Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Markus 16,14-20

I dag er det Kristi Himmelfartsdag eller Kristi flyvedag, som morsomme sjæle engang har døbt den. For mange mennesker er betydningen af denne dag nok ikke stor. Endnu en fridag mellem påske og pinse.

Hvad skal vi tænke om denne beretning? Markus er forfatteren mener vi, for det er faktisk slet ikke sikkert han har skrevet teksten jeg lige har læst op. For mig slutter Markus sit evangelium med kvinderne der står ved den tomme grav bange og ikke kan få et ord over deres læber. Der står ikke noget om at de er bange da Jesus bliver taget op til himlen. Lukas skriver at disciplene glade vendte tilbage til Jerusalem. Jesus var i himlen og de havde ham altid hos sig.

Nogle har åbenbart følt at her manglede noget. Hvad skete der efter den tomme grav; han var opstanden, men til hvad og hvorhen?

Søren Kierkegaard sagde en gang om Kristi Himmelfartsdag, at der skal man virkelig ud på de 70.000 favne, hvis man skal forbinde noget med den historie. Det kan da godt være han har ret i det. Om himmelrummet ved vi i dag en masse ting. Vi ved at der bagved ved den smukke blå himmel er et sort og kold verdensrum, der udvider sig i uendelighed.

Det er op i den himlen at Jesus forsvinder for sine disciple.

Et menneske der farer til himmels, skal vi trække på smilebåndet, eller hvad er den dybere mening med en fortælling der i den grad bryder med de fysiske love vi er bundet af. Det er vel de færreste af os, der har set nogen tage turen op til himlen. Altså lige bortset fra bemandede raketter. Vi afviser hurtigt tanken som umulig, det er for fantastisk til at være sandt. Men samtidig taler vi gerne og ofte om vore døde i himlen.

Efter døden får vi plads i de himmelske sale, og skal leve evigt her. Det himmelske sprænger ikke bare rummet, men også tiden. Den forestilling af hvad det er der sker i det himmelske, har i tidens løb ført et væld af bekymringer og spørgsmål med sig.

Spørgsmål i tidens løb angående det himmelske, fortæller lidt om den interesse, men også den uro folk har haft for hvad der skete i det himmelske. Hvilken alder har vi? Hvem er man sammen med, hvis man har været gift flere gange? Er der plads nok til alle de mennesker? Kommer man ikke til at kede sig slemt? Jeg har oplevet ved begravelsessamtaler familier glade fortælle om hvordan deres gamle mormor nu skal møde morfar i himlen. Det gør dem trygge at vide, at mormor ikke bare forsvinder, men kommet et sted hen.

Grundtvig er ikke tvivl og han giver nok én af de smukkeste og varmeste beskrivelser af, hvad der foregår deroppe. I salmen Den signede dag med fryd vi ser mærker vi straks, at her er bestemt ikke kedeligt at være: … dér ligger ej dag i dvale,… så frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale – skriver han om det himmelske. Det er måske netop sådanne forestillinger der har smittet af på vores talemåder, at noget er himmelsk, smager himmelsk, en himmerigs mundfuld, eller oplevelser der sætter os i den syvende himmel.

Vi kobler automatisk ordet opad sammen med himlen. Vi tænker på skyer. Og når vi tænker på dødsriget så går vores tanker nedad, mod underjorden. Vi tænker Guds bolig i himlen. Hvorfor skulle han findes mere der end under jorden? Salme 139 fra SL taler om Gud som værende over det hele: ”Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast”.

Altså himlen brugt i betydningen, som det der ikke hører jorden til, men netop som himmelsk, der peger hen på en oplevelse af det som sprænger vore almindelige dagligdags erfaringer.

