Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«  Matthæus 18,21-35

Tilgivelse kender vi alle til. I større eller mindre grad afhængig hvad skylden drejer sig om. Man har båret rundt på en skyld, det kan være meget eller lidt. Skylden ligger dér i tankerne og kroppen og fortæller historien om det jeg gjorde eller sagde. Skylden gør tung, tilgivelsen sætter fri. Tilgivelsen ligner kærligheden, barmhjertigheden og tilliden. Det giver ikke mening at tale om tilgivelse hvis det ikke handler om noget der er sket mellem personer. Tilgivelse foregår mellem mennesker, som har krænket hinanden. Et forsikringsselskab kan ikke tilgive, heller ikke et firma.   

Skylden slipper vi ikke for som menneske. Karen Blixen har vist en gang sagt, at et menneske uden skyld er et umenneske. Skylden gør os til menneske. Vi begår fejl og bliver skyldnere. Skyld skal også forstås som det vi skylder at gøre. Livet skal vi ikke holde for os selv. Det fortæller noget om vores ansvar for liv.

Uden tilgivelse smuldrer vores liv. Skylden som ansvar er vores daglige opgave. Skylden som kommer af at vi har gjort noget mod en anden, har vi brug for at få lettet. Tilgivelsen letter skylden, fordi der løftes noget af os og vi bliver set som mere end det vi gjorde galt.

I den lignelse Jesus fortæller er der tre personer: en konge og hans skyldner og hans skyldners skyldner. Det er ham i midten, som er interessant. Han står med en milliongæld som han ikke kan betale selvom han gerne vil. Gælden er uendelig, og manden er knust af den, kan ikke komme ud af den. Lignelsen har en gammel titel ”den gældbundne tjener”, som er ganske præcis i sin beskrivelse. Bundet af gæld, det han skylder væk, som han ikke kan klare ved egen drift og evner. Skyld er hans navn.

Lignelsen fortæller Jesus som et svar på Peters spørgsmål om hvor ofte han skal tilgive sin bror. Vi får intet at vide om baggrunden for hans spørgsmål. Vi kan jo tænke selv over hvad Peter kunne have af grunde til at sige som han gør: Måske Peter synes at Jesu tale om tilgivelse var alt for grænseløs? Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til synhalvfjerds gange – skal du tilgive.

Peter og vi med ham kan mene at det er retfærdigt at sætte en grænse for barmhjertigheden og det tilgivende sind overfor mennesker der begår alvorlige forbrydelser, og måske gør det igen og igen.

Kan vi tilgive et menneske i det uendelige? Hvad med den unge mand som tog til Syrien og tilsluttede sig islamisk stat, og som i denne uge er vendt til Danmark. Hvis han har gjort noget forkert skal han selvfølgelig have sin straf, for det siger loven. Men skal vi også tilgive ham? Mange vil have svært ved det.Det må være op til Gud vil jeg sige. Den Gud vi som kristne tilbeder er ikke en projektion af vores egne tanker og ønsker. Gud er aktiv og fri i sin handlen. Det kan vi ikke bestemme og tale på Guds vegne, vil kun binde Gud til det vi synes at Gud skal være. Lad Gud kun råde slutter Kingo sin morgensalme.

Det er hvad lignelsen vil fortælle os. Den skyldige med gælden står der foran kongen, der vil have sin penge igen. Han har intet at betale med og beder om at kongen vil være tålmodig.Så sker der noget i kongen, i hans indre, noget vækkes i ham, en medfølelse for et menneske der står hjælpeløs. Konen kender ham sikkert som én, der har taget fra mange, og blevet skyldig i en masse sammenhænge. Egentlig ikke en særlig sympatisk person. Bag det usympatiske ligger mennesket. Der er altid et menneske bagved handlingen.

Mennesket som er skabt i Guds billede. Gud som er i ethvert menneske, og fortæller om menneskets uerstattelighed.Glemme må vi ikke at mennesket kan træde væk fra det billede det er skabt i, og gøre ting som vi taler om som utilgivelige.

I de tilfælde hvor ugerningen – alvorlige overgreb og voldshandlinger- overgår hvad det er muligt for et menneske at tilgive, må vi sige til Gud: Du må tilgive! Hvis vi ellers deler troen på Guds tilgivelse. Måske Gud kan tilgive der hvor vi ikke kan.

