Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matthæus 15,21-28 

Hvor jeg dog elsker denne kvinde som Matthæus fortæller om i denne lille fortættede episode i områderne ved Tyrus og Sidon det nuværende Libanon. Elskelig er hun i sin vedholdenhed. Jeg tror vi kan genkende os selv i hende. Eller i hvert fald har vi ønsket om at kunne være som hende. Alle der har børn ved hvor urolig selv den mindste sygdom gør forældrene. Vi kredser om barnet og føler hvordan det har det, ser til flere gange i løbet af dagen, om det er blevet bedre.

 Jesus møder denne kanaanæiske kvinde, dvs. arabiske kvinde, der beder eller råber om hjælp. Han er irriteret og urolig for han er på udebane så at sige. Han er ikke blandt sine egne. Jesus og disciplene søger at undgå hende med den begrundelse, at hun er udlænding. At hjælpe en udlænding, det ville være det samme som at tage brødet fra sine egne børn og give det til hundene. Vi kan gøre billedet helt nutidigt; hvis vi i dag afviste en asylansøger med den begrundelse, ville vi med rette blive beskyldt for racisme.

At kalde et menneske for en hund den gang og stadig i dag i Mellemøsten er det næst værste man kan gøre. Det værste er at blive kaldt for en gris.  

Hun er ligeglad denne gode og stærke kvinde; hun klør på med det hun er kommet for at få. Hun er uforsonlig i sit gå på mod.  ”Lad mig så være en hund”, siger hun, og Jesus har jo mildnet sprogbilledet og kalder hende for en lille hund.En der tigger som hunden der render nedenfor bordet og spiser af de smuler som falder ned.

 Vi mærker tydeligt at han er betaget af hendes gå på mod og vilje til at kæmpe for sin datter. Han tænker sikkert at denne kvinde har da ingen skam i livet, når vi tænker på hvor vi befinder os og på hvilket historisk tidspunkt, hvor forholdet mellem mænd og kvinder i det offentlige rum var reguleret, sådan at forstå at kvinder skulle blive i hjemmet og larme mindst muligt. Hun larmer denne kvinde, så meget at disciplene vil have hende sendt væk.

Fine fornemmelser har hun ikke. Hun er jo en arabisk kvinde, og kommer ikke og spørger hvornår Jesus har træffetid. Nej, hun skriger sin smerte og ulykke ud i hovedet på ham. Hun finder sig ikke i at blive afvist.

Og vi kan høre i hendes svar til Jesus en underforstået ironi båret af protest: kald du mig bare for en lille hund, men selv hunde skal have noget at spise, og de opgiver ikke, men snuser langs bordene for at finde de mindste smuler. Hun tager billedet af hunden på sig, men bagved ligger den tanke, at jeg er vel mere end en hund. Hun er ikke selvudslettende, men udviser en imponerende værdighed, der giver hende modet til at henvende sig til Jesus og bede om det, hun godt ved han sidder inde med. Herre, Davids søn, kalder hun ham. Han er guds og sidder inde med guddommelige kræfter til at helbrede og gøre verden større end den er. Et sygt barn gør verden meget lille, for nu handler det kun om ét; mit barns helbredelse og overlevelse.

Hun er ikke en hund men et menneske, et Guds barn. Det er jo hvad hun siger til Jesus; jeg er ikke en hund, kan du ikke se det, men et afmægtigt menneske der kæmper for min datter.

Vi må gå dybere ind i hendes situation. Som også er vores situation. Og det må vi på baggrund af det Jesus til slut siger til hende: ”kvinde, din tro er stor.” En anerkendelse af hende. Hun havde troen i sig trods sin noget usikre og fortvivlede situation.

Hun forsøger at orientere sig i sit liv. Fornuften kan vi ikke undvære, men den strækker ikke til i alle livets øjeblikke. Slet ikke for kvinden som sikkert har prøvet alt hvad lægerne den gang kunne tilbyde.Et liv hvor hendes tanker og bekymring er fyldt op af én eneste ting: hendes syge barn. Det er hvad vi hele tiden gør alle sammen, orienterer os i livet i forhold til ting som sker rundt omkring os. Tænk blot på hvordan vi dagligt bliver vi sat på en voldsom opgave når vi skal orientere os, fordi nyhedsstrømmen fra nær og fjern er af en karakter at vi reelt ikke kan følge med. Vi står tilbage forvirret og rådvilde. Hændelser i vore egne liv kan vælte os omkuld og vi søger som kvinden efter noget at holde sig til.

Et holdepunkt som kan give os noget at tro på. Tro forstår jeg her i bredeste forstand, som at noget har mening. Hvad er det som er vigtigt for os? Det er hvordan vi har det, om vore nærmeste har det godt og der er mening i livet.

