Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!« Markusevangeliet 2,1-12

Da det nu er jubilæum i dag, har jeg tænkt at inddrage nogle af mine helte, som jeg har ganske mange af! Med helte mener jeg folk, hvis værker jeg beundrer og som har betydet meget for mig.

En af dem er Ib Spang Olsen og vi vil begynde ved et billede, som jeg købte af ham for ret nylig og som I kan se her i dag i kraft af kirkens spritnye videoprojektor, som kan sætte det op på væggen her ved siden af.

Jeg forelskede mig i det billede af flere grunde, skønt det var svært at vælge. Galleri Ib Spang Olsen, som hans søn har inde i Badstuestræde i København, har mange fantastiske tryk.

Jeg endte med at vælge denne litografi på grund af motivet, som er en familie på vej til den sidste sporvogn i aftenmørket.

De har tre børn, som aldersmæssigt er ret tæt på hinanden, ligesom vores familie, der også ligesom Ib Spang Olsen selv voksede op på Østerbro, hvor jeg var præst de første 12 år.

Billedet hører til serien Lille dreng på Østerbro, skønt motivet her er fra Njalsgade på Islands Brygge. Min egen erindring om Ib Spang Olsen går helt tilbage til barndommen, hvor han tegnede og fortalte i børnetimen på TV.

Jeg var fuldstændig tryllebundet af hans rolige stemme og den sorte streg, som bare løb afsted og tegnede det, som han fortalte om.

Og jeg nåede at opleve ham som foredragsholder, hvor han i sognegården ved Skt. Jakobs kirke fortalte om sin opvækst og viste lysbilleder af sine tegninger i serien Lille dreng på Østerbro. Da var han selv over firs, men fuldstændig lige så fascinerende som i barndommens TV udsendelse.

Det handlede jo ikke kun om at elske hans stemme og pen, det handlede om, at elske hans finurlige måde at se og skildre mennesker på. Aldrig ukritisk, men på samme tid med stor forståelse; måske særligt for dem, som faldt lidt ved siden af, dem som var lidt anderledes.

Og her er vi fremme ved dagens evangelium, hvor Jesus møder den lamme mand, hvis båre bliver sænket ned foran ham og folkemængden i huset.

Han ser på ham og i stedet for at forarges eller lægge afstand til manden, som afbryder hans forkyndelse, kalder han ham for søn; som føler han sig allerede forbundet md den fremmede.

Jesus ser den lamme mand på en anden måde end mange af de omkringstående, som lægger afstand til hans handikap, som kædes sammen med hans syndighed og Jesus tilgiver ham med det samme. Til stor fortrydelse hos de omkringstående skriftkloge.

Nu tænker I måske, at dette med at kæde syndighed og lammelse sammen er gammeldags og det er det jo også; alligevel har vi jo stadig i vores sprog begrebet at være lam som et nedsættende udtryk.

Ikke bare når man giver nogen en lammer ved at slå dem hårdt på armen, men også når vi siger: ”Du er lam!” er det nedsættende ment, så måske er vi ikke kommet så meget videre end den gang på Jesu tid, som vi helst vil tænke!

Men det fantastiske, der sker her, kan alligevel også rive os med ligesom, det gjorde med folkeskaren dengang; Underet- at den lamme rent faktisk står op fra sin båre og tager den under armen og går hjem vækker vild jubel!

Og Jesus demonstrationen af kærlighedens magt påvirker også os, selv om den i første omgang er rettet mod de omkringstående.

Jesus sætter de omkringstående på plads med sit perspektiv og han gør indtryk på dem med sit syn på den lamme mand, som ikke er forargelsens!

Jeg tror egentlig ikke, at Jesus er ude på at ramme eller udskamme de forargede eller os, som lytter, men at hans ærinde er at ændre måden at se andre på.. at påvirke vores syn på andre i en positiv retning!

Det ærinde deler han med både Ib Spang Olsen og forfatteren Halfdan Rasmussen, som er en anden af mine mange helte. De to var begge født København og var nogenlunde jævnaldrende og måske var de venner, i hvert fald kan man stadig købe Ib Spangs Olsens portræt af Halfdan i galleriet.

