Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Lukas 2,1-14  

Det er vigtigt at bevare en fornemmelse for det underfulde. Endnu mere i dag hvor det hele tiden lyder, at vi hvert eneste år skal være bedre end året før på alle mulige fronter. Vi skal være i kontrol. Det underfulde er det vi mennesker ikke kan bestemme over.

Kravet lyder fra politikere og ledere at vi hvert eneste år skal være bedre end året før. Bedre til at gøre tingene hurtige, finde på nyt og få alt til at vokse. Næste års finanslov som blev forhandlet på plads for nogle uger siden lover vækst igen næste år. Det lyder næsten som planten der sætter nye skud. Det kan planten godt ved vi, men spørgsmålet er om vækst er godt i alle sammenhænge.

Jeg kan huske da jeg var 14 -15 år og havde været til det årlige check hos skolens sundhedsplejerske og var blevet målt. Jeg var vokset 15 cm på et år og vi drenge sammenlignede os med hinanden. Vi vidste godt at sådan vækst selvfølgelig ikke kunne fortsætte det næste år. 

Acceleration, vækst, udvikling af nye produkter og ideer er vi blevet vænnet hører vores hverdag til. Vi er så småt ved at indse at det er helt tosset at tænke sådan. Vi gør det stadig for vi har ikke lært andet. Der er ikke et sted på jorden som ikke er blevet rørt af menneskehånd. Verden er i den grad tilgængelig og vi har det godt med at være i kontrol.

Men vi har behov for andet end det. Vi ved det godt, men er ikke så gode til at værdsætte at livet er underfuldt. Jo, vi er glade når sidder ved havet og ser en solopgang eller- nedgang og betages af det smukke syn. Vi slapper af og nyder solens stråler gå op eller ned. Et under udspiller sig for vore øjne, og vi ved at det er et under, som er uden for menneskers magt. Her skal og kan vi ikke gøre solens op og ned tilgængelig. Kærligheden kan af to mennesker erfares som et under. Pludselig erfarer to mennesker det som et under, at de skulle mødes. Et under kan det opleves af den uhelbredeligt syge, at en bedring mirakuløst indfinder sig. 

  Skønt ord at sige – under-fuld. Vi fornemmer at her taler vi om noget, der ligger uden for vores kontrol. Hvad er det underfulde? Det er ikke et ord vi bruger særligt ofte. Vender vi det om, er det fuld-af-under.

Vi hørte før profeten Esajas tale om det underfulde, der skulle komme som et stort lys, der skinner for dem, der bor i mørkets land. Det var en profeti, altså ikke virkelighed, men fuld af løfte om et under, som vi kan håbe på. At lytte til denne profeti af Esajas skaber en forventning i os, om at noget underfuldt vil komme.

Om det sagde den tyske sociolog Hartmut Rosa fornyelig i et interview: det mest værdifulde i livet sker, når du bliver overvældet af for eksempel skønheden i et landskab, et stykke musik eller i en person. Ikke når du er i fuldstændig kontrol.

Det underfulde falder udenfor vores kontrol. Forunderligt, mægtigt, himmelsk, spirituelt, åndeligt er nogle andre ord for det samme. Et under har vi ikke kontrol over. Vi har ikke umiddelbar tilgang til det, med mindre vi er modtagelige. Det er utilgængeligt for vores indflydelse og magt.

Er der ikke en meget rar tanke, at der er noget jeg ikke har magt over? Menneskeheden bruger det meste af sin tid på at gøre verden tilgængelig. Vi er ved opdage at vores magt med hvilken vi styrer verden, viser sig at have livsødelæggende konsekvenser. Det er på høje tid at vi handler, hvis vi kan.

Det underfulde er det som viser at alt også ikke kunne være, at alt kunne være anderledes. Underfuld er jorden set fra rummet, smukt ligger den svævende som en ø i det store univers.

