Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. Lukasevangeliet 17,20-33

Måske har nogle af jer set den store bagedyst i aftes og her gælder det, at der er en vis forudsigelighed i konkurrencen. Nogle er sikkert bedre bagere end andre, men nogle elementer i selve kageprocessen kan køre af sporet uden, at man altid helt kan forklare, hvorfor det skete.

For min egen farmor, som kunne lave 100 ens vaniljekranse og brunkager hver jul, var det et kæmpe nederlag, hvis noget gik galt i madlavning eller bagning og derfor lavede hun ofte de samme opskrifter igen og igen år efter år for at sikre sig mest muligt mod uheldet.

Men selv om man har øver sig meget i bagning, så sker der uforudsete ting i processen som i bagedysten og det lyder måske lidt underligt, men det er faktisk lidt det samme, som denne mærkelige evangelietekst, som vi lige har hørt, tematiserer.

Her giver Jesus udtryk for, at det er uforudsigeligt med Guds rige, som han kalder det, og med det tidspunkt da han vil vende tilbage til os på jorden. Han sammenligner det med historien om Noas ark, hvor flertallet ikke vidste/troede på, at syndfloden kom, eller den dag Lot forlod sin by Sodoma med sin familie og et vulkanagtigt udbrud pludseligt kom over den.

Man kan altså ikke altid aflæse virkeligheden og sige: ”Nu sker der noget frygteligt om lidt”; og det skønt mange har forsøgt sig i årenes løb med talen om at nu er tidernes ende og undergangen er nær!

Det er vigtigt at sige, at dette ikke er en afvisning af videnskaben, for den skal man lytte til; og når forskere verden over advarer mod klimaforandringer, skal vi selvfølgelig lytte og handle derefter, hvis ikke oversvømmelser og andre naturkatastrofer skal komme med deres ødelæggelser, som kan gøre livet umuligt og jorden ubeboelig i med højere temperaturer.

Jeg tænker mere på almindelige samfundsproblemer, som politikere både lokale og på landsplan tror, at de lige kan løse med regulering og lovgivning og forskellige tiltag. Ofte viser disse indgreb sig jo at virke anderledes, end man havde tænkt sig eller ramme mange flere end tilsigtet.

Samfund er komplekse og det er samfundsproblemer også og det kan ikke lige løses med et snuptag, fordi virkeligheden er mere kompleks end som så. Som når man prøver at flytte statslige arbejdspladser til provinsen for at løse beskæftigelsesproblemer og affolkningsproblemer dér og det viser sig, at det ikke har den ønskede effekt.

Måske fordi der er mennesker involverede, for det levende liv er svært at forudsige.. Det kender vi fra vores dagligdag i f. eks opdragelse. Som forældre kan man ikke sige: ”Nu gør vi sådan og sådan og så ved vi, at der kommer sådan og sådan en voksen ud af barnet”. Man kan ikke styre livets gang og Gudsriget er som livet, ja det er egentlig livet!

Guds riget er midt iblandt jer! siger Jesus i dag. Det vil sige, det er mellem os og i de relationer vi har, for gudsriget er hans kærlighed og den kan som bekendt heller ikke regulere. For ganske nylig læste jeg en novelle af Herman Bang om en gammel frøken, som boede i sit lille hus i en mindre provinsby i slutningen af 1800 tallet gætter jeg på.

Hvorfor hun var frøken og altså aldrig gift er lidt uklart, men det er ikke fordi, at hun har valgt livet og kærligheden fra. Hun var nemlig grædefærdig hver gang grenene på et af hendes lindetræer blev klippet af gartneren i byen, så man bedre kunne se gadelygtens lys på torvet.

Sådan gik det ikke til i frøkenens egen lille have bag huset, hvor alt fik lo at vokse og blomstre; roser og liljer og bær. Blomsterne binder hun i kranse til dem, som ingen blomster får ved deres begravelse eller tørrer dem til at dufte om vinteren i huset.

Og her i sin lille have inviterede hun de unge piger fra byen på besøg om sommeren under hyldetræet og serverede kringler og kaffe med jordbær og kirsebær fra haven. Alle kan være der, siger frøkenen; ”Vi hjælper os”!  Der bliver ikke mange kirsebær til hver, når så mange skal dele, men de har det herligt.

Om vinteren inviterede hun andre ensomme kvinder på the hver aften inde i varmen ved lygteskæret og kattene. En af dem blev gravid som ung med en forlovet, som rejste til Amerika og frøkenen hjalp hende trods byens almindelige afstandtagen. Barnet havde således to mødre til at pleje sig, men dør som lille og så deler kvinderne sorgen.

Frøkenen er et billede på Gudsriget midt iblandt os, for hun samler alle omkring sig uden forskel, hun fordømmer ingen, men deler sit eget med alle, der har lyst unge som gamle. Hun har plads til dem, ingen andre har brug for selv små spurve, som hun tager ind i stuen for at varme sig;

Hundene har gravsteder i haven med navn og datoer, for frøkenen glemmer ingen; hun genlæser ofte sine gamle breve fra venner, som ikke længere lever andre steder end i hendes hjerte, hun giver uden tanke for andet end den glæde, der ligger i det!

Hun er ikke et menneske, som mange lægger meget mærke til eller værdsætter, men hun er midt i blandt dem med sit gode sind. For Guds rige handler om relationer, det handler om det, som er mellem os som mennesker, det som vi kan gøre for hinanden og give hinanden.

Grundtvig prøver at beskrive det i den salme, som vi skal synge om lidt, hvordan gudsriget er til stede som små lysblus i vores vintermørke verden, som vi skal bære frem med glæde, dvs. dele med og for hinanden.

Det rige er modsat en konkurrence, for det, der skal deles, har vi selv fået gratis af Guds søn. Han gav os alt, selv sit eget liv og den sidste aften han levede, gjorde han det klart, at vi skulle dele hans kærlighed med hinanden.

Derfor kan man mødes her hver uge ved hans bord og blive mindet om det løfte og den evige kærlighed, ja den gave livet er; som det gudsrige, som lille Lucas har fået del i dag og som følger ham til evig tid.

Gud gav os sejren over døden ved Kristus, skriver Paulus, det er Gudsrigets succeshistorie om den evige kærlighed og den store sejr i livets store bagedyst! Amen.