Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.« Matthæusevangeliet 5,20-26

På kirkens facebookside har jeg lovet, at det i dag skal handle om livets skyggesider – dem som blandt andet handler om skyld og skam. Fordi evangeliet til i dag handler om, hvordan vi omgås disse følelser i vore handlinger og hvordan synden, som skaber disse følelser, møder os!  

Som en slags illustration eller introduktion til emnet fra virkelighedens verden vil jeg fortælle om en oplevelse, som jeg havde for ca. 30 år siden. I skal tænke på det som en sådan en slags lignelse, som man kan reflektere over.

Jeg var dengang inviteret til et bryllup ovre i Jylland, hvor jeg kommer fra. Festen var på et af byens fine hoteller med alt, hvad dertil hører af mad og vin og taler og levende musik og dans. Vi fejrede brudeparret og deres tvillingebabyers dåb, som det sig hør og bør.

Jeg var måske ikke den ivrigste bryllupsgæst ved den fest, så jeg tror, at jeg gik lidt tidligt; men kort tid efter hørte jeg, at brudgommen måske allerede under bryllupsfesten vidste med sig selv, at han i virkeligheden elskede en anden kvinde end hende, der var bruden og moderen til hans tvillingepiger. I hvert fald forlod han dem alle tre kort efter til fordel for en anden kæreste!

Og man tog sig til hovedet og tænkte: Hvad er meningen? Er det ikke bare så langt ude? Det er langt ude, men på samme tid er den historie jo en meget god illustration af skyld og skam.

For han har vel nok selv været tynget af skyld og skam og haft svært ved at finde ud af, hvad han fandt rigtigt at gøre? Skulle han aflyse vielsen og festen, som formodentlig var bestilt og måske også delvist betalt? Man forstår godt, hvis det var alt for svær og skamfuld beslutning, når man havde to små børn, som han jo også har været ulykkelig over at forlade.

Alternativt skulle eller kunne han have forsøgt at glemme, at han elskede en anden og var det måske muligt for ham at undertrykke sine egne følelser mange år frem? Og var det så ikke også i en eller anden grad forkert i forhold til den, som han bedrog i sit hjerte.

Man kan tænke over, hvad man selv ville have gjort, hvis man var i hans sted, men jeg tænker, at det heldigvis ikke er ret mange mennesker, der får anbragt sig selv i en så håbløs situation.

En anden præst sagde engang til mig, at hvis hun mødte og forelskede sig i en anden end ham, som hun var forlovet med og snart skulle giftes med, så ville hun løbe den modsatte vej med det samme; og det fik sjovt nok mig til at konkludere, at hun nok ikke følte sig alt for sikker på, at hun giftede sig med sin store kærlighed. Nu er hun da også blevet skilt!

Håndsoprækning: Hvem synes at han skulle have aflyst bryllup og barnedåb? Hvem mener, at han i stedet skulle have aflyst den nye kærlighed?

Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte; hvor er det typisk ham det kæmpe fjols.. men sandheden er vel, at det i princippet kunne være sket for enhver af os, der sidder her, for ingen af os er jo herrer over vore følelser.. hverken de kærlige eller dem, der handler om skyld.

Og når man hører forskellige kritiske røster sige, at kristendommen vil vikle os alle ind i skyldfølelser, så er det en misforståelse, for det klarer vi jo udmærket selv- den handling med skilsmissen, ville jo ikke blive bedre uden tanken om skyld. Man ville stadig være vred og føle sig svigtet, hvis man var bruden, som blev forladt, også uden begreber om skyld og synd.

Skyld og synd er et vilkår på samme måde som døden, det er ikke noget, som kristendommen har opfundet som en straf, som det måske let kommer til at lyde her hos Matthæus, nej skylden og synden følger med menneskelivet! Synd betyder i virkeligheden det uperfekte, eller vrangsiden, som når man kommer til at vende vrangen ud på sig selv.

Kristendommen vil tværtimod tilgivelsen af synden, af skyld og skam, fordi tilgivelsen vil lette os for byrden af den skam, som vi ikke kan tilgive os selv- det er i det lys, at vi skal høre dette evangelium.

