Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Matthæus 2,1-12 

I dag er det Helligtrekongers søndag – en kirkelig festdag der fejres i rigtig mange lande på forskellig vis.

Julen varer helt til i dag, som I ser holder vi fast ved traditionen om at juletræet først bæres ud Helligtrekonger. I gamle dage var det en helligdag – og fra de engelske julesange kan vi høre at julen varer i 12 dage – altså indtil i dag. Derfor synger vi julesange i dag. Vi begyndte med Grundtvigs Dejlig er den himmel blå, som oprindeligt havde 19 vers og fortalte hele historien om de vise mænd fra Østen der rejser til Betlehem.

Kirkeligt hed festen engang epifani festen – åbenbarings festen. For Jesus fødes og han bliver fra begyndelsen tilbedt som Guds søn. Hyrderne ser ham og de tre mænd fra Østen ser ham og tilbeder ham. Det er en væsentlig pointe at budskabet om Jesus gælder for alle i hele verden: fremmede fra Øst, mennesker der ikke er jøder, fattige hyrder og rige – alle.

Det er en fortælling der har skabt mange legender og andre fortællinger, disse få ord fra Mattæus evangeliet. For her står jo at de er nogle vise mænd. Det græske ord er magoi – et ord der har været brugt om præster, og mænd der har haft kendskab til stjernetydning og drømmetydning. Astronomer og Astrologer. Der står faktisk ikke at de var tre. Man har nok tænkt at når Jesus får tre gaver har der været tre mænd. I middelalderen ca i 11 hundrede tallet giver man dem navnene Casper Melchior og Balthasar. Deres rige gaver har gjort dem til Konger for guld røgelse og myrra var meget kostbare ting.

Det er heller ikke så mærkeligt at den kirkelige tradition har gjort dem til Hellige mænd. For de er de første der erkender at Jesus er Guds søn – altså ud over hyrderne.  De fortæller om Jesus hvor de kommer frem, så på en måde er de vise mænd de første ”kristne”.

Når vi ser billedet for os af tre fremmed udseende mænd der er rejst langt for at finde barnet og ser dem stå i en helt almindelig stald i en støvet landsby, så fanger det os ligesom det har fanget generationer før os. 

For hvorfor har noget menneske ønsket at rejse så langt i en meget usikker og farefuld verden på grund af en forudsigelse de har læst om, på grund af en stjernes lys?

Ja vi kan kun gisne om det. Vi der lever i en verden hvor vi ikke forventer at rejser er farlige. Men også vi må ind i mellem sande at man ikke kan vide sig alt for sikker. Den tragiske ulykke på Storebælt i onsdags har rystet mange af os og vi føler med dem der var i toget der blev ramt og med de familier der har mistet. At køre med tog er ikke noget vi forbinder med fare, og sikkerheden forventes at være i top.

Når den slags ulykker sker, bliver vi mindet om hvor skrøbeligt vores liv er. Det er ofte i krisesituationer at vi stiller spørgsmål til den dybere mening med tilværelsen. Kristentroen giver ikke et svar på alting. Heller ikke på hvorfor der er lidelse i verden.

I dag hører vi om hvordan Jesus fødsel allerede fra starten bliver forstået som en åbenbaring af Gud i verden. Vi hører om nogle vise fremmede mænd der får håb af at se det lille barn – at de ser noget særligt i ham.

Den tro på at Gud har vist sig i verden i Jesus Kristus, tilbyder et anker for den, der har brug for et holdepunkt. Et holdepunkt i en verden hvor ulykker sker.  

Når vi har travlt i vores højteknologiske hverdag, tænker vi ikke så meget over alt det med tro. Men når vi selv rives ud af hverdagen – enten pga. ulykker eller sygdom eller nogle i vores nære familie og vennekreds rammes – så kommer vi tættere på en virkelighed som mange mennesker lever i over alt på kloden i dag.

En virkelighed som også tidligere generationer her har kendt til, hvor man skulle kæmpe for de mest basale ting. Måske forstår vi på den baggrund bedre hvorfor fortællingen om Jesus – ikke bare om hans fødsel men hans liv og gerninger og de ting han fortalte om Gud og os – hvorfor den fortælling er mere end en hyggelig fortælling.

Fordi troen på at Jesus er Guds søn der gennem sit liv og gerning vil frelse os, det er en tro man kan leve sit liv på.

Dåben er den ene af to handlinger Jesus bad os om at gøre når vi gerne vil følge ham. Vi har i dag holdt dåb og det er dejligt at Liva blev døbt netop i dag, hvor også Paulus i teksten jeg læste før dåben taler om det bad der genføder os. Altså dåbens bad, som hos os er de tre håndfulde vand og ikke en fuld neddykning som tidligere.

