Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!« Matthæus 23,34-39

Det er stadig jul. Mange af os skal til flere julefrokoster og julefester både i dag og dagene frem til nytårsaften. Derfor synger vi julesalmer også i dag. I dag dryppes der dog noget malurt i vores bæger: for i dag handler det om hvor svært vi mennesker har ved at tage imod det Gud giver os. SE jeg sender jer profeter og vise – nogle vil I slå ihjel, andre vil I piske og forfølge fra by til by.

Og selv om Jesus taler til Jerusalems indbyggere og dermed også især til sit eget folk, så kan vi godt brede tiltalen ud. For gennem hele historien har troende kristne været forfulgt. Ja kristne har forfulgt andre kristne for at have en anderledes fortolkning af Guds ord. I dag 2018 bliver kristne stadig forfulgt i verden: Islamisk Stat angreb og dræbte over 3000 yazidier i 2014, et kristent folk der lever i det nordlige Irak. Man mener at over 6000 kvinder og piger blev taget til fange og solgt som sexslaver. Det er blot et eksempel af mange på at kristne stadig dør for deres tro. Også de egyptiske koptere er udsat for forfølgelse.

Hvor mennesker taler om Jesus, vækker det modsigelse. Nogle ville måske sige at det er religioner der kæmper og at selve det at mennesker tror på noget, skaber ufred og kamp. Det kan godt være.

Jesus selv siger at det handler om hvordan mennesker tager imod den der kommer med budskab fra Gud. Se jeg sender profeter og skriftkloge og vise til jer – nogle af dem vil i forfølge og slå ihjel …

Men vi slår da ikke folk ihjel her i landet, så på den måde handler det ikke om os, vel?

Det handler nu alligevel om os – på et andet plan. Om hvordan vi forholder os generelt til Gud  og er som mennesker i forhold til Gud.

I dag bliver vi opfordret til at tænke over hvad Jesus mener med sit udbrud: Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke!

Gud ville gerne samle sine børn – os – under sine vinger – men vi vil ikke altid. Budskabet om at Jesus er Guds søn har altid vakt forargelse og modstand – og det gør det fortsat.

Ikke blot med fysisk forfølgelse og vold imod kristne. Også på et mere subtilt plan: indirekte forskelsbehandling og hvordan kristen tro og tanker bliver presset ud af det offentlige rum – selv her i Danmark.

Der er mange der synes at børn ikke skal have om kristendom i skolerne. Der er også mange der ikke ønsker at kirkeklokkerne ringer i byerne – det larmer og minder dem om at de ikke vil i kirke. De vil hellere sove længe.

Og det er ikke en religionskrig mellem muslimer og kristne slet ikke, nej det er humanister og ateister, der ønsker at stække kristendommens indflydelse i samfundet. Det er en stille krig der ikke tales så meget om – heller ikke i Folkekirken. Men i dag kan vi tale om det. Vi bliver ikke stenet her i landet, men i den demokratiske samtale bliver det sværere og sværere at finde forståelse for at kristendommen er stor del af vores samfund og liv.

Der er stadig mange der ikke vil høre julens budskab: At Gud kommer os i møde ved at træde ind i verden. Som vi  synger med Brorson: mange har aldrig fornummen at rosen i verden er kommen. Mange har ikke lagt mærke til det. For i virkeligheden er budskabet om at Gud er blevet menneske stadigvæk noget der forarger – selv os der gerne vil lytte til det.

Vi vil gerne være gode ved hinanden, men vores menneskelige sind rummer også selvoptagethed og stolthed og forfængelighed. Og ofte tager vores selvoptagethed over, så vi glemmer at se en situation fra den andens side. Så er vi hurtige til at afvise eller måske bare gå forbi, fordi vi ikke kan rumme andet end os selv.

Forhærdede tidselgemytter – kalder Brorson os. Jesus taler til sin samtid og varsler hvordan det vil gå ham: de vil korsfæste ham og verden vil blive overladt til sig selv, siger han.

Midt i vores juleglæde over at Gud faktisk vil os det så godt at han træder ind i verden og stiller sig på vores side, så skal vi også høre om påsken: om hvordan han bliver afvist, fordi de der så Jesus blev forargede. Ligesom de senere ikke kunne holde ud at høre på Stefanus der havde en tro, der var så stærk at han ser Jesus og ser Guds herlighed lige inden han dør. Og ligsom Jesus udbryder Stefanus, ”Herre tag imod min ånd”  og ”Tilregn dem ikke denne synd”.

Vi er ikke som Stefanus, der dør for sin tro. Men måske kan vi få mod til at tale mere om vores tro når vi møder andre der ikke forstår hvad det er vi bruger vores tid på når vi mødes her. Måske er det noget af det vi kan tage med os af Jesu ord om hvad det er vi ikke vil. Vi vil ikke altid stå ved ham, der døde på korset for os.

Jul og påske hænger sammen. Fordi vi mennesker både er syndere og frelste på samme tid: vi rummer godhed og vi rummer mørke i os. Vi vil helst tale om det gode og om smukke ting. Men de mørke ting, der ikke bliver talt om har det med at tage over fordi de ligsom sniger sig ind på os.

Det er derfor at livet forbliver en stadig kamp imellem det gode og det onde – i verden og i os. Det er en kamp som Jesus én gang har overvundet, da han stod op af graven påske morgen. Men det er en kamp vi skal udkæmpe hver dag – en indre kamp.

En kamp hvor vi hver især har vore indre mørke at bekæmpe

Samtidig er lyset også i os. Det er det julen handler om: om det håb og det lys som er blevet tændt julenat for 2000 år siden og som stadig lever videre hver gang vi taler om det.

Hver gang vi fejrer gudstjeneste og synger de salmer der i sig selv forkynder – næsten bedre end nogen prædiken – at ligegyldig hvilken modstand Guds søn og Guds ord møder i verden, så sejrer han, når vi vælger at tro på at han kæmper på vores side.

2. juledag italesætter kampen og modstanden og mørket – ikke for at vi skal fortvivle, men for at vi kan stå ved det tvetydige og den dobbelthed der altid vil være i tilværelsen. Når vi har sorgen, er det jo fordi vi først har elsket og mistet. Glæden kommer før sorgen. På samme måde bliver kærlighed stærkere af at møde modstand.

Det er derfor at de aller bedste julesalmer taler om vores smerte og julesorg. Gud kan ikke fjerne al modstand og død og smerte i verden. Det er ikke det kristentro betyder. Men han kan sende sin Søn ind i verden og fortæller os med den handling at han går med os når vi går gennem mørke dage. Gud kan tænde et lille lys i mørket der kan brænde og vise os vej og lindre vores smerte.

Det er det vi kan gå hjem med efter i dag: at vide at trods alt hvad der sker af ondt i verden, og trods alle de ting vi selv forvolder af smerte i vores ubetænksomhed eller af selvoptagenhed, så er Gud ikke en vred gud. Han er den der går med os gennem alt det der sker og viser en anden vej frem, end den vi måske selv ville turde vælge: tilgivelsens og kærlighedens vej. Amen