi kan se og beskrive. Ordet hos Gud der blev til kød, til lys i menneskers liv, siger hvem Jesus er. Det siger også noget om at med ordene kan vi holde livet åbent for det muliges virkelighed. Amen

L