Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt. 11,25-30

Jeg synes det sidste Jesus siger i dagens prædiken tekst til sidste søndag i kirkeåret er vigtigt at vi tager til os. Hvor får man sådan en invitation i dag?  Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile…..lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

Et kirkeår er er slut og det er ikke sikkert det betyder alverden for så mange, fordi vi selvfølgelig følger kalenderåret. Men et kirkeår har sin egen rytme begyndende med 1. søndag i advent hvor vi længes og kigger fremad. I julen rører himlen jorden i Jesu fødsel. Den fødsel markerer Guds indgang i tiden. Resten af kirkens år følger vi Jesu liv og skæbne. Fortællingerne om Jesus er koncentreret om de tre store kirkefester, jul, påske og pinsen. Festerne skal minde os om de vigtigste hændelser i Jesu liv og skæbne. Hans fødsel nævnte jeg, hans død og opstandelse og efter hans himmelfart, hans komme til mennesker som Guds usynlige kraft.

I dag er årets sidste søndag inden vi igen næste søndag begynder forfra med advent, hvor vi igen begynder at se fremad med forventning til Jesu fødsel. Vi har fulgt Jesus gennem kirkeåret og levet med i hans skæbne og hentet trøst og tro i hans møder med mennesker i bibelens fortællinger.

Vi slutter med at møde Jesus der som Kristus figuren af Thorvaldsen i Vor Frue Kirke i København, breder sine arme ud, for at tage os til sig og give os hvile. Den hvile, som her er tale om, er ikke en hvile, som kun er for de gamle eller de trætte, eller for dem, som gerne vil stoppe med at arbejde. Ordet peger heller ikke kun på arbejdet som kan gøre os trætte. Hvile handler om vor fysiske og psykiske smerte, om den angst og uro som kan fylde mennesker. Livets byrder kan være meget forskellige. Fælles er at hvile er noget vi alle har brug for. Døgnets rytme er at finde en god balance mellem at være aktiv og holde hvile.

Jeg oplever Jesu invitation som et løfte om tryghed i møde med livets alvor.

Vores tid er præget af travlhed. Hvor tit hører vi ikke det. Og vi mærker det hos os selv. Mange har travlt, ja, travlt er sjældent det ord som bruges i dag, nu hedder det ”jeg er stresset”. Der er et pres på mennesker som ikke var der tidligere. Det må vi bare erkende, men vi skal lade vores erkendelse følge af handling. Hvile er vigtigt for alt liv.

Da jeg var barn i tresserne og halvfjerdserne havde man en klar forståelse af forskellen mellem arbejdstid og fritid. Der var det daglige arbejde, og når dagens slid var slut sænkede fyraftens roen sig over familierne. Om søndagen var det helt tydeligt, at her kunne man ikke gøre andet end at holde fri. Helligdagslovgivningen forbød simpelthen visse aktiviteter på søndage, hvad for os børn gjorde søndage til nogle meget stille dage. Vi kendte ikke til andet end søndagens stilhed. Man havde fri, og ingen kunne drømme om andet, og man forstod at holde fri. Dengang var der ikke noget der hed ”koble af” eller ”slappe af”, det var ikke nødvendigt, man gjorde det bare.

Der gives en fred og en hvile, som afhænger af tidens inddeling. Den melder sig, hvis tiden er inddelt, hvis det altså ligger fast, hvornår det er tid til at arbejde, og hvornår det er tid til at have fri. Der var en rytme, som man levede i som ind- og udånding, der var balance mellem hvile og arbejde.

Når min far dengang havde meget at lave på sit job, fortalte han at han havde haft en travl dag. I dag er det ord travlt ved at forsvinde ud for ordet stress. I 60’erne og 70’erne kendte vi dårligt nok til ordet stress og hvad det stod for. Stress er i dag blevet hvermandseje. Hvor ofte hører vi i disse år ikke ordet stress nævnt som forklaring på, at man mennesker ikke kan klare deres liv. På nogle af vore sygehuse er der indrettet afdelinger for mennesker med stress, hvor de kan lære at finde en fornuftig måde at planlægge deres arbejds- og hviletid på. Selvom vi efterhånden er blevet vænnet til at høre, hvor godt det går herhjemme, så er talen om stress i sig selv et udtryk for, at nogen falder af i farten. Et signal til os om at noget ikke fungerer.