Men det var jo allerede hvad Jesus gjorde på jorden. I Jesu livs biografi er himlen blot det sted han tager tilbage, for dér kom han fra. På den måde er Kristi himmelfart afslutningen på Jesu tilstedeværelse på jorden ved at han nu vender hjem til Gud. Det er der vi alle vender hjem, når livet er slut. Forestillingen om himlen som et sted vi kommer til efter vor død lever blandt mange mennesker. Vi har ikke kun bruge for at høre hjemme et sted på jorden. Vi har også brug for at høre hjemme et sted når vi er døde, fordi døden er noget vi mennesker ikke kan give mening. Døden ophæver meningen i en anden forstand end den rent biologiske, at vi jo godt ved at vi skal dø en dag.

Døden gør et liv der rummede et konkret menneske med en krop, en historie, med tanker og følelser, til intet. Der bliver intet tilbage, selv den dødes krop virker på mange underligt unaturlig. Det er dette intet himlen fylder ud ved at sige, at her råder Gud. Og for Gud er du ikke intet. Himlen er det samme som Gudsriget, det vil sige det sted hvor Gud er.

Kristus der døde langfredag og påskemorgen opstod fra de døde, foretager nu et nyt mirakel ved at forlade denne jord og flyve til vejrs. Han er sammen med sine disciple gået uden for Jerusalem, hvor han velsigner dem en sidste gang inden han bliver båret op til himlen. Han fortæller ikke hvor han præcist skal hen på sin himmelfart. Det afgørende er, at han forlader disciplene og på den måde frisætter og bemyndiger dem til at gå ud i verden og forkynde hans ord.

At Jesus skal stige til himmels efter at have velsignet sine disciplene, svarer til at vi ved gudstjenesten sendes ud til livet og hverdagen med velsignelsens ord om, at Guds nåde og fred hviler over os. Vi skal ikke blive herinde, med smagen af det himmelske i munden, vi går ud med disse ord, og vi skal leve under dem.

Når Jesus i dag stiger til himmels er det en endegyldig manifestation af hans identitet, han er Guds søn. Sønnen sidder nu ved Guds faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde, som det lyder i den apostolske trosbekendelses ord. Han forlader det jordiske og historiske, er ikke længere geografisk stedbunden, men er i himlen og derved tilkendegives det, at han er over alle og for alle.

Kristendommen er med sin tale om det himmelske i den forstand aktuel og nærværende, for det himmelske troner altid over os. Himlen er ikke kun som vi har hørt fra naturvidenskaben det store og kolde verdensrum, er udvider sig uendeligt. Vi ved at sådan ser der ud i verdensrummet bagved himlen, men med troens øjne bliver himlen til mere end blot et koldt rum, det bliver det sted hvorfra Gud sendte sin søn til jorden, og hvor han nu med den menneskelighed vi har lært at kende hos ham, sidder med al sin kærligheds magt. Nemlig den kærlighed han gang på gang viste sig i stand til at ændre menneskers liv med. Nu en himmelsk kærlighed, der omfatter os alle. Ikke kun en palæstinensisk himmel, men den himmel vi alle kan kigge op i.

Det himmelske skal forstås meget bogstaveligt, som det der er over os alle og dækker os alle. Det er her og nu. Det er som disciplene mødte det i velsignelsen en meget personlig tilkendegivelse af evig samhørighed med Gud. At Jesus er i himlen er en anden måde at sige på, at han er i alt og i os alle. Han er der oppe for at vi skal blive her.

Derfor hører vi at de med glæde forlod det sted hvor Jesu steg til himmels.

I Apostlenes Gerninger, som vi lyttede til før, får vi tilmed den lille men geniale pointe med, at der ved siden af disciplene står to engle. Hvad står I her og glor for? Siger de til disciplene der længe har haft deres øjne vendt mod det himmelske. Det er her nede på jorden det foregår.  

Og det er det jo. Vi kan flygte ind i det himmelske, drømme os væk fra hverdagen, men det er her på jorden vi skal leve og løse vore problemer. 

At de forlader dette sted er begyndelsen på kristendommens udbredelse. Nu er der ikke længere nogen grund til at tilbede Jesu og Gud ét bestemt sted, for de er nu sammen i himlen, der troner over os alle. Han er med os alle vegne. Amen