Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. Lukas 19,41-48 

Hvis nogen mener at i kristendommen og kirken handler det alene om, at være mild, blid og forstående, så fortæller denne lille episode fra Lukas noget ganske andet. Der kan være en tendens til at religiøse følelser alene accepterer de følelser hos mennesker, der møder livets tildragelser med den godmodiges tro. Den passivt lidende, der tager livet som det møder en, fordi det er Guds vilje.

Karikaturen af den troende er billedet af én, der i alle livets forhold bøjer sig under de vilkår som Gud nu sætter mennesket i, og med stor langmodighed forklarer alle der gider høre på det, at livet må man tage som det kommer. – Nu kunne det lyde som om, at jeg synes dette er helt forkert. Det er jo på mange måder smukt at hvile i en tro på, at tingene sker fordi de skal ske. Og over det hele råder den gode Gud.

Kingo har jo så inderlig ret når han i sin salme Sorrig og glæde de vandre til hobe siger: lad da min lod og min lykke kun falde, hvordan min Gud og min herre han vil.  – Livet går sin gang og vi tager det som kommer til os, selvom vi selvfølgelig gerne vil påvirke udviklingen i en bestemt retning.

Der er noget nådefuldt og taknemmeligt over Kingos beskrivelse af tilværelsens beskaffenhed. Smukt er det da, at tage hver dag og livet som Gud nu lader det falde i lod for én. Skulle man endelig stille sig lidt kritisk an overfor denne livsholdning, er det den passivitet der kan gemme sig i at tænke, at tingene altid sker fordi det nu er sådan den gode Gud vil det med mig og mit liv. – Den fromhed der gør en dyd ud af, at bukke nakken under livets vilkår, har jeg det svært med. Det er den direkte vej til at lade livet her på jorden forme sig som det nu skal, og så ellers se frem mod lyksaligheden i himlen.

Derfor er det befriende at læse hvordan Jesus da han kommer til Jerusalem både bliver vred og ked af hvad der møder ham. Vi ser ikke en Jesus der passivt ser til og resignerer og tager tingenes tilstand som et udtryk for, at det åbenbart er sådan Vor Herre ønsker det.

Vi ser en Jesus der med saft og kraft reagerer på nogle vilkår han finder uretfærdige og som er til at græde over. Ja, han græd over byen Jerusalem og hvad han så.

Tårer rør os i særlig grad. Et menneske der græder lader os ikke uberørt. Gud har givet mennesket tårer for at vi skal forstå at vi hører sammen som mennesker. Tårer løser op for lidelser og tristhed vi mødes af i livet. Den østrigske psykiater Victor Frankl som overlevede Holocaust spurgte en gang en kammerat i KZ lejren, hvordan han havde overlevet sulten: ”jeg har grædt det ud af mig…”. Tårer fortæller om modet til at lide.

Jeg græd selv indvendig i går da jeg på TV så hvordan Amazon skoven går op i flammer. Det overvældede mig som en tung følelse, hvor jeg kunne græde, fordi jeg følte mig helt magtesløs.

Jesus der først græder og siden bliver vred og jager de handlende ud fra tempelpladsen, er et eksempel til tro og mod for os. Lukas ved om Jerusalem og templets ødelæggelse i år 70, da han skriver sit evangelium. For os er Jerusalem og templet et symbol på ondskaben i livet. Jesus græder men lader ikke stå til. Vi må gøre noget når vi ser det onde som vi måske ikke føler vi har mulighed for at gøre noget ved. De mange brænde i Amazon skoven har allerede fået mange mennesker jorden rundt til at demonstrere deres oprør over det som sker, men også deres vrede. Og bag det ligger tårerne.

Altså ikke noget med at sætte sig hen med hænderne i skødet og tænke, at det er nyttesløst at forsøge at ændre på noget.

Det er så langt fra sikkert at man altid med sin vrede kan forvente at tingene så bliver anderledes. Det hører endda til sjældenhederne, men ved at blive vred for man overfor sig selv og magthaverne vist at livet angår en.