Arbejdet kræver mere og mere af mange mennesker i dag. I dag handler om det ikke bare om at levere et stykke arbejde eller et produkt, du skal bestandig være parat til at kunne tåle og helst lide. Vi skal være parate til at omstille os, til at tåle hyppigere skift i rammerne for vores arbejdssituation, i opgaver, i steder og medarbejdere. Alle disse brud er med til at undergrave oplevelsen af, at vores arbejdsliv hænger sammen og dermed skaber det med tiden en usikkerhed på hvem man er. Det arbejdende menneske skal helst have personlighedstræk der ligner forbrugerens; som hele tiden er klar til nye ting og forkaster gamle, selv om de fungerer fint.

Når ordet stress optræder så hyppigt i dag, er det jo fordi mennesker bryder sammen af for stort arbejdspres og manglen på tid til hvile. I gamle dage – og det ikke for at sige at alt bare er godt fordi det er gammelt –kan man måske lære noget af den tids inddeling som herskede tidligere.

 Hvad sker der med den, som altid skal nå meget, være til at få fat på og orienteret om hvad der sker i verden, læse de nyeste romaner, have en veltrænet krop og være noget for familien? Det ender som den svensker religionspsykologi Owe Wikström skrev for 15 år siden i sin bog Til langsomhedens pris: hele livet bliver til slut som at køre på knallert gennem Louvre. Man kaster blikke ind mod stærke oplevelser, men alt for lidt sætter sig fast – farten er høj. Med store øjne kigger man på familiealbummets billeder og tænker på, hvor hurtigt det hele gik.

Kirkens rum er et sted for at finde hvile og blive lettet for det vi bærer rundt på. Ingen tvivl om at i dagens samfund er hvile og ro noget mange længes efter. Der er et pres på menneske i dag som skaber rastløshed og uro i livet.

Kirken er et hellig rum og her kan vi komme med vore spørgsmål, også dem som ikke kan finde svar, men som tunge ting i livet tvinger os til at stille. Hvad er meningen? Hvor er du, Gud? Kirken kan rumme de ubesvarede hvorfor. Det hellige rum i dag møder os med Jesu ord om at vi kan lægge det vi slider med og bærer på i den hvile han rækker os. ”Jeg vil give jer hvile” siger Jesus. Det lyder rart og godt, men hvordan, kan vi ikke lade være med at spørge? Fordi det kan være svært at finde hvile i den hverdag vi står i. Vi mærker vi har brug for hvile og at det ville være godt for os, men hvor er det svært at nå frem. Vi må stole på det ord Jesus taler. Guds nådes ord! Det betyder ikke, at nu kan vi slippe alt i vore liv; men det betyder, at Guds nåde og tilgivelse følger os og er over os på alle vore veje.

Vi slider os alle trætte og bærer på tunge ting. På grund af forhold vi lever under og ikke sådan kan ændre på, byrder der lægges på os fordi livet møder os med modgang.

Jesus tager imod os for at hjælpe os; for af ham kan vi lære hvordan vi skal leve, for at slippe for at slide os ned, og ikke bære for tunge ting. Sagtmodighed er det sind som er mildt og ikke beklager. Ydmygheden viser vi når vi erkender at der er noget der er større end mig. Vi ved at Jesus levede sagtmodigt og ydmygt, fordi han var Guds søn. Det gav ham netop roen til ikke at skulle klare det hele selv. Han kunne lægge ting fra sig.

Det er den ro vi kan lære af den hvile Jesus gerne vil give os.

Jesus taler ind i hverdagen, dagen i går, i dag og i morgen, ind i alle de almindelige dage. Han lover at Gud er med, at man hører til i Guds nærhed, selvom man er i verdens og samfundets udkant. Det er derfor, de følger ham, alle disse mennesker på kanten, i udkanten, mennesker i eksistentielle kriser og tvivl. I hører til lover han, når I hører til hos mig, hører I også til hos Gud. Amen