Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Markus 16,1-8

De var tavse som graven. Skulle jeg gøre som dem, måtte jeg stoppe her. Stoppe ved graven sammen med kvinderne, og tavst erkende min fornufts grænser. Er han virkelig opstanden som englen ved graven fortæller? Tavsheden var da også for radikal for de andre evangelister. De har ikke kunnet holde den ud og har så tilføjet alt muligt, der skulle gøre slutningen mere spiselig.

Tavsheden skal vi huske er også en form for tale. En talende tavshed. Og helt tavse forblev de jo ikke. Markus var nok bare ikke så interesseret i det med opstandelsen. Det er der jo mange andre der også har det svært med. Vi taler stadig om opstandelsen i dag. Teologer og præster taler nogle heftigt og lidenskabeligt med hinanden, og andre blander sig i diskussionen om hvordan vi skal forstå at Jesus opstod fra de døde.

De tre kvinder der gik ud til graven søndag morgen, den første dag i ugen, da solen var stået op. Præcis som nu denne påskedag. Solen skal vi nok tænke som mere end en ren tidsangivelse. Det spiller helt sikkert med at solens opgang skal fortælle os om den tomme grav og Jesu opstandelse. At noget nyt tager sin begyndelse.

Markus får fint beskrevet hvordan de tre går dér på vejen ud til graven og snakker med hinanden. Taler om stenen som blev sat for graven langfredag inden sabbatten begyndte. Mens de taler om stenen får vi at vide at den er rullet fra. Og så følger den noget underlige kommentar fra Markus: ”For den var meget stor”. Markus vil have alt med som sker denne dag. Og stenen som var rullet fra, husker han var stor – måske har han selv set den – og det skal han da lige huske at få med i sin beretning om denne særlige morgen.

De tre var gået ud til graven for at gøre begravelsen færdig. Det hele gik så hurtigt langfredag efter korsfæstelsen. For dem er Jesu kun et lig, og de er på vej ud til graven for at behandle et lig sådan, som man skulle efter jødisk forskrift. Jesus er død. Nu skal han salves med vellugtende krydderier.

Vigtigt at begrave sine døde. Det har det været altid fro alle mennesker på tværs af kultur og religion. De døde skal på plads i jorden, i himlen eller et andet sted og hos de levende. Døden betyder mest for de levende. Ikke for den døde. Døden skal have et svar. Begravelsesritualer verden over er de levendes ønske om at takke den døde, men også at komme til rette med dødens vilkår. Ritualerne udtrykker sorgen hos de levende. Hvor døden er tavs, har sorgen et sprog.

Kvinderne står til slut tavse ved graven. Krydderierne fik de ikke brug for. De kigger ind i tomheden, for den de var kommet for at salve er der ikke. En engel har taget plads ved graven og fylder tomheden med beskeden om, at Jesu er gået forud for dem til Galilæa. ”Dér skal I se ham, som han har sagt jer det” husker englen dem på, at Jesus tidligere sagde til disciplene.

Kvinderne er rystede og kan ikke sige noget. Og det kan vi sådan set heller ikke hjælpe dem med. Tavsheden er sådan set et meget godt slutpunkt. Døden gør os tavse.

Med døden er vi ved en af livets største grænsesituationer. Det er tavsheden et meget godt svar på. Døden som tomhed er sandt nok. Der mangler én! Døden er en grænse som rammer og ryster os. At tavshed er svaret på døden er ikke underligt, for så vidt døden slutter nærværet og den samtale vi har haft med hinanden. Der er en stor tomhed tilbage.

Nu dækker kvindernes tavshed også over mere den eksistentielle tomhed det er at miste et menneske som de havde forventet lå i graven. Til deres tavshed må vi tænke den tomme grav som det gådefulde, mysteriet, det uudsigelige som gør mundlam.

Som læsere af Markus beretning bliver vi efterladt sammen med kvinderne i tavshed. Tavsheden skaber undren, men åbner samtidig for en spørgen. Som Grundtvig gør det i sin påskesalme Påskeblomst! Hvad vil du her? når han siger Kan de døde graven bryde? Stod han op, som ordet går?

Der er rigtig mange ting, som påskens budskab ikke fortæller os noget om. Vi får ikke noget at vide om, hvordan det gik for sig med Jesu opstandelse fra de døde dybt nede i gravens mørke. Hvordan stenen blev flyttet hører vi ikke noget om. Vi hører kun englens ord: ”Han er opstået, han er ikke her”. De døde er ikke her på jorden længere. Iblandt os, som da vi levede sammen. Døden er det fysiske tab af et menneske. Vores kroppe skal ikke rører hinanden mere. Døden stopper også samtalen og samværet med et menneske. Så på den måde gør døden tavs på en uigenkaldelig måde. At vi ikke skal være sammen mere her, hvor vi delte liv med hinanden.