 Det underfulde er hvad julen handler om, hvis vi vil se det. Barnet i krybben er jo det vi samles om for at høre juleaften. Begyndelsen ”men det skete i de dage” får os til at tro, at dette bare er et eventyr. Men det er fortællingen om barnets fødsel ”i de dage”, som vil fortælle at det skete i tiden, bebudet af engleskarer og bevidnet af nattens hyrder. At det hele foregår i den historiske virkelighed får vi at vide i henvisningerne til ”kejser Augustus” og ”Kvirinius ….statholder i Syrien”. Det fortæller at det underfulde som er det guddommelige i denne fødsel nu tager plads i tiden. Gudens indgang i tiden. Den tid vi lever i, men som åbner for evigheden i tiden.

Vi hører fortællingen hver jul. Bliver vi aldrig trætte at høre denne fortælling om Jesus fødsel i en stald i nattens mørke. Gentagelsen hører jo julen til. Der er intet tidspunkt på året som i julen, hvor vi synker hen i gentagelsen trygge rytme, og har det godt med. Rør ikke ved min gamle jul, som der står i julesangen. Vi gør det samme hvert år, og det står i kontrast til, at vi ellers hylder forandring og det forandrings parate menneske.

Der er noget i julen som vi kunne kalde helligt, underfuldt, som skal have lov til at være utilgængeligt. Hvad det er kan vi lære af den musikalske verden. Den russiske pianist Igor Levit bliver i et interview spurgt, om han aldrig bliver træt af at spille ”Måneskinssonatten” af Beethoven, som han har spillet hundredvis af gange. Levit svarer nej og siger: ”for på en måde har jeg en fornemmelse af, at den er forskellig fra gang til gang. At der altid er noget ved den, jeg ikke kan kontrollere. Grundlæggende er jeg i dialog med stykket, og jeg ønsker aldrig at blive færdigt med det.”

Har vi det ikke på sammen med barnet i krybben? Vi vil gerne høre den fortælling hver jul, fordi den som meget andet i julen hører til i julen. Det er også en fortælling som vi hele tiden må forholde os til på ny hvert år.

Julen kan hjælpe os med at berede en plads til det underfulde. Midt i vore travle juleforberedelser, rummer vores kultur den underfulde historie om barnets fødsel. Guds indgang i tiden.

Det lyder idyllisk når jeg taler om julen. Og jeg ved jo godt hvor svært det kan være for mange mennesker at holde jul. Af mange grunde – sorgen der fylder tungt den første jul efter én jeg har mistet, familier skal finde ud af være sammen, skilsmisse forældre skal vælge hvor børnene skal være i julen, ensomheden føles stærkere i julen, bekymring hos en enlig forældre om der nu penge nok til at holde en ordentlig jul for børnene. 

Det underfulde som fortællingen om Jesu fødsel vil ikke have os til at glemme alle disse bekymringer. Og dog alligevel! For julen åbner en sprække til at vi kan få sans for det underfulde i tilværelsen. Det underfulde som hyrderne på marken oplevede da englene stod foran og sagde: ”frygt ikke”. Den frygt de bar rundt på hverdag, for hvordan det hele skulle gå. Frygten vi alle bærer rundt på. I dag har frygten fået en ekstra dimension i angsten. Hyrderne frygtede med rette for deres liv. De skulle holde øje med vilde dyr der både kunne overfalde dem og fårene. Frygten har sikkert også handlet om hvordan politiske omvæltninger kunne få indflydelse på deres liv. Vi kan også frygte ting i verden i dag.

Men det er mere angsten som fylder mange mennesker i dag. Angsten er denne diffuse følelse af uro for om livet har mening, om jeg er god nok og kan klare mig selv i verden. Det underfulde er den glæde englene forkynder skal være for hele folket! Ikke for nogle få udvalgte, men for alle.

Det underfulde er mere end bare glæde. Det er glæden som fødes til verden i det barn. Det fortæller os at vi i længden ikke nøjes med arbejdet, forbruget og videnskaben.

Det underfulde viser sig i stalden den nat Jesus blev født. Gud skaber dette underfulde øjeblik. Vi har brug for sådanne øjeblikke, hvor vi ikke føler at vi skal have kontrol. Og Gud kan vi jo ikke kontrollere eller bestemme over.

Gud viser os denne nat at det underfulde findes. Midt i tiden findes det underfulde som en enhed bag os og foran os, under os og over os. Amen