Statsminister Mette Frederiksen holdt i august sin tale til Godhavndrengene der tilbage i 60’erne og 70’erne var blevet misbrugt på det groveste.Alle de små drenge som nu er blevet voksne mænd og mange af dem stadig mærket for livet af den behandling de fik dengang. Hun taler på det danske samfunds vegne og påtager sig skylden for den behandling de fik. I fik at vide, at det var jeres egen skyld. Men det var ikke jeres skyld. Det er aldrig børnenes skyld. Det er de voksnes skyld. Det samfund der lukker øjnene.

Det er ikke Godhavn drengene der har behov for tilgivelse. De har behov for at et samfund fortæller dem, at de ikke var skyld i de uretfærdigheder som blev begået.

De er blevet ladt alene tilbage med en følelse af, at de selv var skyldige. Og har på den baggrund brug for en tilgivelse, der tager den tunge byrde fra dem. Om det siger MF til slut i sin tale direkte henvendt til af Godhavn drengene: Poul Erik, du har sagt, at det at få en undskyldning er en følelse af at have rundt med en sæk cement på ryggen. Og den bliver løftet af skuldrene. Jeg tror, enhver vil forstå, at når man bærer en sæk cement på ryggen, så ser man mest ned i jorden…… men når fortidens tunge apparat er sluppet. Så kan I ranke ryggen. Og løfte blikket. Og se frem i livet.

Tjeneren med gælden var i den grad skyldig, men mødte nåden hos en konge, som er så rig, at han ikke berøres af det lille tab.

MF taler på et samfunds vegne som er så rigt, at det selv med mange års forsinkelse kan sætte nogle drenge som er blevet til voksne mænd fri fra den tanke, at de havde noget med forholdene på Godhavn at gøre. Det var uskyldige, men har altid båret rundt på en skyld. Som voksne er de kommet frem til at det ikke var deres skyld, det de blev udsat for. Men i store ting i livet hvor det handler om undertrykkelse, vold og nedværdigende behandling skal der mere til. Der skal komme en repræsentant fra det samfund, som den gang tillod et sådant sted som Godhavn, og sige: det havde ikke noget med jer at gøre; vi undskylder, I er sat fri. 

Fri til at leve er netop hvad tilgivelsen kan. Du sættes fri af din skyld. Og derfor har den gældbundne tjener der bliver tilgivet sin kæmpe gæld intet fattet af tilgivelsens konsekvenser, da han straks griber fat i den første der skylder ham. Tilgivelsen er en ny tilstand. Den som selv har fået meget, skal være gavmild og gi. Den som modtager Guds tilgivelse, skal tilgive sine medmennesker. Det er en vigtig pointe i den kristne livstolkning.

Jesu tilgivelse af syndere er et under på lige linje med opstandelsen. Ved sine ord kunne han sætte mennesker fri for den eksistentielle byrde de bar rundt på.Fordi han taler på Guds vegne. At lære Kristus at kende i tilgivelsens praksis er det samme som at lære Gud at kende.

Om tilgivelsen kan vi sige at det er ny tilstand. Tilgivelse er, at det begynder. Liv begynder på ny og giver nye muligheder. Tilgivelse er dermed også et kald til den gældbundne tjener, der er nu sat fri, til at ikke længere at være bundet og optaget af sin skyld. Og det var han så alligevel da han forlod kongen, og mødte en medtjener som skyldte ham et langt mindre beløb. Skylden levede i ham stadig, men nu ikke ham selv, men den anden han mødte, og som skyldte ham. Og han kunne åbenbart ikke se, at den anden havde ligeså meget brug for tilgivelse, som den han selv havde mødt.

Tilgivelsens egentlige væsen er at være kaldet til noget, der er vigtigere end ens skyld. Det er så nemt at blive hængende i skylden. Ens egen eller en andens. For skylden fodre så at sige sig selv med den handling der førte til skylden. Det kan vi bruge megen tid på at køre rundt i. Dvæle ved fortiden og plage os med hvad det var som skete og det hele kan ende i en stor selvforagt.

Tilgivelsen kræver noget andet af os. Tilgivelsen fortæller dig at du er meget mere end det du gjorde. Du er også et elskværdigt menneske og du har meget at give til andre.

Det var det Jesus kom med. Tilgivelsen som vi kan give os over i. Det er Guds nåde, hans kærlighed som vi får for intet. Om den kærlighed hørte vi Paulus sige i epistlen jeg læste før: at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft. Amen