Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.« 

Matthæusevangeliet 18,1-14

Jeg vil gerne begynde med at stille jer et spørgsmål? Hvem er den største dansker i Tour de France? Bjarne Riis, som vandt i 96 og har været chef for forskellige cykelhold, Rolf Sørensen, som er den mest vindende danske cykelrytter og nu med i Vild med dans;

eller Jørgen Leth, der har som de to andre været kommentator på TV 2; sidstnævnte har dog rekorden med at have kommenteret 33 gange under løbet og er i den grad blevet en del af oplevelsen af løbet på TV skærmen.

Nu har han så fået sit eget radioprogram Spørge Jørgen, som oprindeligt var navnet på en kendt børnebog, skrevet som en sang af Kamma Laurents i november 1938, altså for nøjagtig 80 år siden.

 Jeg har læst, at hun var så flov over den fjollede tekst, at hun hviskede den i telefonen til sin bror Kai Rosenberg, som hun havde skrevet den for, sådan at hendes kolleger, der sad ved siden af, ikke skulle høre den. Skægt at tænke på, når man ved, hvor kendt og populær den sidenhen blev!

I bogen udstilles det, hvordan vi voksne kan reagere på børns mange spørgsmål, fornuftige som ufornuftige for at finde ud af, hvorfor verden er, som den er. Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat ender med en endefuld til den stakkels spørge Jørgen.

I radioprogrammet Spørge Jørgen kan lytterne spørge Jørgen Leth om dit og dat og fordi han er den, han er, kommer der mange spørgsmål og sikkert også lyttere. Jeg har selv kun hørt lidt af en udsendelse, hvor det handlede om, at han havde svært ved at komme ud af sengen den morgen og det kender mange sikkert udmærket.

Det ender med, at Jørgen Leth først står op ved middagstid og er sur, fordi han ikke har fået morgenmad og man kan vel ikke lade være med at tænke på det barnlige element, der også er i den opførsel.

Eller skulle man vende det om og sige, at Jørgen Leth bliver et ideal i dagens evangelium, som vi lige har hørt; hvor det ikke kun handler om børn, men nok så meget om voksne, der skal blive som børn. Det er et ideal for voksne kristne, som Jesus taler om her, at vi må stå ved vores uformåenhed.

Det handler om ydmyghed og om at tage imod, som børnene kan det på deres umiddelbare facon. Og det vigtigste er, siger Jesus, at vi ikke bringer dem til fald, der tror på ham og er blevet hans børn, som Gabriel (Johannes) blev det ved dåben i dag.

En strengere straf end den, som opregnes her, at blive sænket i havets dyb med en møllesten om halsen, kan man næsten ikke forestille sig; og det er jo altid meningen med talen om strenge straffe, at de skal virke afskrækkende.

Således også tanken om helvede, som udviklede sig gennem den kristne kultur fra Matthæus op gennem middelalderen og som vi særlig kender fra Dantes guddommelige komedie.

Italieneren Dante Alighieri skildrede sin egen renæssancesamtid i dette store berømte væk med tre bind; Helvede, Skærsilden og Paradis. I første bind opregnes alle helvedes pinsler i de koncentriske cirkler digteren går ned igennem, hvor han bliver fulgt på vej af antikkens digter Vergil.

Aller inderst i helvedet er der ikke længere varmt, men iskoldt og her sidder Satan, djævelen selv, fastfrosset i is sammen med tre mennesker, Brutus og Cassius, som myrdede den romerske kejser Cæsar og så Judas, som forrådte Jesus. Altså dem som bragte andre til fald.

I dag siger Jesus, at ikke blot dem som forråder ham, men alle, som forråder en af de små, der tror på ham, kan ende dér. For menneskesønnen er kommet for at frelse de fortabte, og her mener han måske dem, som ingen længere regner for noget og som ikke kan hjælpe sig selv.

Men, tænker man, børn eller folk, der ikke bliver regnet for noget i andres øjne i samfundet, er jo ikke altid gode, skønt man kunne få det indtryk her. Det handler heller ikke om barnagtighed som et menneskeligt fortrin, men hvad handler det så om?

Måske om at være villig til at give afkald på noget for andres skyld eller for sin egen skyld. Ikke nødvendigvis materielle ting, men f. eks det at have ret eller det at have magt til at bestemme.

Livet handler i en kristen optik om ikke at lade noget gå ud over andre, som Paulus skriver i sit brev til menigheden i Efesus; vær barnhjertig, så I ikke bringer dem til fald;

Livet handler om at slippe sit eget, fordi rigdommen ligger i det, som vi har fælles. Det handler ikke om, at vi helst vil undvære en hånd, eller fod eller et øje, men om at gå ind til livet som er kærlighedsfælleskabet med hvad, det nu koster os hver især.

Det er det, som er mellem os, som er tiltrækkende for os, og som vi skal opsøge; for afskrækkelse og udsigten til straf virker alligevel ikke i det lange løb. Men det hele bliver alligevel vendt lidt på hovedet i Gudsriget..

For tag nu blot fårehyrden, som er Vorherre selv, og som er villig til at forlade de 99 får i bjergene for at finde nummer hundrede, som er faret vild. Hvilken anden fårehyrde eller landmand ville ikke tænke ved sig selv:

”Jeg vil ikke forlade mine 99 får og lade ulven gå på rov blandt dem, mens jeg går ud og leder efter det får, der er faret vild. Jeg risikerer at miste flere end det ene, jeg allerede har mistet, men så er skaden dog begrænset”.

Men for denne herre og hyrde er det anderledes, for han leder efter den eller det, som er faret vild og når han finder os, så glæder han sig mere over det end over alle dem, som ikke for vild. Således ønsker den himmelske far, at ikke en eneste af os skal gå fortabt eller fare vild.

Gud regner ikke, som vi regner og derfor gør han os til sine børn uanset fortjeneste! Og den kærlighed, som vi får her i hans fællesskab overstiger, det vi selv kan tilkæmpe os i livet, som f. eks dets mening.

I den forstand er Gud som vores far, at han opsøger den, som trænger mest til hjælp og indlemmer os i sin kærlighed. Derved peger han på, at det vigtige, det som giver mening, er det, som er mellem os, det som kan deles og være fælles.

Da Jørgen Leth endelig kom op af sin seng, hvor mismodet over tilværelsen fik overtaget over ham; da han kom ned på cafeen ved middagstid til alle de andre ”får” og fik sin morgenmad dér i flokken af cafegæster, det var først da at mismodet forsvandt lidt efter lidt.

Det var ikke berømmelsen som forfatter eller udsigten til arbejdet som højt estimeret kommentator på DR senere på dagen, som fik ham til at føle sig påskønnet, men den enkle oplevelse af at være blandt andre, som gav mening for ham den dag.

Det fremgik af programmet Spørge Jørgen, at han i refleksionen og tilbageblikket erkendte denne enkle livserfaring på samme måde som den oprindelige spørge Jørgen kom til at reflektere over sig selv.  

Dette med at mødes med andre og derefter reflektere over sig selv det er (på en vis måde) også en grund til at komme her til gudstjenesten. Mødet med [CE1] kærlighedsfælleskabet mellem mennesker og Gud, kan være med til at give os livsmodet tilbage og til at få øje på det, som er vigtigt i livet.

At høre at ikke en eneste skal gå fortabt, det kan man godt leve videre på. At mærke det, kræver ikke mere af os end det, som et barn som Gabriel kan opfylde. Amen.

 [CE1]