3. søndag i advent 2019

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

 Lukasevangeliet 1,67-80

Denne profeti, som vi lige har hørt, handler om Johannes døberen. Det er hans far Zakarias, der fremfører den i forbindelse med hans fødsel og mens alle naboer og familie er samlet.

Der er noget særligt over som Johannes døberen at forstå sit liv i et bestemt lys, i at have en særlig livsopgave som vel er de færreste af os beskåret bortset fra de kongelige.

Lige for tiden kan man se en fortsættelse af den engelske TV serie The Crown om den engelske dronning Elisabeth, hvor hun helst havde været fri for et liv som dronning og i stedet havde haft muligheden for at vælge sit eget liv. Og man kan godt forstå hende, for hun lever ikke efter sit eget hoved men efter rollen og forventningerne til en dronning.

Faktisk er det jo også en skæbne temmelig langt fra i dag, hvor vi siger til børnene, at de kan blive lige det de vil- frit valg på alle hylder for livsvalg- når bare de er glade, er vi glade, siger vi– bortset fra hvis de spilder deres liv og muligheder, det skuffer os som forældre.

Det med at spilde sit liv, det føler Dronning Elisabeth’s yngre søster Margaret til gengæld også, at hun gør i TV serien. Hun har egentlig haft nogenlunde frit valg på alle livsvalgshylder, men hun hader sin rolle som den evige nummer 2 efter dronning Elisabeth;

en rolle som hun forsøger at vriste sig fri af og det har på en vis måde ødelagt livet for hende. Hun ser det ikke som et lykketræf, men som et sort uheld at være født som nummer to efter sin søster.

Der findes vist nok en talemåde, der kaldes den evige to’er! Den der altid står efter en anden ikke bare i søskendeflokken, men i det hele taget. Sådan en skæbne, hvor man altid indtager andenpladsen, som vicepræsident el vicedirektør eller viceminister eller viceborgmester. Sådan en næstformand, næstkommanderende, souschef, som bare så gerne ville være nummer et.

Så alt det viser vel, at livet er svært for mange forskellige skæbner uanset, om man får en bunden livsopgave eller ej. For Jesus og Johannes, de to fætre, er det en bunden livsopgave, som vi hører det her af Zakarias mund, men om det ender godt er straks sværere at sige.

De ender f. eks begge med at blive dømt til døden midt i livet vel omkring de 30 år, Johannes bliver halshugget og Jesus korsfæstet. Begge på grund af deres kompromisløshed i forhold til at kritisere magthaverne og de toneangivende i det daværende samfund.

Dengang var der ikke noget hædersfuldt over at være en whistleblower, en som siger sandheden frem for alt. Da kom man ikke i avisen eller blev hyldet som helt af folket som idag, men fik lukket munden på den mest brutale vis, hvilket selvfølgelig også stadig sker rundt omkring i verden.

Man kan også spørge sig selv, om ikke der var en vis oprejsning i at blive husket og hædret af eftertiden, i at have haft en verdensomspændende betydning som Jesus og døberen har det?

Jeg ved ikke helt, om man kan kalde disse to fætre for idealister, men det, som man kan beundre dem for, var, at de så det gode og det satte de på en vis måde over deres eget liv; eller de var optagede af det gennem en stor del af deres korte liv, hvad der var det gode i Guds øjne..

Man kan indvende, at det har også mange andre mennesker gennem historien gjort, altså gået efter det gode om de nu var troende eller ej; men jeg tænker, at det vigtige for dem alle ikke var deres egen rolle i livet her i verden, men kærlighedens rolle, som skulle komme os alle til gode!

Derfor var det sikkert heller ikke noget problem for fætter Johannes at være en slags nummer to efter fætter Jesus, fordi han så det sådan, at de tjente den samme sag, nemlig Guds rige, som er hans kærlighed.

Dengang jeg var til min første jobsamtale som præst i folkekirken, var der en i det pågældende menighedsråd, der spurgte mig: Hvad er din ambition? Og før jeg rigtig kunne nå at tænke mig om, kom der et svar ud af min mund, som jeg siden hen har tænkt: Hvor kom det fra?

Jeg svarede næsten øjeblikkeligt: ”Det ved jeg ikke, jeg tror ikke, at jeg har andre ambitioner end den at være et godt menneske”! I den situation var det jo et forholdsvis godt og ydmygt svar, men at skulle leve det ud i livet var jo straks en større og mere krævende ambition.

Både Jesus og Johannes var ambitiøse, fornemmer man, når man læser evangeliet, men det tyngede dem ikke så meget. I hvert fald hører man forholdsvis få beklagelser over deres opgave! Måske fordi de følte, at ikke at de kun arbejdede ambitiøst på egne vegne, men på alles vegne og ikke mindst på Guds vegne.

Guds rige var alles rige – og de skulle gøre det klart for folk, for mennesker af alle slags: At Guds rige er hans evige kærlighed, som vi alle har en andel i, hvis vi vil tage imod og bære den videre. Hvis vi vil, kan vi dele den kærlighed med andre, fordi det giver mening til vore liv sammen.

Det er en gammel sandhed, at den største glæde er i kærligheden; dermed menes ikke, at kærligheden altid er lykkelig, det ved vi, at den ikke er. Nej der menes med det, at det vi gør for andre, også påvirker os selv. Så når vi elsker vores medmennesker, eller bare hjælper dem eller gør dem en tjeneste, så gør det også noget for os selv.

Måske kommer vi ikke ligefrem til at elske os selv ved at elske vores næste, som buddet lyder, men vi får skabt noget godt i os selv og andre, et håb, en fortrøstning og det er en rigdom i livet for dem og for os.

Det er i al sin enkelhed adventsbudskabet, at Kristus kom til verden og skabte noget i os – et fortrøstningsfuldt livsmod, som vi kan dele med hinanden. Det livsmod som får de døve til at høre og de stumme til at tale osv., som vi sang om først i Grundtvigs adventssalme og som vi skal synge om igen om lidt i Brorsons adventssalme. Amen.