2. søndag efter påske 2019

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«Johannesevangeliet  

Denne uge foretog jeg en lidt usædvanlig rejse med tog fra Humlebæk til Ballerup, hvor jeg havde et ærinde.

Det var en forholdsvis lang tur med flere togskift, men det der slog mig var, at sådan en rejse kan indeholde så mange nye elementer.. Helt nye kvarterer man kører igennem, rejsende, der adskiller sig lidt fra dem, man plejer at møde, stemninger som skifter hurtigt..

En rejse er jo altid tilfældige kortvarige fællesskaber, hvor den enkelte passager oplever noget og her oplevede jeg både ligegyldighed og fordomme.

Nogle af de fordomsfulde ord blev råbt ud i kupeen af et menneske, som måske følte sig omgivet af ligegyldighed i forhold til sin egen situation og som derfor ønskede at provokere omgivelserne ved at råbe skældsord om andre; I kender dem helt sikkert, man hører dem meget lige for tiden i medierne..

Et andet menneske forsøgte at tigge sig lidt penge til livets ophold og efterlod sin coladåse nedtrådt midt på togets gulv og gik sin vej – også en slags provokation eller protest, tænker jeg – et signal til omgivelserne i ligegyldigheden. Hallo! Er der nogen i det her fællesskab, der ser mig? Jeg er her også!

Det letteste er selvfølgelig at trække lidt på skuldrene eller ryste lidt på hovedet, men jeg kom til at tænke på de oplevelser, da jeg skulle skrive om det kristne kærlighedsfællesskab, som Jesus her beskriver. Et fællesskab, hvor man er forpligtet på hinanden, som en hyrde, der vogter sine får..

Jesus beskriver først dem, der ikke føler sig forbundne med ham selv og de andre får, daglejeren, som stikker af, når ulven kommer;

Og her må man vel spørge sig selv? Hvem er det der er ligeglad med hvem, hvis vi tænker på mine oplevelser i toget? Hvem er daglejeren i vores tid? Og hvem passer vi på ud over vore nærmeste?

Skal vi kun føle os på linje med eller forbundne med dem, der ligner os selv? Og skal de ensomme ulve, som tilfældigt krydser vores vej kun hyle med de ulve, som de er iblandt? Skal det kun være det indforståede kendte fællesskab, at jeg og faderen kender mig og mine, som jeg er parat til at ofre noget for?

En af mine lærere fra universitetet åbnede engang mine øjne for, at det kristne fællesskab i modsætning til mange andre menneskelige fællesskaber egentlig ikke har nogen ydre fjende at holde sammen mod. Hans Jørgen Lundager hedder han og sagde/skrev det på den måde: ”Der er ingen tiger i kristendommen! ”

Vi kristne holder ikke sammen mod nogen fjendtlig tiger, der står og truer os udefra; alle, der tror, kan være med i fællesskabet. Og det får den afgørende konsekvens, at vi kan være så vidt forskellige, som vi er som mennesker!

For vort sammenhold bygger ikke på os selv og dem vi er, men bygger på troen på Guds søn, som er den gode hyrde.

Måske er det derfor han bruger billedet af fårene, som tilsyneladende er ens i udseendet, men som vi ved, er forskellige af temperament ligesom os.  

Da jeg var ung, kunne jeg godt være lidt træt af det dér fårebillede, som var lidt kedeligt! Det er ikke særlig smigrende at blive sammenlignet med et får..

Jeg ville ikke være som alle andre i verden, men tværtimod skille mig ud og gøre noget nyt og være noget andet, som satte mig selv på dagsordenen!

Jeg fantaserede om alt det, jeg ville sige og gøre og skrive for at gøre en forskel. Ikke kun for verdens skyld, men indrømmet lige så meget for min egen. Jeg ville huskes for noget, jeg havde betydet for andre i verden, noget jeg havde givet videre.

Men måske, det kan jeg bedre se i dag, kunne man også forstå billedet af fårene som nogle, der alle bærer fællesskabet i sig selv;

altså at alle delene er fællesskabet både sammen og hver for sig og derfor betyder vi individer lige så meget hver især som i fællesskabet. Den betydning vi får, er fællesskabets og ikke individets egen.

Vi er noget i kraft af det menneskelige fællesskab, vi har brug for hinanden for at overleve på denne jord.

Men hvad så med dem, som tror noget andet end os? Ja, de er ikke nødvendigvis fjender, som skal overvindes. Vi kan leve fredeligt side om side med hver vores tro, som vi har gjort her i landet i efterhånden mange år.

Og det er ikke det samme som, at vi skal være ligeglade med dem, der er muslimer eller jøder eller buddhister!  De er også en del af vores samfund og vi skal lade dem vide, at vi ikke behøver bekæmpe hinanden.

Apostlen Peter beskriver i sit brev, som vi hørte før, hvordan Kristus var i verden; han løj ikke, han brugte ikke skældsord, eller trusler skønt han selv led; nej han gav sig selv på korset for at overvinde synden, som betyder det mangelfulde.

Pointen i kristendommen er, at man kun kan overvinde det mangelfulde ved at lægge noget til det, der mangler. Hvis man bekæmper sin modstander, bliver vedkommende endnu mere mangelfuld.

Vi kender det fra diskussioner i hverdagen! Kritik avler kritik, det bliver endeløst, hvem der har ret! Det bliver ”jamen, jeg mener”! overfor ”nej jamen, det jeg mener er”!  Diskussioner kan være nedbrydende, mens forståelse af andres synspunkter bygger op til at mødes i uenigheden: Man siger: ”Nåh ja.. sådan kan man jo også sige eller gøre”!

Forståelse udviser overskud, vilje til at forstå hinanden trods forskelle! Kristendommens helt uovertrufne pointe er i mine øjne, at overskud avler overskud. Når vi udtrykker forståelse, så respekterer vi den andens synspunkt!

Den bedste og stærkeste måde at overvinde uenighed på er ved at møde modstanderen med forståelse! Om det så skal koste en selv livet! Sådan tænkte Guds søn og gik i døden for sin sag! Han lod sig korsfæste for at frelse os alle!

Og han gjorde den sag til alles sag; han sagde, jeg kender jer lige så godt som I selv gør, eller bedre! Og jeg kender Gud, som er Faderen og jeg er parat til at ofre mig for jer, sætte mit liv til for, at I kan leve fredeligt sammen her og få evigt liv efter døden! Det vil sige overvinde døden og flytte tilbage til mit rige med Faderen i himlen.

Og ikke nok med det, slutter han med at sige i dag; jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede og de skal høre min røst og der skal blive en hjord, én hyrde!

Der skal være EN mangfoldighed kan man forstå, hvor det ikke drejer sig om at være ens, men om at være sammen og acceptere hinandens forskellighed! Hvor alt det jeg gør, det gør jeg til glæde for andre end mig selv og alt det, du gør hjælper også mig.

Det er kærlighedsfællesskabet, som vi træder ind i ved dåben og aldrig falder ud af, heller ikke, når vi dør!

Det er her vi mødes ved hans bord om lidt og deler hans legeme og blod, som er tilgivelsen for vores menneskelige utilstrækkelighed. Vi, som for vild som får, vendes om til vores hyrde, som selv sidder med ved bordet!

Han siger: ”Spis, drik mit legeme og blod og bær tilgivelsen med jer videre ud i verden. Elsk jer selv og jeres næste! Så er I nemlig noget helt særligt i mine øjne, så betyder I noget for næsten, for mig og for Faderen”! Så enkelt er hyrdens budskab! Amen.