7. søndag efter trinitatis 2019

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«Lukasevangeliet 19,1-10

Lige for tiden er jeg begyndt at læse den danske forfatter Knud Romers erindringsbog om sin barndom og opvækst på Falster. Fortællingen begynder, da hans mor, som var flygtet til Danmark fra det sydlige Tyskland efter krigen og blevet gift med hans danske far, er død. Hans far er nu alene og har mistet sin forstand eller hukommelse eller begge dele.

Derfor tager Knud Romer hjem for at hjælpe faderen, som han alligevel føler en afstand til, men alt dette og mødet med barndommens landskaber og omgivelser, sætter gang i en refleksion over hans egen selvforståelse med et ben i det sydtyske og et andet i det danske, særligt Falster.

Han skriver: Jeg bærer Falster i mig, fordi jeg på en måde er landskabet. Det er det første, jeg så, og det skabte mig i sit billede – og det kom til bevidsthed og vågnede i mig. Vi blev til samtidigt!

Enhver vil kunne høre skabelsesberetningen i hans fremstilling, og enhver af os kunne måske ikke have beskrevet det sådan, men vi kan genkende oplevelsen af, at vores barndoms natur og omgivelser er en større eller mindre del af vores selvforståelse.

For hvor kommer en selvforståelse egentlig fra? Den kommer vel i nogle tilfælde fra opvæksten og barndommens erindringer. Skønt der også er nogle voksne mennesker, som ikke kan huske meget af deres opvækst eller nogle synes måske ikke om at tænke på den opvækst, de har haft som en del af deres selvforståelse.

Mange af os har vel en del af vores selvforståelse i vores arbejde, som fylder meget for moderne identiteter. Vi taler i det hele taget en del om identitet i vores tid og samfund og særligt i mødet med anderledes identiteter, som er kommet hertil fra fjernere egne af kloden.

Og fælles for alle mennesker er, at den identitet, som man selv føler, ikke nødvendigvis er den, som andre mennesker i samfundet opfanger, at vi har. Man kan ikke skue hunden på hårene, hedder et gammelt ordsprog og det, ved vi, er stadig sandt!

Imidlertid har man en oplevelse af, at den ydre identitet, altså det man signalerer udadtil betyder mere og mere for moderne individer. Tag nu blot den aktuelle politiske diskussion af spørgsmålet om retten til at skifte køn og dermed også identitetens betydning.

Nogle børn oplever sig selv som et andet køn end det, som de er født med og derfor ønsker de muligheden for at skifte den identitet, som bestemmes af kønnet. Og det kan man vel godt forstå..

Både køn og job har altid betydet noget for identitet og selvforståelse, ligesom barndommen har det. Måske kan man overveje, hvordan Zakæus, som møder Jesus som en livsforandrer, hvordan han i udgangspunktet er endt som tolder?

I datiden var det et meget upopulært job, fordi tolderne samlede skat ind til den romerske overmagt. Vi ved ikke meget om Zakæus baggrund ud over, at han var lille af vækst og måske har det haft en betydning for hans opvækst og liv..

Måske er han blevet drillet eller set ned på som klein af ydre og derfor har han vænnet sig til den kulde og skændsel, som fulgte med jobbet som tolder. Han har fået en identitet som en, der udenfor fællesskabet!

Eller måske har han af samme grund ikke været heldig i kærlighed og ikke blevet gift og fået familie og derfor primært interesseret sig for at blive velhavende, som nogle toldere blev det..

Jeg husker en berømt og berømmet amerikansk film De uovervindelige med Kevin Costner og Sean Connery som foregik i gangstertidens Chicago. Connery er en almindelig politibetjent, som en aften passerer Costner, som står på en bro og stirrer sørgmodigt ned i floden. Connery vil lige sikre sig, at Costner ikke har tænkt sig at springe i floden, så han taler kort med ham og spørger om hans ærinde osv.

Costner fortæller, at han er ansat som tolder og på vej hjem fra en hård dag på jobbet og Sean Connery går videre på sin rute. Costner råber efter ham: Hov vent lige lidt, du kontrollerede ikke mine papirer, hvordan kan du stole på, at jeg er tolder? Og Connery trækker på skulderen og siger: Well who would claim to be that, who was not?

Tolder, ville man aldrig sige, at man var, hvis ikke man virkelig var det, tænker han, og det betyder altså, at det stadig var et upopulært hverv i 1930’ernes Amerika at være ansat i toldvæsenet.