Samtidig er jeg helt enig med den franske filosof Valdemir Jankélévitch når han skriver om tabet af et menneske: ”Den, som har været, kan fra da af ikke mere ikke have været; fra da af er denne hemmelige og helt uigennemskuelige kendsgerning – at have været – dette menneskes rejsepenge for evigheden”.Spor var der nok af i kvindernes minder om den døde Jesus. De husker hvordan de sammen med Jesus havde kunnet finde ord for håb, tilgivelse og tro.  

Det gælder for Jesus og for alle døde, at de har været noget for andre. Det husker kvinderne, disciplene og vi gør det. Fordi mennesket har den enestående mulighed, at det kan erindre en afdød. Det fælles liv falder ikke totalt fra hinanden ved at et menneske dør. Han er ikke her ikke siger englen til kvinderne. Det betyder han er ikke her mere, som han var for lidt siden. Hvis vi siger om de døde, at de har været, er det fordi de har været for os.

Tavsheden hos kvinderne og hos alle der mister et menneske, fortæller at døden gør stum, og vi ved godt som englen siger at Jesus vil møde dem igen, sådan skal vi også møde vore døde. At de døde opstå for os viser vi ved at sætte et foto af den døde mor frem på bordet. Ved at tale om vores døde. Finde ting frem som tilhører den savnede. En duft i en ting jeg har fået fra den døde jeg savner, kan vække den døde til live. Alt det banale skærer vi væk, og tilbage bliver i erindringen det væsentlige, det uerstattelige hos det menneske vi ikke har hos os mere.

Jesu opstandelse giver os ingen forklaringer, ingen lette svar, ingen løsninger på dødens magt. Døden er en magt over livet. Den har stor magt, ja den vinder til slut kan vi sige.

Vi taler derfor om døden som et vilkår, og mener hermed at det må vi bøje os for og leve med.Digteren Tomas Tranströmer siger meget rigtigt om døden, at den altid er en del af livet mens vi lever: Midt i livet hænder det at døden kommer og tager mål af mennesket. Det besøg glemmes og livet går videre. Men tøjet sys i det stille.

Vi dør lidt hver eneste dag samtidig med at vi lever livet, som er uforudsigeligt og kan tage alle mulige vendinger. Der er død og opstandelse livet igennem. Tilstande af død som livløshed, mistet mod, relationer som stopper, oplever vi flere gange i løbet af livet. Vi ved at vi skal dø, at livet på et tidspunkt hører op. Tab i livet af forskellig slags erfares også som en død. At en tilstand af liv bliver til tomhed. Modsat kan vi efter et tab komme ud for det vidunderlige, at livet igen kan få tag i os og vi mærker hvordan livet fører os videre. Vores livsbane kan være snoet, og der er tider hvor alt er tungt og føles som en tilstand af død og tider hvor vi mærker hvordan vi tilføres ny energi og overskud fra skabelsens kilder.

Betragter vi livet som bestemt af døden er det timeglasset vi lever efter. Sandkornene løber langsomt ned gennem glasset. Så længe vi har masse af sandskorn at drysse med, kan vi leve nogenlunde ubekymret. Den unge lever ubekymret og tænker ikke over livet. Efterhånden som vi bliver ældre og der bliver færre sandskorn at gøre godt med, begynder vi måske at blive lidt bekymrede. Efter det sidste sandskorn er der den store tavshed og døden lukker og slukker. Døden bliver næsten gjort til en Gud.

Døden har gjort kvinderne tavse. Men vi fik fortællingen om Jesu opstandelse. De finder sammen med disciplene igen og får sat ord på oplevelsen af den tomme grav. De får brudt tavsheden. Tavsheden for døden som vi møder det hos kvinderne fortæller at døden tager det kæreste vi har. Et menneske med hvem vi har levet et liv. Vi står som maleren foran sit hvide lærred og skal finde et sprog for at bevare en sammenhæng mellem den døde og de levende. En streg og en til kommer på det hvide lærred, et ansigt toner frem, en have, andre mennesker. Den døde opstår til nyt liv og udtrykker en modstand mod glemsel, afsked og fortrængning.

Vi får evangeliet om opstandelsen, Jesu opstandelse, som er fortællingen om troens ultimative billede på altings mulighed. I troen på opstandelsen får vi givet den fantastiske mulighed at erkende dødens faktum og tage det alvorligt. Samtidig skænker troen på opstandelsen os den gave, at livet er så meget større, og vi tror at kærligheden, lyset og livet er stærkere, mægtigere og sandere end døden. Her og nu og i al evighed. Amen