Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Lukas 2,21 

Første dag i et nyt år er vores situation lige nu. Vi har prøvet det mange gange før. En dag som alle andre, lige lang, kedelig, glædelig, grå og trist, håbefuld, urovækkende, vemodig, befriende – ja, mange kan anledningerne være til vore følelser på årets første dag.

Endnu et år er gået og vi begynder i dag på et nyt. Hvor tiden og dagene normalt tager os med uden at vi tænker nærmere over det, er der altid det specielle ved skiftet fra et år til et nyt, at vi både ser tilbage og frem.

På årets første dag, stadig så nær ved det år som er levet og det år som ligger dér foran os, mærker vi stærkere end på andre tidspunkter et savn og en længsel.

Der er nogen af os der savner tiden som er gået. Savner det liv som er levet. Og alt det året gav os af glæder. Savnet behøver ikke kun at være knyttet til gode minder, men kan rumme smerten og anfægtelse over det vi ikke lykkedes med. Ting og forhold som vi ønskede anderledes. Fortrydelse og skyld kan også fylde os. Og derfor kan det ikke gå hurtigt nok med at tage fat på et nyt år.

Samtidig længes vi og tænker på det som skal komme. Vi længes efter at realisere noget af det vi har savnet, eller vi længes efter at kunne sætte en streg over savn og andet som tynger. Vi længes efter fællesskab, eller vi længes efter at få lidt tid og mulighed til at tage vare på os selv. Vi længes efter nærhed og kærlighed, eller vi længes efter afstand og selvstændighed. Vi længes efter at bruge os selv i et stykke arbejde, eller vi længes efter hvile. Vi længes efter frihed og retfærdighed for mennesker der er undertrykte, eller vi længes efter frihed fra vores egen angst og vore egne konflikter.

Både savnet og længslen hører med til livet. Når vi skifter fra et år til et andet, er det som om netop savn og længsel kommer til at stå skarpere overfor hinanden. Hvad vil der komme til at ske det kommende år? For mange af os ligger der allerede planer og aftaler i kalenderen. Også uroen for det kommende år hører med til nytåret. For nogen mere end andre. Livet er altid et sammensurium af godt og ondt, det mørke og det lyse, og derfor kan vi om livet det kommende år sige, -

Den som længes efter et liv uden lidelse, mister livet. Den som længes efter glæde uden sorg, mister glæden. Den som længes efter behovstilfredsstillelse uden forsagelse, mister behovstilfredsstillelsen. Den som længes efter fællesskab uden konflikt, mister fællesskabet. Savnet af tiden som er gået er erindringens nødvendige skygge, og bekymringen for det som skal komme er forventningens trofaste følgesvend.

I skæringspunktet mellem savn og bekymring, erindring og forventning, mellem gammelt og nyt-år, kan det tænkes at vi har det lidt ligesom digteren Henrik Nordbrandt der skriver i sit digt Glæden:

               Glæden er ligesom et timeglas:

               Man vil hele tiden vende den på hovedet

               for at få den til at vare.

               Og så er det sorg, der løber ned.

Vi vil gerne fastholde det som er levet, også det liv der farves mere i savnets farver. Timeglasset løber hele tiden, ubønhørligt rives vi med tiden og dens gang og hvad den udsætter os for. Og tiden udsætter os for det hele. At dreje tiden tilbage for at fastholde det mistede, både det glædelige og det sørgelige, vil i alle tilfælde hensætte os i en tilstand af sorg over det som ikke er mere. Sorgen udtrykker kærligheden til det som er levet.

Vi kan ikke vende timeglasset på hovedet, for tiden tager os hele tiden med, hvad end vi vil eller ej. Vender vi timeglasset på hovedet er det som Nordbrandt skriver sorg der løber ned. Levet liv set i savnets lys, kan vi ikke gøre andet ved end at glædes os over det gik så godt som det gjorde. Timeglasset render videre med sin tid og vi må lære at glæde os over hver lille sandkorn der rummer en verden af liv.

Nytårsalmen som mange af os måske lyttede til i går aftes, og vi har sunget den i dag, taler om dér vi står nu. I nytåret kigger vi bagud- det var nok mest i går, - og på årets første dag kigger vi ikke mindst fremad på det nye år som ligger foran os. Mange tænker, nu skal vi begynde på en frisk. Salmen gør kun det sidste, ser ud på det år og det liv som ligger der foran os som et stykke ubrugt liv. Vi kan jo heller ikke gøre så meget ved det år der er gået. Sin rod har nytårssalmen i kristentroen og er ikke urolig for tiden. Vær velkommen herrens år taler om det år som ligger foran os: ”Sandheds Gud! Lad dit hellige ord oplive, oplyse det høje nord…. Nådens Gud! Lad dit solskin i vår os skænke på marken et gyldent år…. Fredens Gud! Den livsalige fred du skænke vort land til at blomstres ved… Fader-Gud! Os til glæde og gavn nytåret henskride i Jesu navn!

Sandhed, nåde og fred hvad mere kan vi håbe på af det nye år. Store og stærke ord som mennesker altid har haft behov for. Det er ikke lige de ord og hvad de dækker over, vi nyder mest af i tiden vi lever i. Vi må sige at de er konstant udfordret af falskhed, af menneskets optagethed af sig selv og egne projekter og fred har der jo aldrig været på vor jord.