Da Jesus møder tolderen Zakæus, kender han alt til hans situation og derfor standser han ved træet, hvor Zakæus gemmer sig for bedre at kunne se uden at blive set, og inviterer sig selv på middag hos ham!

Det er jo et surpriceparty, som er en amerikansk opfindelse og man kan tænke over, hvem man egentlig laver surpriceparty for? Ja man laver dem jo typisk for dem, som ikke selv synes, at de har noget at fejre! Man laver dem for at glæde nogen andre og overraske dem med en fest! Nogle, som måske ikke selv har overskud til at invitere og som tænker, at de ikke er værd at fejre..

Sådan var det måske for tolderen Zakæus, da han træffer Jesus, som han indtil da kun har hørt om; og det bliver jo en afgørende livsændring for ham, som for så mange af de andre, som mødte Jesus.  

Zakæus, som blev anset for en fjende af sine medborgere, en syndig mand, som de sagde; han vender om på en tallerken under indtryk af Jesus’ surpriceparty og vil give pengene firedobbelt tilbage til dem, som han har afpresset og han giver halvdelen af, hvad han ejer til de fattige..

Det viser, at en positiv interesse som et surpriceparty kan gøre indtryk på mennesker, men det viser også og det er næsten mere afgørende, at det gode er en langt stærkere magt end det onde til at ændre mennesker og deres livsverden, som Løgstrup kaldte det.

Havde Jesus nu som Zakæus’ naboer taget afstand fra ham med isolation på grund af hans syndefulde job som tolder og truet ham med bål og brand; havde han behandlet ham med samme kulde og foragt, ja så var der næppe sket nogen forvandling..

Det var anerkendelsen af Zakæus som et medmenneske, som én ven, der var værd at besøge og feste med, der ændrede ham og hans livsførelse. Og Jesus tøver ikke med at lukke ham helt ind i varmen og omtale ham som om, at han også er en Abrahams søn til hvis hus, frelsen er kommet!

Det er samme forvandling, som Paulus omtaler i sit brev til Romerne, at de nu arbejder i det godes tjeneste.. og den forvandling til det gode er det kun kærligheden, der kan skabe! Også fordi kærligheden kan forene forskellige mennesker, det kender vi fra ægteskabet, men også fra mange andre menneskelige fællesskaber som arbejdsfællesskaber.

Engang var alle præsterne her i Fredensborg Provsti på præstehøjskolen i Løgumkloster; jeg tror det må have været et par år efter, at jeg var kommet hertil Humlebæk kirke som præst.

Vi fik på forhånd besked om at vælge et salmevers, som vi holdt særlig meget af, som vi så skulle læse op for vores kolleger. Vi nåede ikke alle at læse versene op, men da jeg havde læst mit, kom Hans-Henrik, min Humlebæk kollega lettere overrasket hen til mig og viste mig, at han af alle de vers, der findes i salmebogen, havde valgt det samme vers som mig!

Og nu sidder I måske og tænker nysgerrigt på, hvilket vers det mon var? Det er ét, I allerede har sunget, nemlig det andet vers af Kingos 743 Nu rinder solen op af Østerlide, som lyder sådan her: Utallig så som sand og uden måde, som havets dybe vand er Herrens nåde, som han mit hoved daglig overgyder; hver morgen i min skål en nåde uden mål til mig nedflyder.

Jeg tror, at vi begge var meget glade for det valg og at vi ligesom følte os forbundne på en særlig måde efter den oplevelse; som om det blev en bekræftelse af vore gode samarbejde og kollegaskab, et symbol på vores venskabelige hengivenhed eller kærlighed, kunne man vel godt kalde det.

Og det er en Ånd, som jeg synes, at vi har forsøgt at holde fast i over årene, men det har nu heller ikke været svært, vil jeg tilføje, selvom arbejdsfællesskaber sjældent er uden ærgrelser, det kender mange sikkert fra ægteskabet.

Men det vigtige i denne sammenhæng er Kingos betragtning af, at det er det gode, det er nåden, Guds kærlighed, som flyder ned til os hver morgen og ja hele dagen og livet igennem, som er livsforandrende.

 Ikke kun fordi den er utallig som sandkorn eller havets dybe vand, men fordi kærligheden er stærkere end alt andet også i sidste ende det onde. Det viser historien om Jesus’ surpriceparty hos tolderen Zakæus. Amen