Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« Matthæus 20,1-16 

Vi begynder fastetiden i dag. Septuagesima er græsk, betyder 70, nemlig de omtrent 70 dage som er til påske.

Fastetiden er som adventstiden en tid hvor man ser frem. Nu til påske. Den anden af kirkeårets store kirkehøjtider. Advent og fastetiden er lilla. I farven ligger der en tone af forventning, men også af ængstelse. Til ængstelsen knytter sig den gamle erfaring, som vi ikke længere kan dele på same måde som tidligere, erfaringen af at der var mindre at spise på dette tidspunkt af året. Vi sulter jo ikke ligefrem. Fastetiden gav ikke bare mulighed for at spise mindre, der var mindre at spise, og kirkens faste påbud blev opfattet som dels en anerkendelse af vinterens smalhals, men hvad var nok så vigtigt også en opmærksomhed på, at Jesus nu gik sin lidelse og smertefulde død i møde.

Dengang som nu var der forbundet skam med ikke at have mad nok. Der lå en stor frihed i at kirken sagde at det var faste, og at Guds egen søn gik ud i ørkenen og fastede i 40 dage og nætter. Skammen var til at bære, ja, det var slet ikke skam længere, men anledning til at bøje sig ydmygt for tilværelsens vilkår og eftertænke egen syndighed.

Ængstelsen gik på den knappe føde her sidst på vinteren, men også på den ransagelse hver enkelt menneske måtte gøre sig overfor det onde Jesus skulle lide. En erkendelse af at det onde bor i enhver af os, og vi er alle med til at svigte livet og prisgive Jesus, der kæmpede for menneskers liv og værdighed.

Lignelsen om arbejderne i vingården og den ovenud nådige arbejdsherre passer godt til fastetidens tema om at yde tilværelsen eftertænksomhed over fordeling af goder, menneskesyn og hvad der er ret og rimeligt.

Det skal her bemærkes at lignelser er en særlig meddelelsesform som Jesus benyttede. Mange af hans lignelser er kendte fortællinger. Taget ud af hverdagen dengang i det 1 århundreders Palæstina, men mytiske i deres budskab, at de fortæller sandheder der gælder til alle tider og provokerer til modsigelse, men ikke mindst til eftertanke og handling.

Det gør ondt at høre denne lignelse. Sikke en uretfærdighed er nok den første reaktion. Måske forundring kommer først. Hvad er det som sker!

Nu talte vi før om fastetidens optagethed af det onde som møder Jesus i påsken. Et godt udgangspunkt vil være at lytte til den sidste dræbende replik fra vingårdsejeren: ”Er dit øje ondt, fordi jeg er god?” Og ikke selvom jeg er god. Ondt i øjet for dem og måske for os, at se hvad det er som går for sig denne dag i nogle menneskers liv.

Arbejdere er mødt tidligt om morgenen og står og hænger ud til en vingårdsejer kommer og lejer dem for en dags arbejde. De gange jeg har boet længere tid i Israel har jeg selv oplevet hvordan palæstinensere om morgenen mødte tidligt frem for at stille sig i vejkanten og vente på at blive hyret af israelske arbejdsgivere til en dags arbejde. Vigtigt for mange også i dag at tjene til en dagsløn så familien kan overleve.

Denne medfølende og generøse vingårdsejer kan ikke være virkelig, tænker vi. Findes der et sådant menneske? Det virker underligt at han hele 3 gange vender tilbage til torvet for at leje arbejdere til vingården. Han må da vide hvor meget arbejdskraft han har brug for. Ret hurtigt får vi fornemmelsen af, at denne lignelse vil fortælle os noget andet end hvordan en vingårdsejer på Jesu tid hyrede arbejdere til sin vingård.

Lignelsen præsenterer os for et univers én af kristendommens største angribere, den tyske filosof Friedrich Nietzsche, kaldte for omvurderingen af alle værdier. Nietzsche mente det ikke positivt. Kristendommen omvurderede alle værdier. Hvad der før blev kaldt stærkt, magten, blev nu kaldt ondt. Hvad der før blev kaldt svagt, afmagten, blev nu kaldt godt. Værdier som vendes på hovedet handler i lignelsen handler om et grundlæggende element i aftalen mellem arbejdsgiver og arbejdstager, som lyder ”lige løn for lige arbejde”. Det er en århundrede gammel forståelse af retfærdighed. Men det er så ikke lige sagen her. 