Sidstnævnte Halfdan Rasmussen har skrevet en række erindringsdigte fra sin skoletid og jeg vil læse digtet om kristendomslæreren, som er det eneste positive af lærerportrætterne i samlingen.

Og det var din lærer i kristendom

som ikke var særlig kristen

men snakkede ofte og gerne om

at man skulle elske næsten.

Og næsten var altid en sølle fyr

der manglede mønt på lommen

og havde lidt svært ved at holde styr

på livet og kristendommen.

Og læreren sagde at Gud var god

når blot man forstod ham rigtigt

og glemte det sludder om synd og bod

som ikke var særlig vigtigt.

For ham her Guds søn var de svages tolk

og spottede præstestanden

og følte sig hjemme blandt jævne folk

og folk der var helt på spanden.

Og læreren havde et ben af træ

og fipskæg og bakkenbarter

og kradsede sig på det højre knæ

skønt knæet slet ikke var der.

Og han kunne mange fortællinger

der slet ikke stod i bogen

om sprittere tyve og kællinger

og folk som gik vild i tågen.

Og når du gik hjem ku du se ham stå

ved stoppestedet og vente

og det var så dejligt at tænke på

at det var en mand du kendte.

Dette digt er efter min opfattelse i forlængelse af det menneskesyn, som Jesus havde. Et kristent menneskesyn, som kommer til udtryk i dagens fortælling om helbredelsen af den lamme mand. Det er åbningen over for dem, som skiller sig ud fra det gængse!

Det er fortællingen om det underfulde, som hele tiden bryder ind i vore liv med Kristus og rejser os op. Og som varmer os ved tanken om, at han kender os ligesom, vi kender ham!

Det er et helt særligt menneskesyn, som Halfdan Rasmussen, som selv erklærer sig som ateist som 14 årig, er optaget af at hylde og skildre gennem hele sit forfatterskab.

Måske er det utilsigtet, men han hylder efter min opfattelse Jesu nye måde at se mennesker på; Jesus ser andre med et kærlighedens blik, som rejser dem op, ja alle os op, som har brug for det. Han er den helt, som finder og anerkender dem, der går vild i tågen!

Vi skal aflægge det gamle menneske, som Paulus skriver til menigheden i Efesos og forny vores sind og ånd: Vi skal iføre os det nye menneske, det vil også sige at se vores næste med nye øjne.

Og Paulus tilføjer, at vi skal slide i det og selv frembringe noget godt med vore hænder, så vi har noget at give af til den, der har behov for det!

Det sidste er ikke kun et billede møntet på os, som sidder her som menighed. Det er også et portræt af Guds egen søn, som sled sig selv til døde for, at vi kunne blive set og selv lære at se vores næste med Guds kærlighed. Af mange grunde, men særligt fordi det vil gøre vore egne liv og gerninger meningsfulde for os.

En af kristendommens dybe indsigter er jo, at man føler sig rig, når man giver og deler ud af det, som man selv har fået. At rejse andre op ligesom Kristus gjorde og som han stadig gør.

Lad os vende tilbage til billedet af familien i mørket og lade vort blik følge deres mål, som er den sidste sporvogn, der holder og venter.

Den lyser mod dem i mørket, som noget smukt og trygt et stykke foran dem og derfor kunne man godt sige, at den kunne være et fint billede på Guds rige.

Guds rige er en svær størrelse at indkredse. Det rummer på en gang fortid og nutid, og er altså både dengang og nu og i fremtiden, fordi det er evigt.

Guds rige er både Jesu lignelser og hans undere, altså både ord og gerninger. Gudsrige er både synligt og usynligt – det eneste entydige ved det er, at det er Guds kærlighed.

Guds rige er den kærlighed, som Kristus kom til jorden med og som han delte ud med rund hånd og til slut gik i døden for. En kærlighed, som lever videre efter ham, som nu er hos sin fader og som vil fortsætte med at se os, som han gjorde, mens han var på jorden.

Gudsriget ligger også iblandt os som sporvognen, der lyser og hans søn, som oprejste alle, holder os i hånden i mørket på vejen derhen. Amen.