I dåben bliver vi fornyet og modtager Helligånden. Helligånden er en måde at beskrive hvordan Gud er tilstede usynligt men virkeligt i verden nu. 

Jeg fortalte før at de vise mænd i den græske tekst som ny testamente er skrevet på kaldes magoi. Ordet magiker – eller magi har en anden klang end visdom. Fordi tryllekunstnere også kaldes magikere. Tryllerier ved vi jo er trick – tryllekunstneren afleder os.

Men selve ordet magisk kan også betyde en tilgang til verden, hvor man fornemmer at der nogle gange er mere end vi kan beskrive med naturvidenskabelige formler eller begreber. Det betyder ikke at vi afviser naturvidenskaben eller forskning. Men der er stadig meget som ikke kan forklares ved en naturvidenskabelig eller strengt rationel tilgang. 

Sådan er det når vi bevæger os herind – vi bevæger os ind i en forståelse af virkeligheden hvor det magiske i betydningen det guddommelige er reelt og virkeligt. Ikke på den måde at vi ikke samtidig forholder os kritisk eller rationelt til verden. Men på en måde så vi giver plads til en ekstra dimension i tilværelse hvor vi giver os selv lov til at have tillid til noget vi ikke kan forklare udelukkende rationelt. 

På den måde er dåben en fysisk handling som vi tillægger en større betydning end blot vand. Det er et ritual hvor de ord der siges har en betydning der rækker ud over selve handlingen: at få vandet til at vaske os. Gennem dåbens ord og handling viser vi at vi følger Jesus Kristus

og vi tror at hans velsignelse og nåde vil følge Liva og alle os andre gennem hele livet. Han som selv var et lille barn hvis mor og far måtte flygte for at beskytte ham.

Når vi gerne vil passe på vore børn og beskytte dem, så begynder vi med at lægge deres liv frem for Gud og bede ham passe på dem. Og vi ved at uanset hvad der vil ske gennem deres tilværelse, så vil de ikke være alene.

De er blevet en del af et fællesskab som er usynligt – et fællesskab med Guds egen søn. Men også et fællesskab med alle på hele jordkloden der bekender sig til troen på Jesus Kristus. Godt nok med meget store forskelle på hvordan man fortolker troen på Kristus. Men et fællesskab trods forskellene. De senere år har vi danskere spontant markeret vores fællesskab når der er sket noget trist: Senest ved Kim Larsens død hvor mange hundredetusinde mennesker spontant gik på gaderne i byer over hele landet i fakkeltog og sang hans og Gasolins sange. Det er et smukt udtryk for at vi føler deltagelse og at vi viser hvor meget sangene har betydet for os. 

Tænk hvis vi gik på gaderne en eller flere gange årligt og festede sammen. For eksempel i dag Helligtrekongers dag hvor vi kunne gøre som de gør i Spanien: lader de hellige tre konger gå i optog med andre festligt udklædte mennesker gennem byerne og uddele slik til børnene.   

Nogle steder klæder de voksne sig ud med hatte eller masker og fester hele natten – lidt a la nytårsfester. 

Det er ikke en ukendt skik i Danmark: Tidligere havde man også den slags skikke i nogle egne i Danmark – på Als fx hvor voksne gik rundt med masker og var udklædt og gik på visit hos andre og fik lidt at drikke og spise – gennem masken for man tog den ikke af. Med masken på kan man så tillade sig at sige sandheder som ellers ikke bliver sagt. Der skulle også være nogle ø er der har forsøgt at genoptage traditionen med optog. (Omø, 

Nu er det ikke fordi jeg forestiller mig, at vi skal tilbage til 1700 tallets maskeballer med alle de udsvævelser og udskejelser de indebar. Jeg tænkte mere en moderne version af Helligtrekonger fejring der kunne gå uden for kirkerne og blive en folkefest. Med det formål at skabe et sted hvor vi kan være fælles om noget kirkeligt og folkeligt på samme tid. Men det må vise sig om det vil ske.

Det ville i hvert fald være i Helligtrekongers festens ånd at vise med handling at budskabet om Jesus er for alle. Til at skabe glæde og lys i en mørk tid. Så folk bliver lykkelige når de fornemmer magien – den guddommelige sang fra Gud til os om at han er iblandt os, nu som Ånd men før som menneske. Med Jesus fødsel bliver vi som søskende til ham, synger vi med Grundtvig om lidt, og får Guds fred i hjertet. Og nøglerne til Paradiset. Amen