I lignelsens verden, og det gælder alle Jesu lignelser, sker det utrolige og overrumplende. Jesu talte i lignelser når han ville fortælle hvor anderledes og god Gud er. Jo mere han ville fortælle om Gud, var det lignelsen har talte i. Alle stilles lige trods stor ulighed i den tid de har arbejdet. De modtager alle den samme denar. To livsanskuelser står skrapt overfor hinanden; vingårdsejerens forbavsende nåde, som bliver ihærdigt modsagt af dem som føler at de har fortjent mere. Dem med det onde øje kan ikke klare denne udgydelse af godhed og medfølelse. Man kan høre Nietzsche vender sig i sin grav over denne kærlige vingårdsejer der kaster sin nåde over alle arbejdere. Verden og mennesker bliver omklamret om den gode kærlighed. 

”Er dit øje ondt, fordi jeg er god?” er jo den replik fra ejeren der løfter tilværelsen op på et ganske andet plan end der hvor det handler om hvordan ting skal foregå på et marked med udbud og efterspørgsel og hvor lønnen bliver betalt for det arbejde som udføres. Vi er i den verden som Gud har skabt og som han gennem Jesus vil vise verden hvad handler om.

Dem med den markeds orienterede tilgang tænker at deres værdi som mennesker er direkte forbundet med hvor meget de får udbetalt. Det gør ondt i deres øjne, øjet som er indgangen til sjælen og bevidstheden, at se denne uretfærdighed som bryder med de værdier verden lever regeres efter.

Nåden er vingårdsejerens og underforstået Guds møde med mennesker. De onde øjne kan Gud ikke bruge til noget, for det onde øjne vil have verden til at makke ret efter deres målestok, og kan ikke forstå denne forbavsende nåde. Den forbavsende nåde som vi også kan føle den, er til at blive rasende over. Tænk at den findes! Ja, Nietzsche havde ret, her er tale om omvurderingen af alle værdier.

I en tid som vores falder en sådan nåde på et tørt sted. En aflastning at vide at der en anden måde at se på menneskers liv på. Hvor profeten Jeremias ord som vi lyttede til dog er såre aktuelle den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig.

Mig er Gud, som profeten taler på vegne af. Hvad er styrke, visdom og rigdom værd overfor denne kærlighed. Svært at tale imod den.

Det onde øje er som vores allesammens øje. Vi kan ikke sige os fri for at have det blik på tilværelsen og mennesker. Bevæggrunde for det onde øje til at blive så sur og rasende over Guds nåde er jo dels den allestedsnærværende misundelse som siden Kain og Abels dage har fyldt menneskesindet. Men det onde øje er noget mere end misundelse, det er et nådesløst blik på tilværelsen. Det er fravær af skønsomhed, tilgivelse og menneskelighed.

Selvfølgelig er det ikke rimeligt at de arbejdere som har slidt og slæbt hele dagen skal have den samme løn som de der kun har arbejdet en time. Men rimeligheden er sat ud af kraft i dette univers af guddommelig nåde. Kærligheden, medfølelsen er sat i stedet for den kyniske markeds model, hvor alt skal måles og vejes efter indsats, præstation og menneskeliv måles efter økonomiske kategorier.

Arbejderne indretter sig efter de vilkår som findes på markedet. Stiller sig på torvet i håb om at blive hyret. I dag foregår det ikke på samme måde, men det kan sagtens føles på samme måde. Man søger job og skal måske testes, og én bliver valgt til slut. Vingårdsejerens medfølende svar er en model for os alle. Vi kan lære at praktisere rimelighed, skønsomhed og tilgivelse i mødet med hinanden.

For ingen af os er perfekte og vi har alle brug for nåden, der sætter rimelighedens lov ud af kraft, og tager os ind i dette forunderlige guddommelige univers, hvor Gud generøst giver uden hensyn til hvad der nu er det rigtige at gøre. 

Jeg kender en ung kurdisk flygtning som er asylansøger i Danmark. Han venter på statsborgerskab og har nu fundet sig et job og forsøger at klare sig. 3 gange om ugen skal han melde sig på Udrejsecenteret Kærshovedgård ved Herning. Turen dertil tager nogle gange op til 8 timer fra hvor han bor nu. En dag nåede han ikke bussen i Herning og måtte gå 2 timer til centeret.

Tænk hvis systemet kunne vise lidt nåde mod denne unge mand, og han kunne melde sig på den lokale politistation og ikke skulle bruge alle disse timer på transport. Som koster penge og tid der går fra arbejde og dansk undervisning.

Jeg forstår nåde som mildhed, tolerance, en pragmatisk indstilling til at der er ting her i livet som kræver en udstrakt hånd og ikke lovens bogstav. Jesus er fortælleren men også den hvem denne nåde kom konkret til udtryk hos. Han kommer til os hvor vi lever. Han elsker os som vi er. Amen