Prædiken til 16. søndag efter trinitatis 2019

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Lukasevangeliet 7,11-17

Når man læser fortællingen om enkens søn, ser man jo det hele for sig som en lille film for det indre øje. Man ser, hvordan Jesus og disciplene kommer gående op mod byen i følgeskab med den store folkeskare. Man ser dem ved byporten, da de møder enken med den afdøde søn på en båre på vej ud.

Vi ser for os, hvordan Jesus ser moderen og går hen mod hende og vi hører ham sige: ”Græd ikke”! til hende og de grædende i følget. Han rører ved båren og bærerne standser op. Vi kan i tanken svæve hen over optoget og høre deres gråd, vi ser deres fortvivlelse i ansigterne. Og vi føler: ”Tænk hvis det var mig”!

Alle ved, at det at miste et barn er noget, som man frygter at opleve og som man, hvis man oplever det, aldrig kommer helt over! Og for os, som ikke har prøvet det, tænker man, at det må være endnu værre, hvis det er den eneste søn, det eneste barn!

Karen Blixen har skrevet en novelle, et vintereventyr, som samlingen hedder, som handler om netop dette! Sorgagre foregår om sensommeren ved høsten, som vi netop har overstået og fejret i søndags.

Starten er ligesom i enkens historie fra Nain - et langt svævende vue for det indre blik fra oven og ud over det danske sensommerlandskab! Blixen beskriver, som var det filmet i fugleperspektiv fra de gyldne marker og grønne enge med græsende husdyr til den hvide landsbykirke og Herregården, hvor historien skal foregå.

Herremandens nevø, Adam, som har været udenlands kommer tilbage eller “hjem” som en søn af huset, som onklen ikke har set længe. Adam har rejst meget de seneste år og taget en ny forståelse af livet og tilværelsen med sig hjem fra en større verden. Egentlig skulle Adam arve herremanden, sin onkel, for også han har mistet sin eneste søn, Adams fætter.

Herremandssønnen var formodentlig på alder med enkens søn i Nain - en ung mand, da han døde, for hans far havde netop fundet ham et godt parti - en ung kone. Faderen ville nemlig have sin søn gift, skønt han altid har været syg og svækket- for at få en ny arving! Men inden brylluppet døde sønnen og derfor har hans far, herremanden selv giftet sig med den unge brud i håbet om den nye arving til sit gods!

Mens nevøen opholder sig på sin onkels herregård og underholder hans unge hustru, sker der noget usædvanligt, som onklen fortæller ham om. En ildspåsættelse på der nærliggende Rødmosegård, har brændt en ny lade ned til grunden, som var herremandens ejendom. Skytten og hjulmanden har fanget og pågrebet en ung gerningsmand, Godske Pil, som de så luske rundt om laden aftenen før branden om natten.

Den formodede gerningsmand nægter sig skyldig, men det er påstand mod påstand, skønt de to vidner også har noget personligt imod ham! Godske Pil bliver låst inde for at blive overgivet til herredsfogeden med et brev fra Herremanden. Og sidstnævnte betror sin nevø Adam, at herredsfogeden ganske sikkert vil gøre med Godske, som herremanden ønsker.

Men da Herremanden om aftenen er ude for at tage sin høstmodne rugmark i øjesyn, møder han Godskes mor, som er, om ikke enke, så alene med sønnen. Ane Marie, som hun hedder, beder om at få sin eneste søn fri fra straf og død og herremanden siger efter en pludselig indskydelse: “Hvis du kan høste denne rugmark fra solopgang til solnedgang, skal jeg frigive ham”!

Dette er et umuligt projekt, svarer Herremanden selv sin nevø, da denne spørger.. men kvinden Ane Marie er allerede i gang på marken med seglen siden solopgang! Nevøen Adam bliver påvirket i retning af vrede og forargelse over sin onkels holdning til at være ikke blot herremand, men ligefrem Herre over liv og død;

Adam føler, at han må advare onklen mod ulykken inden, at det er for sent. Men, siger hans onkel, tragedien er menneskets privilegium og da Gud ville lære tragedien at kende, var han tvungen til at påtage sig menneskelig skikkelse! Nemlig i Kristus, som vi ved, endte sit liv på korset.

Nevøen smiler for sig selv ved disse ord, et smil, som røber, at han tager afstand fra sin onkel som slægtens overhoved. Alligevel ender det med, at de begge går hen og ser på rugmarken med den arbejdende mor Ane Marie, som alle andre på gården har samlet sig om, også hendes søn Godske har fået lov til at se på.

Det forunderlige er, at hun ene kvinde når at høste marken lige inden solnedgangen mod alle odds.. da hun endelig ser op, er ansigtet strimet af sved og støv, øjnene brustne og let lukkede- men der er intet spor af frygt eller smerte hos hende! Midt mellem de oprevne ansigter der kigger på omkring hende, er hendes roligt, fredsommeligt, ja ligefrem mildt!

På et tidspunkt falder hun forover og nevøen Adam advarer sin onkel om at stoppe hende, før hun dør - men han svarer, at hun er rede til at give sit liv for sin søn! Og hvis nogen var det – ”villig til at give sit eget liv” skulle man så tage det så let og pludselig aflyse det, før det er slut, spørger herremanden?

Og han fortsætter: ”Ville hun, som har høstet hele den hede sommerdag som en gal for at redde sin søns liv, kunne forstå det, at han pludselig aflyste det hele? Det, hun gør, er en meningsfuld gestus - eller handling”, svarer herremanden sin nevø.

Og Ane Marie dør, da høsten er overstået og hendes søn er fri; efter at have givet alt, falder hun i armene på sin søn, hvis ansigt hun ser og rører blidt ved, før hun forsvinder, mens han Godske knuger sin mor ind til sig med ansigtet gemt i hendes hår!

Denne hans mors stedfortrædende død er jo den samme som Kristus’ død; ham, som enkens søn fra Nain, også er et billede på, en ung mand som blev oprejst af døden af Guds kærlighed efter tre dage i graven.

Man kan indvende, jamen hvad med den unge mand Godske Pil, som også fik sit liv tilbage? Er det meningsfuldt for ham at leve videre efter sin mors død for hans skyld?

Er det overhovedet meningsfuldt at dø for andres skyld, kunne man spørge? Kommer man ikke til at tabe modet stillet over for de trængsler, som andre har gennemgået for en? Sådan som Paulus beskriver det i dagens brev til menigheden i Efesus, som vi hørte først? 

Ikke desto mindre fastholder han, Paulus, det meningsfulde i at give sit liv for andre, idet han understreger: At de i kraft af det, som de har fået ved Kristus har fået styrke i det indre menneske ved hans ånd og at Kristus ved troen må bo i deres hjerter, så de kan være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed. Hvis nogen synes, at ordene lyder bekendte, er det, fordi mange af dem indgår i nadverbønnen hver søndag.

De indleder det måltid, hvor vi fejrer, at Guds søn gav sit liv for os, således at vi kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås, som Paulus skriver.

Og han tilføjer: Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed!

Evighedernes evighed, det udtryk antyder, at Guds har besøgt os sit folk og at hans og vores opstandelse ikke handler om livsforlængelse på jorden, men om at en anden og helt anerledes virkelighed træder i stedet for vores, nemlig Guds rige, der hvor alt er noget andet end den verden, som vi kender.