Matthæus forsøger her at lægge vægten på det gode og ikke lade det onde få nogen plads; han skærper buddet om ikke at slå ihjel til også at gælde den vrede og hån, som kan true et andet menneske og ødelægge dets livskvalitet og selvtillid.

Man hører af og til, at det måske særlig førhen er blevet hævdet, at man ikke tager skade af en lussing; men det passer jo ikke, det ved vi godt. Den vrede og skam det er udtryk for, rammer et menneske lige så hårdt som hånden, der slår.

I stedet for hævn og straf som er accepteret i mange samfund, også i vores eget, så opfordres man her hos Matthæus til at forsone sig med sin bror og blive enig med din modpart. Det er forsoning, der kan gøre dig fri af dit gældsfængsel – ikke hævn og uvenskab.

Når det så er sagt, så må vi erkende, at forsoning eller soning er langt sværere at gennemføre end tanken om straf og hævn; en norsk teolog, som var fængselspræst gennem en lang årrække Paul Leer-Salvesen, har beskæftiget sig meget med dette dilemma.

Hans personlige møde med fængslede fanger, der levede under vægten af den skyld, de havde pådraget sig, inspirerede ham til at gennemtænke soning som en mulighed for de skyldbundne til at forsøge at lære at leve med deres skyld.

Det kræver en eller anden form for soning eller tilgivelse fra deres ofre eller fra den skyldige selv, men man kan ikke generalisere om tilgivelse. Der findes mennesker, der kan tilgive alt, men Salvesen vil alligevel hellere bruge det kristne begreb om Gud, som den eneste der kan tilgive det utilgivelige.

Derfor vil han også hellere tale om forsoning end tilgivelse; at man må sone det, som er sket for at forsøge at komme overens med det, som er sket; det forkerte man har gjort. Ideen bag tilgivelse og forsoning er, at fjendebilledet bliver til et menneskebillede; at man ser, at den, der forbrød sig, også er et menneske som en selv, at krænkeren er mere end en krænker!

Men det er vigtig for Salvesen at understrege, at der findes mennesker, som kun Gud kan tilgive; som eksempel giver han Anders Breivik som var den, der slog 77 børn og unge ihjel på den norske ø Utøya. Men Breivik følte vist i øvrigt ikke skyldig, og i den forstand kunne ikke engang Gud tilgive ham. Indrømmelse af skyld er næsten en forudsætning for tilgivelse, slår Salvesen fast.

Breivik er vel et eksempel på et menneske, hvor skyggesiden tog helt over, så han ikke længere kunne se, at han ikke havde ret i sin bedømmelse af skyld. Og slet ikke havde ret til at straffe andre for den skam og skyld, som han fejlagtigt mente, at de havde pådraget sig!

Breivik var radikaliseret og derfor er det vigtig for mig at sige, at Jesus ikke er radikaliseret på samme måde, skønt han her hos Mathæus skærper kravene til os mennesker.

Han skærper vores blik for hvad, der tjener forsoningen og det gode, men jeg indrømmer, at han bruger nogle lidt strenge ord: som f. eks at man skal kastes i fængsel og ikke slipper ud derfra, før man har betalt den sidste øre! Men gælden, der skal betales her fra fængslet, handler om tilgivelse, forsoning og kærlighed.

Om den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, som sad fængslet for modstandskamp og attentatforsøg mod Hitler under 2. verdenskrig, fortælles det, at han kunne fastholde disse tre vigtige kristne begreber tilgivelse, forsoning og kærlighed under sit ophold i fangenskab og med udsigt til sin egen henrettelse.

Ligesom han holdt modet oppe hos andre fanger og i brevene han skrev til sine kære. Disse fængselsbreve har spillet en stor rolle for andre forfulgte mennesker i verden, for deres inspiration til at fastholde håbet i tilgivelsen, forsoningen og kærligheden, som Kristus skænkede os mennesker og til trods for livets skyggesider!

I den forstand gik de over fra døden til livet, som Paulus skriver i sit brev: Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Sådan skal I også se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus. Amen.