Der er forskel på vrede: den som bliver vred når andre behandler en uretfærdigt, reagerer naturligt og sundt. Det modsatte er frygteligt og fører direkte til at tilstande forbliver uretfærdige. Der findes mennesker der ikke længere reagerer når andre undertrykker dem eller forgriber sig på dem. Det bliver apatiske som en huggeblok og lader andre slå løs på sig uden protest. Et offers moralske vrede og retfærdige harme er et vigtigt forsvar og et signal om at den der bliver slået eller behandlet uretfærdigt, endnu har sin værdighed i behold.

Den som bliver vred når andre bliver slået eller uretfærdigt behandlet reagerer også naturligt og sundt. Det modsatte er jo forfærdeligt: det menneske som ikke har omsorg for andres lidelse og fornedrelse og som ikke lader sig hidse op over de største uretfærdigheder, ender med at blive moralsk ødelagte mennesker. Ligegyldigheden bliver den måde de går gennem livet på. Følelserne for andre er gået i stykker.

Den moralske vrede over den behandling andre mennesker udsættes for, er et tegn på at mennesket har sin menneskelighed i behold. Vrede og også gråd er vigtige signaler på, at livet angår en, at det som foregår i tilværelsen og som egentlig ikke vedrører mig personligt, alligevel betyder noget for hvordan dette fælles liv skal leves og i sidste ende hvilket menneskesyn vi ønsker at værne om.

Jesus er vred og ked af de forhold han ser i Jerusalem. Han reagerer på noget i sit samfund, og det er derfor Søren Kierkegaard i 1849 skriver om Jesus: ”Christus var ingen pyntelig mand, der i en pyntelig forsamling prædikede om, at sandheden lider – det var virkeligt at der blev spyttet på ham.” Det SK mener er at Jesus ikke bare gjorde og sagde hvad tiden ønskede han skulle sige. Der blev spyttet på ham fordi han talte sin tid imod. Ikke mindst alle ypperstepræsterne, de skriftkloge og folkets ledere, der helst så ham hen hvor peberet gror.

 Jesus talte om at Guds rige er kommet nær, og det er også hvad vi ser i den vrede og gård han viser da han ser hvordan livet leves i Jerusalem. Guds riget er kommet nær, ja, det er midt iblandt os siger Jesus ved flere lejligheder, hvad fortæller at Guds riget ikke er et pænt borgerskab, men altid vil være noget revolutionært og kritisk.

Freden og retfærdigheden kommer ikke af sig selv. Den skal der kæmpes for.

Den vrede og gråd som vælder ud af Jesus da han kommer til Jerusalem, kommer et eller andet sted fra. Den har sin kilde nede i et lag der handler om en sandhed, som kommer frem når han taler om Guds rige, der altid skal forstås som den mulighed, at livet ikke er stilstand men hele tiden en kamp for den sandhed hele Jesu liv repræsenterer. En sandhed der må følges uanset enhver risiko for, at mennesker derved kommer i konflikt med skrevne såvel som uskrevne love.

Det er den sandhed jøden bliver mindet om ved sin hoveddør hver dag. En lille boks der rummer den jødiske trosbekendelse med ordene om, at elske Gud af hele sit hjerte og styrke, og opgaven er at lægge sig disse ord på sinde, grunde over hvad de betyder og hvordan de kan leves i dagligdagen.

Det giver fred i sjælen at vide hvad man skal. Dermed ikke sagt at det så er slut med at blive vred eller ked af det, for det sker jo netop som med Jesus, når der er ufred og sandheden trædes ned.

Vrede og gråd er en reaktion på at noget i ens omverden ikke er som det skal være. På den anden side er fred så heller ikke retten til bare at lade stå til. Vi har det med at forveksle fred med hygge. Det er hyggeligt når der er fred. Ufred forstyrrer hyggen. Jesus forstyrrede i den grad den hygge der havde installeret sig på tempelpladsen i Jerusalem. Det var ikke pænt af ham og komme sådan og smide rundt med tingene. For nu gik det hele lige så godt.

Men det er måske en anden fred end hyggens fred Jesus tænker på når han klager over Jerusalems manglende viden om, hvad det er for en fred det skal tjene. Hyggens fred vil for alt i verden helst se bort fra alt det besværlige, som er mit ansvar for de mennesker og den verden jeg lever i.

Den fred Jesus i sin vrede pegede hen på da han stod på tempelpladsen, var en hjertets fred grundet i Guds nådefulde kærlighed, som sætter mig fri til at leve og tage ansvar for det liv som jeg er en del af…. Amen