Dåben af de 2 børn i dag er fuld af mening. Glade forældre ser vi bærer deres børn til dåb. Et barn er en stor glæde og det viser vi bl.a. i sproget som bliver helt religiøst, når vi siger ”fik et barn”. Livets store gave, barnet, er noget vi får, en gave, selvfølgelig er det lavet af 2 forældre, men vi vil gerne vise at skabelsens mysterium netop er en gave.

Det kan ikke siges smukkere og mere enkelt end i dåbssalmen vi sang før dåben: Fyldt af glæde over livets under//med et nyfødt barn i vore hænder,//kommer vi til dig, som gav os livet

Derfor vender vi ved dåben os til Gud som gav os livet, og det gør os trygge at lægge vores barn i Guds hænder.Dåben er et orienteringspunkt hvor forældre og familie glæder sig over det lille barn og – måske – også føler at det giver ro at vide at her er sat en begyndelse for livet.

Hvis man skal finde vej ved hjælp af et oversigtskort, er det en stor hjælp, hvis der på kortet står: ”Her står du”.Dåben er et sådant begyndelsespunkt hvor det fortælles til barn og forældre: nu er jeres barn også et Guds barn og sat ind i et vildt håb der fortæller os, at lige meget om barnet får en lykkelig eller meget tung skæbne, lover dåben at det lille menneske aldrig skal miste sit værd.

Troen er et orienteringspunkt for den arabiske kvinde. Hun bliver jo rost for sine store tro af Jesus. Hun har sådan ikke gjort andet end være vedholdende og stædig. En god portion stædighed hører med til at holde fast og blive ved med at sige til sig selv: jeg må ikke give op. Ikke at give op er at gøre sig åben overfor at der er en mening på trods. Men hvad er endnu vigtigere er at denne kvinde ved at ydmyghed og afmagt hører til troens magt. Dåben forudsætter sådan set en lignende ydmyghed, nemlig ved at give barnet fra sig og anerkende at mit barn vil jeg gerne have at Gud skal følge. Det er hvad vi kunne kalde troens afmagt!

Den afmagt vi alle kommer til at stå i. Vi står i den hele tiden; vi er afmægtige og har som kvinden brug for at kunne orientere os i livet. Vi er afhængige af noget uden for selv er hvad jeg her taler om. Vi ved det godt for hvad ville verden være uden den anden. Vi begynder ikke livet for os selv for så at nå ud til andre. Jeg bliver menneske gennem den anden. Jeg er ikke noget kun i kraft af mig selv, men lever sammen med andre mennesker i denne verden og henter min forståelse af mig selv i denne udveksling.

Kvinden viser det jo tydeligt ved at henvende sig til Jesus, at hun er afhængig, ja at hun er troende. At være troende er at være afhængig. Jeg har brug for andre mennesker sagde jeg før, men vi har også brug for at tro. Hendes tro var stor, fordi hun troede at det syge barn hun stod med, måtte der være en vej ud af. Hun kunne have valgt at sige til sig selv, at det må jeg leve med, for det bliver aldrig bedre. Også det valg kræver sin daglige tro at holde ud i.

Spørger vi til hvad det er hendes tro tilsiger hende, så svarer hun ikke direkte på det, men svarer dog alligevel ved at henvende sig til Jesus i bøn. Bøn til Jesus er altid også bøn til Gud. Hvad fortæller os at Gud ikke er uforanderlig i den forstand, at han er upåvirkelig. Gud er ligesom en far eller mor, den samme altid og dog åben for at lytte og hjælpe.

Mennesket i salmen fra Det gamle Testamente ( Salmernes Bog 42) hørte vi før skrige og tørste efter Gud. Det menneske ved godt at Gud er der. Måske ikke lige til at se og føle nu. For tro er også at kunne vente med tålmodighed.

Kvinden bevidner den erfaring vi alle godt kender til, og her tænker jeg på, at livet kunne være anderledes. Selv når vi står i det allerværste og lider, ved vi at livet kunne være anderledes. Heri ligger en tillid til verden.

Tro er altid tillid. Den tillid er den arabiske kvinde et uforglemmeligt eksempel på. Hun viser det smukt og utvungent i den frihed, som hører troen til, når hun taler med Jesus og fastholder ham på det han er. Troens kilde som viser sig i kærlighed.Hendes tro kommer til udtryk i hendes urokkelige tillid til Jesus som Guds middel til at holde mulighederne åbne.

Gud er det muliges virkelighed, siger Søren Kierkegaard. Det betyder at Gud som troen retter sig mod og har tillid til, er den, som skænker muligheder, hvor vi ingen så eller vi forspilder muligheden når den viser sig.Livet falder fra hinanden. Det gør det hele tiden.Vi vil helt sikkert ikke lykkes med alt her i livet, og det skal vi heller ikke.

Kvindens datter blev rask og det er en glæde når børn bliver raske. Hun kæmpede sig frem til de få smuler hun så mulige. Tro er holde fast i håbet selvom det kan være nok så langt ude. Der er måske ikke altid meget at holde fast i. Men bare der er lidt. Amen