På den første dag i et nyt år, mødes vi i vort savn og vor længsel af det menneske som blev født julenat og fik navnet Jesus. Jesus blev i sin samtid set på som den, der skulle indfri fortidens håb og længsler. De kaldte hans navn Jesus, som han allerede var blevet kaldt det af englen før han blev undfanget i sin mors liv. Han var ventet. Hans navn fortæller som det var normalt i antikken om hans personlighed eller væsen. I hans navn ligger hans bestemmelse gemt. Jesus som han blev kaldt, fortæller, hvad der er Guds bestemmelse med ham, hvad Gud har sat ham til, hvad hans ærinde i livet er: Frelser!

Ordet frelse der kommer af hebraisk og betyder ”at have plads omkring sig”. Jesus er inkarnationen af det guddommelige, hvor Gud stiger helt ned til os i et menneskets skikkelse. Jesus er Guds sande menneske. Hvad det indebærer er det liv Jesus levede. Det liv som vi begynder i dåben. Vi skal følge Jesus efter. Hvor tit hører vi ikke Jesus sige til mennesker i evangeliernes beretningerne om ham ”følg mig”. Vi skal ikke efterligne ham. Dertil er forskellen for stor imellem ham og mig. Jeg skal leve mit eget liv, på eget ansvar træffe mine valg og beslutninger, men lade dem være inspireret af Jesus. Det kan der komme meget forskelligt ud af hos forskellige mennesker, men det er netop den store frihed i at efterfølge ham som sin Herre.

Jesus var selv barn, han var fattig, træt, sulten og forladt. Han kom ikke for at vise hen til en større verden, men for at leve vore liv. Fra sit livs begyndelse til dets slutning går Jesus gennem alt det vi mennesker går igennem. Han indrettede ikke institutioner, han efterlod ikke et eneste produkt, men evangeliet fortæller at han levede på strækningen mellem fødsel og død.

I Jesu liv ser vi hvad Guds kærlighed er. Han folder en kærlighed ud der skaber en forskel. I Jesus af Nazareth møder vi et menneske der med sit liv skaber en forskel. Han levede ud fra en konsekvent livsagtelse. Det viser sig ved at livet for ham ikke handler om at bringe sig i sikkerhed, men om at udlevere sig til livet. Hans fødsel og liv sætter en ny ramme om livet, der giver en helt nyt perspektiv på hvad det vil sige at være menneske og om hvad livet skal bruges til.

Det nye ligger jo allerede i det store paradoks som al kristen tro har som sin kerne, at Gud selv blev menneske. Det bliver allerede antydet i hans navn Jesus. Han er én der er kommet for at skabe plads omkring mennesker. At sætte dem fri kunne vi også sige. 

I hans forkyndelse og i hele hans måde at møde mennesker på, får livet en helt ny indramning. Eksempler fra de bibelske fortællinger om Jesu liv taler deres tydelige sprog om den forandring Jesus kom med: foragtede samaritanere bliver til gode forbilleder, toldere og syndere bliver til venner Jesus spiser sammen med, de mindste bliver de største, børn og kvinder får en helt ny værdighed, de retskafne men dobbeltmoralske farisæere bliver kaldt for ormeyngel, bekymringsløshed bliver til et livsideal, og den kærlighed og sandhed Jesus kom med måtte til slut ofre sit liv.

Livet fik en helt ny indramning med Jesu liv. Den menneskelighed og agtelse over for livet Jesus udviste er aldrig blevet glemt. Hans menneskelighed har siden han ofrede sit liv for livets skyld, kastet sit lys over verden.

I sin bog Kærlighedens gerninger fortæller Søren Kierkegaard på smukkeste vis, hvad det er Gud er kommet med til mennesker gennem sin søn Jesus Kristus. Om den kærlighed han elskede med taler Kierkegaard– ”Der er ingen, o ingen forskel på kærligheden. Men på blomsterne hvilken forskel. Selv den mindste, den ubetydeligste, den uanseligste, - den endog af sine omgivelser oversete lille stakkel – som du næppe opdager, uden du ser nøje til. Det er, som havde den også sagt til kærligheden: ”lad mig blive noget for mig selv, noget ejendommeligt.” Der har kærligheden hjulpet den til at blive sit ejendommelige, - men langt skønnere, end hvad den lille stakkel havde turdet håbe på. Hvilken kærlighed! ”

 Ja! Hvilken kærlighed!  - Det ligger allerede i det navn han fik – Jesus! Det betyder frelse som sagt, og i det navn ligger, at han med sin kærlighed bragte Guds evige kærlighed til jorden og mennesker. En kærlighed der frelser, altså sætter fri, fordi den binder mig så stærkt ved at fortælle mig, at den kærlighed accepterer mig helt og fuldt som jeg er.

Jesus er hans navn. Det betyder håb for de håbløse. Det betyder liv for de døde. De som føler sig glemte og oversete, vil blive husket for evigt. De som ikke kan finde vej i livet, skal hente styrke og mod i hans navn til finde deres bestemmelse i livet. 

Vi mødes af Jesus hver gang vi kommer i kirken. Han er Guds milde ansigt i verden. Han ser os og finder ethvert ansigt elskeligt. Det var sådan han levede og mødte mennesker. Han er stadig den samme i dag, hvor vi hører at han fik navnet Jesus. Der er i kirkens årtusind lange historie gjort meget ondt i hans navn. Men det siger ikke noget om, hvem Jesus er. Det fortæller om mennesker der vil bruge Jesus til egne formål. Jesus som jo betyder frelser hørte vi, lever op til sit navn ved at se mere i det andet menneske, end man kan se. En opmærksom kærlighed der bygger op. Han sjuskede aldrig med kærligheden. 

Det er da et rigtig smukt budskab på den første dag i det nye år; at vi lader os smitte af Jesus som ser os og vil os som dem vi er, at vi også skænker hinanden den samme kærlige opmærksomhed. Amen